Et nyt lovforslag vil fra nytår ændre reglerne for privatundervisning i billedkunst. Det betyder, at mange billedkunstnere, der tilbyder undervisning, samt private billedskoler, kan blive mødt af krav om at lægge moms oven i prisen. Hvis lovforslaget som forventet vedtages, vil undervisning af børn og unge, samt voksne med et erhvervsmæssigt sigte, dog fortsat være fritaget for moms.
Hvad ændrer sig?
Fra 1. januar 2026 gælder følgende:
- Undervisning af børn og unge under 30 år i billedkunst (for eksempel tegning, maleri, grafik, keramik m.m.) er fortsat momsfri.
- Hvis en elev over 30 år modtager undervisning som led i sit arbejde, sin uddannelse eller med henblik på at udvikle sin professionelle praksis, skal der heller ikke betales moms.
- Derimod bliver undervisning af voksne elever uden erhvervsmæssigt formål – altså hobbyundervisning – momspligtig.
- Aftenskoler og folkeoplysende foreninger er fortsat fritaget som kulturelle aktiviteter.
Hvorfor ændres reglerne?
Ændringen sker, fordi EU-domme har fastslået, at Danmark hidtil har tolket momsreglerne for snævert. Det har udløst en tilpasning, som nu altså også rammer privatundervisning i kunstfag.
Med det lovforslag, der er på vej, vil momspligten dog kun gælde undervisning af elever over 30 år uden professionelt sigte.
Hvad betyder det for dig som underviser?
- Har du kun elever under 30 år: Du kan fortsætte som hidtil – uden moms.
- Har du voksne elever (30+):
- Hvis undervisningen er fritidspræget, er det momspligtigt.
- Hvis undervisningen har et arbejds- eller uddannelsesmæssigt sigte, er det momsfrit.
BKF afventer mere præcise retningslinjer fra Skattestyrelsen.