Af J. Mulbjerg, Fagbladet Billedkunstneren 1, 2026
Et af landets yngste kunstnerdrevne udstillingssteder finder man blandt marker på en stor, privat grund på Falster under navnet Ved skoven.
Bag Ved skoven står kunstneren Charlotte Thrane, der i sin egen praksis arbejder med det installatoriske og skulpturelle. Også i rollen som kurator på eget udstillingssted har hun som udgangspunkt valgt at fokusere på at vise skulpturelle værker af danske samtidskunstnere – vel at mærke under åben himmel som et særligt træk ved Ved skoven.
Det danske vejrlig og de landlige omgivelser taget i betragtning vil der således være dage, hvor gummistøvler ikke er et helt tosset valg af fodtøj for besøgende på udendørsudstillingsstedet, der inviterede ’indenfor’ første gang i 2024 med Sammenbrud, en udstilling bestående af værker delvist skabt til omgivelserne af otte kunstnere inklusive Charlotte Thrane selv.
Kåre Frang, Alt kan ske. Ved Skoven, 2024. Foto: Malle Madsen
Ikke mindst det måske lidt foruroligende værk Alt kan ske af Kåre Frang – med en bil næsten helt dækket af vand i Charlotte Thranes idylliske havedam med åkander – medførte en vis opmærksomhed fra omverdenens side, herunder TV 2 og Jyllands-Posten.
Et andet særligt træk ved stedet er, at Ved skoven også er Charlotte Thrane og hendes mands sommerhus. Det bidrager til at skabe en mere uformel ramme om de kunstneriske oplevelser på udstillingsstedet, som Charlotte Thranes mand efterhånden også spiller en mere aktiv rolle i.
“Det, som er lidt anderledes ved vores profil, er, at det jo er hjemme hos os. Så det vil sige, at når folk kommer på besøg, så besøger de samtidig os. Og min mand er også sådan blevet en del af det. Altså – helt naturligt jo – er det fuldstændigt umuligt for ham ikke at blive involveret i det projekt, fordi det er i hans sommerhus. Han er selv med til at få det hele til at ske, og uden ham ville det ikke kunne lade sig gøre,” siger Charlotte Thrane.
Behov for en hal
Da Charlotte Thrane og hendes mand købte ejendommen på landet, var idéen om at etablere et udstillingssted endnu ikke opstået. Charlotte Thrane havde bare brug for en hal.
“Min mand og jeg købte et hus på Falster for fem år siden, en fleksbolig, med det formål, at jeg på længere sigt skal bygge et atelier og arbejde dernedefra – blandt andet fordi jeg laver nogle store værker. Så i forhold til hele tiden at skulle booke mig ind i diverse store haller for at arbejde og lave store installationer, ville jeg gerne bygge mig en hal. Så vi købte et sted med en stor grund på 2,3 hektar. Ret hurtigt, den første sommer vi havde huset, begyndte jeg at arbejde på nogle værker udenfor og begyndte at bruge det udendørs miljø til at prøve ting af,” siger Charlotte Thrane og fortsætter:
“Jeg fandt ud af, at det var rigtigt spændende det der med, at jeg kunne lade noget stå og så ligesom se, hvordan det udviklede sig over tid, fordi det var mit eget sted.”
Ikke lang tid efter at Charlotte Thrane havde placeret nogle af sine egne skulpturer, tænkte hun, at det “virkelig kunne være spændende at se andres skulpturer sammen med det her, i dialog, og udforske, hvad der sker med deres skulpturer i et udendørs klima.”
“Så det, jeg besluttede mig for i 2024, som var det første år, var at vise dansk kunst, primært skulpturelle værker af samtidskunstnere. Det er ligesom udgangspunktet. Og så er det jo udendørs. Det er præmissen for det,” siger Charlotte Thrane.
