PERFORMNORD 2027 søger performancekunstnere

04.08.26 | Open Call

PERFORMNORD 2027 – ny nordisk platform for performancekunst søger kunstnere

Metropolis / Copenhagen International Theatre inviterer professionelle performancekunstnere fra hele Norden til at søge om deltagelse i PERFORMNORD 2027 – den første internationale platform, der samler og profilerer nordisk performancekunst.

PERFORMNORD finder sted i København 2.–12. september 2027 og vil skabe et nyt mødested for kunstnere, kuratorer, internationale programmører og publikum. Platformen skal synliggøre den stærke og mangfoldige performancekunstscene i Norden og give kunstnere mulighed for at møde nye samarbejdspartnere og internationale netværk.

Vi søger kunstnere og grupper, der arbejder med performancekunst – både etablerede kunstnere og kunstnere med stærke, aktuelle praksisser. Performance kan forstås bredt: fra livehandlinger og kropslige undersøgelser til stedsspecifikke værker, deltagende formater, tværdisciplinære projekter og eksperimenterende sceniske udtryk.

Udvalgte kunstnere får mulighed for at præsentere deres arbejde gennem én eller flere af følgende formater:

  • Live performance – præsentation af eksisterende værker eller performances
  • Studio-præsentationer – visning af kunstnerisk praksis gennem materiale, video, lyd, skitser eller installationer
  • Samtaler, workshops og dialogformater – bidrag til et program med møder, diskussioner og vidensdeling

PERFORMNORD vil samle ca. 40–50 centrale nordiske performancekunstnere og skabe en professionel platform med internationale gæster samt et offentligt program for publikum i København. Hovedbasen bliver på Refshaleøen, men aktiviteter vil foregå flere steder i byen.

Udvalgte kunstnere får dækket rejse, ophold og lokal logistik samt modtager et deltagelseshonorar afhængigt af den tilgængelige finansiering.

Ansøgningsfrist: 18. september 2026
Læs mere og søg her

PERFORMNORD arrangeres af Metropolis med støtte fra og samarbejde med nordiske kunstinstitutioner og støtteorganisationer. Initiativet er sat i gang af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst med ambitionen om at styrke performancekunstens synlighed og internationale muligheder