“Vildeste networking-ting”
Charlotte Thrane har sin kunstneriske uddannelse fra Storbritannien, og af den grund har hun ikke haft samme kunstnernetværk herhjemme som danske kunstnere, der kender hinanden fra fælles uddannelsessteder i Danmark.
“Den historie har jeg ikke, men så oplever jeg det at kuratere andres værker som en måde at skabe en fælles historie med dem på,” siger hun.
Men Charlotte Thranes arbejde med Ved skoven bevirker også, at hun møder mange mennesker langt ud over de hjemlige kunstnerkredse. Selv siger hun, at det har været “den vildeste networking-ting”, hvilket har overrasket hende.
Jóhan Martin Christiansen, I want the rain to wash my broken heart away, Ved skoven, 2024. Foto: Malle Madsen
Blandt de besøgende er der folk, som kører langt for at besøge stedet, der kommer skoleklasser, og nysgerrige fra lokalsamfundet kigger forbi. Og en tur til udstillingsstedet kan nemt blive et kunstnermøde.
“Når folk kommer på besøg, så har jeg insisteret på at være til stede og ligesom kunne have tid til at have en god snak og nogle gange fortælle lidt om et eller andet eller drikke en kop kaffe. På den måde har det været en meget anderledes måde, især også for de lokale og for skoleklasser, at opleve kunsten, fordi det er sådan lidt mere uformelt. Det er ikke et udstillingssted som sådan, det er egentlig hjemme hos Charlotte og Jesper,” siger Charlotte Thrane og tilføjer, at stedets tiltrækningskraft på nogle besøgende måske mere skyldes, at stedet “er sådan lidt mærkeligt”, end at de har en voldsom kunstinteresse. Hvilket i øvrigt ikke lader til at genere hende på nogen måde.
For alle Ved skovens gæster gælder dog, at et besøg ikke blot er en kultur-, men også en naturoplevelse – med ordet natur i usynlige gåseøjne, da have og udstillingsareal trods alt ligger mellem dyrkede marker, som Charlotte Thrane påpeger.
Kommunal støtte guld værd
Mens Charlotte Thrane og hendes mand uden videre lægger deres private ejendom til som fysisk ramme for Ved skoven, er udstillingsstedet etableret og drevet som en almennyttig forening, der har bestyrelse, vedtægter, cvr-nummer og aflægger regnskaber.
Formålet er at holde projektet adskilt fra deres privatøkonomi og at kunne søge midler, især kommunalt.
Midler fra støtte er eneste indtægt for Ved skoven og dermed fuldstændigt afgørende for at kunne betale udgifterne forbundet med at stable udstillinger og projekter på benene. Det gælder eksempelvis honorarer til kunstnerne og betaling for nødvendige serviceydelser forbundet med udstillingsstedets aktiviteter.
Hvad angår Guldborgsund Kommune, var Charlotte Thranes oplevelse fra første færd særdeles positiv:
“Lige fra starten oplevede jeg, at den kommunale kulturkonsulent var fantastisk. Hvis ikke hun havde været så fantastisk, entusiastisk og opbakkende lige fra det første minut, hun hørte om det her, så tror jeg, at det havde været svært, faktisk. For det gjorde, at jeg fik nogle penge rimeligt hurtigt. Og så kunne jeg arbejde videre med det. Det er meget små puljer og meget små beløb, men det gør jo hele forskellen,” siger Charlotte Thrane.
Op ad bakke – nogle steder
Charlotte Thrane får også økonomisk støtte til Ved skoven andre steder fra.
“Jeg har fået støtte fra Ny Carlsbergfondet fra det første år. Og nu er Statens Kunstfond kommet på banen efter tre år,” fortæller Charlotte Thrane, der det første år selv måtte arbejde helt gratis, men heldigvis fik alt muligt andet ud af det – blandt andet forbindelser og netværk.
A Kassen / Ved skoven, 2025. Foto: Robert Damisch
Sidste år lykkedes det hende så at kunne få en lille løn selv, hvilket rent bæredygtighedsmæssigt, men også principielt er vigtigt for hende.
Men hvad angår private fonde, oplever Charlotte Thrane, at der er et mismatch mellem hendes kunstnerdrevne udstillingssted og dets aktiviteter på den ene side og fondenes fundatser på den anden.
“Ikke mange private fonde vil røre ved det,” siger hun og fortsætter:
“Det virker som om, de private fonde er sat op, så de passer til den struktur, der findes på for eksempel museer eller i kunstinstitutioner, hvor der er et program, der er lagt langt ud i fremtiden, og en strategi. Jeg har flere gange skullet svare på, hvad min strategi er – jeg har været i kontakt med de her fonde og prøvet at sætte ord på det, som jeg nu kunne det. Men jeg har oplevet, at der er sådan et gab imellem deres fundatser og det, jeg søger penge til. Jeg har simpelthen ikke kunnet give dem de svar, de gerne ville have,” siger Charlotte Thrane.
Hun tilføjer, at det hele yderligere tilsyneladende kompliceres af, at Ved skoven er hjemme hos hende privat.
“Måske har der været en eller anden bekymring for, at jeg har blandet mine private interesser med min forenings interesser”, funderer hun.
Største udfordring
Det er ekstremt vigtigt for Charlotte Thrane at kunne betale alle, der yder et stykke arbejde for Ved skoven, ordentligt, men på grund af de nuværende realiteter omkring de private fonde får kunstnerne for lidt, mener hun:
Charlotte Thrane: Foto: Malle Madsen
“Det, der er udfordringer med, er især at betale kunstnerne nogle ordentlige honorarer. Og det er pissesvært. Jeg har de første par år oplevet at måtte give fotografen og grafikeren mere i løn end kunstnerne, og det synes jeg simpelthen ikke kan være meningen. Mit største mål er helt klart at kunne give dem nogle ordentlige lønninger for det, de laver.”
Mens Charlotte Thrane endnu ikke har tilstrækkeligt store midler at gøre godt med til optimale kunstnerhonorarer, kan hun til gengæld tilbyde et rum med stor frihed til udfoldelse for den enkelte kunstner.
“Jeg inviterer kunstnerne ind i en kurateret sammenhæng, hvor der er en form for kuratorisk greb, et udgangspunkt. For eksempel var det ‘sammenbrud’ det første år.
Men ud over det er det deres beslutning, hvad de gør. For jeg kan ikke tilbyde dem særligt mange penge – og jeg er ikke et museum, så jeg har ikke sådan et apparat, der kører derudad – det er bare mig, og så hvad jeg lige har ressourcer til at hive ind af hjælp,” siger hun og tilføjer:
“Men jeg kan tilbyde et rum for at prøve noget af, som kunstnerne er interesserede i, og det er også derfor, at de typisk gerne vil være med – også selvom det er nogle meget velrenommerede og etablerede kunstnere, jeg har arbejdet med. De gider godt at være med på grund af det, de får tilbage. Derfor er det dem, der har den ultimative beslutning i forhold til værkerne, og hvad der skal laves. Selvfølgelig kan jeg have nogle ønsker og en indgangsvinkel, men det er deres beslutning.”
Kunstnerdrevne steder på besøg
Charlotte Thrane nærer også nysgerrighed for andre kunstnerdrevne udstillingssteder og gør meget ud af at komme rundt og se sig om. Tilsvarende har mange kunstnere, der også driver udstillingssteder, besøgt Ved skoven, fortæller hun. En mere formel ramme eller organisering af kunstneriske udstillingssteder ser hun ikke et behov for.
“Udfordringen for os alle sammen er det med tid. Vi har ligesom nogle klatter af tid, vi lægger forskellige steder, og jeg kan ikke forestille mig noget, der skulle kræve, at jeg skulle bruge mere tid på det, for jeg bruger allerede max tid,” siger Charlotte Thrane, der mener at have “en god idé om, hvad der findes”, og selv tilbagevendende tager kontakt og bliver kontaktet af andre fra kunstnerdrevne udstillingssteder.
Hun glæder sig også over vidensdeling som for eksempel den, der for nylig skete ved et arrangement om kunstnerdrevne udstillingssteder på Den Frie, og at Billedkunstneren aktuelt med artikler i bladet også bidrager til vidensdeling.
Når det kommer til kunstens synlighed i samfundet og befolkningen, kunne Charlotte Thrane godt tænke sig, at de store, brede medier afsatte flere midler til at skrive mere om kunst og kultur – at der var flere anmeldelser, “for det får folk til at komme,” siger hun.
“Jeg oplevede, at vi fik en anmeldelse i Jyllands-Posten det første år, og det bragte et helt andet publikum med sig. Og så kom Bente Scavenius (kunsthistoriker, kunstkritiker og forfatter, red.) også på besøg – hun er jo fra det der tv-program – og så var det noget helt andet at få folk til at komme. Så var det hr. og fru Danmark, der havde hørt om det et eller andet sted og syntes, at det lød sjovt, og kom. Og det var jo fantastisk,” siger Charlotte Thrane, der mener, at eksponering i de etablerede medier kan være til stor gavn for de kunstnerdrevne udstillingssteders synlighed og tiltrækningskraft på potentielle besøgende.
“Den form for formidling, sådan lidt mere mainstream, er jo fantastisk, hvis man som kunstnerdrevet udstillingssted kan få den, fordi det tit bliver anset for at være netop sådan lidt underligt, det, der foregår på de udstillingssteder. Så hvis man kan komme i medierne også med det, man laver, som er nogle lidt underlige ting, og den her dialog, som jeg er interesseret i, kunne få lidt spalteplads i en avis, så vi ikke hele tiden skal høre om, hvad Trump nu har fundet på, men kan høre om noget andet, der foregår i verden – så ville det jo være fantastisk. Men det er jo igen et ressourcespørgsmål og et prioriteringsspørgsmål,” siger hun.
A Kassen / Ved skoven, 2025. FOTO Malle Madsen
Som at sælge jord på Falster
Blandt Charlotte Thranes forskellige motivationer til – og mål med – at drive Ved skoven er også et ønske om at skabe forståelse af samtidskunstens vigtighed blandt skeptikere og knap så kunstinteresserede, for eksempel i lokalområdet på Falster:
“Det er også det med, at samtidskunsten er mega vigtig, og det er et forsøg på at introducere samtidskunsten til nogle folk i lokalområdet, der ikke har så meget med samtidskunsten at gøre og synes, at det er noget mærkeligt hokus pokus og Kejserens nye klæder. Et forsøg på at gøre samtidskunsten relevant i hverdagen,” siger Charlotte Thrane.
For eksempel med humor: Charlotte Thrane fortæller, at da kunstnergruppen A Kassen sidste år som et værk havde fået gravet en ret stor rende, en slags skyttegrav, på Ved skoven, solgte de som led i værket også jord derfra. Salget skete henholdsvis fra to vejboder og en butik, som de havde lejet i tre måneder på hovedgaden i Stubbekøbing, hvor man kunne købe jord i små poser.
Det var både et forsøg på at lave en slags ambassade for Ved skoven – og et forsøg på at række ud i lokalområdet og skabe nysgerrighed med et format, folk kunne genkende, men som gjorde noget markant anderledes end de andre butikker.
Måske et illustrativt eksempel på, hvordan et kunstnerdrevet udstillingssted som Ved skoven adskiller sig fra etablerede udstillingssteder som de store museer ved at afstanden fra fantasifuld, måske ligefrem vanvittig, idé til praktisk udførelse er så kort.
Hvad omsætningen så blev på salget af jord fra Falster – på Falster – står hen i det uvisse.
Foto øverst: A Kassen / Ved skoven (inkl. Charlotte Thrane i det fjerne med solbriller). Foto: Malle Madsen