Ophavsretten er det regelsæt, der beskytter skabende og udøvende kunstnere mod, at deres værker eller præstationer bliver kopieret og brugt offentligt uden deres samtykke.
Ophavsretten beskytter et værk eller en præstation – altså den konkrete udformning – men ikke idéer eller teknikker, som kan ligge til grund for frembringelsen.
‘Idéer er ikke beskyttet af ophavsretten’
Ophavsretten forskelsbehandler ikke god og dårlig kunst. Den kunstneriske kvalitet er derfor underordnet for at opnå beskyttelse af ophavsretten. I den faglige terminologi taler man om, at et værk skal have værkshøjde for at opnå en ophavsretlig beskyttelse.
Værkshøjde stiller krav om en vis selvstændig skabende indsats fra ophavsmandens side. Grænserne for værkshøjde er forskellig fra branche til branche, og generelt er beskyttelsen størst hos de skabende kunstnere, som frembringer kunstværker, litterære værker, musikværker og film- og sceneværker.
Andre værker, eksempelvis journalistik, edb-programmer, kunsthåndværk og faglitteratur nyder dog også beskyttelse. Værker som er frembragt af udøvende kunstnere, producenter m.fl. er også beskyttet af ophavsretten. Denne frembringelse kaldes nærtstående rettigheder. Det er domstolene, som fastlægger grænserne for, om et værk eller en præsentation er ophavsretlig beskyttet.
Eneretten betyder, at rettighedshaveren har en eksklusiv ret til at fremstille eksemplarer af et værk og til at gøre værket tilgængeligt for offentligheden. Uden tilladelse fra rettighedshaveren er det således ikke tilladt for andre at kopiere et værk eller at vise, afspille eller på anden måde fremføre værket for offentligheden. Billedkunstneren, som sælger sit originale værk, bevarer altså retten til reproduktion af værket. Ophavsmandens eneret omfatter også en beskyttelse mod efterligninger, plagiater og lign. Ophavsmanden kan selv udnytte sit værk, medmindre han eller hun selv har overdraget rettighederne til en anden.
Den ideelle beskyttelse, droit moral, består i en navneangivelses-ret og i en respekt-ret. Ophavsmanden har krav på at få sit navn angivet på værkseksemplarer og ved offentlig brug af værket. Respekt-retten er en beskyttelse mod, at værket ændres på en krænkende måde, f.eks. forvanskes, og at værket gøres tilgængeligt for offentligheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens anseelse eller egenart som kunstner. De ideelle rettigheder kan ikke overdrages og forbliver derfor altid hos ophavsmanden.
Ophavsretten til et værk varer som hovedregel indtil 70 år efter ophavsmandens død. Beskyttelsestiden for de nærtstående rettigheder er kortere, nemlig 50 år efter fremførelsen, optagelsen, udgivelsen eller udsendelsen.
Ophavsretten falder i arv efter arvelovens almindelige regler. Herved ligner den alle andre formuerettigheder, for eksempel fast ejendom, aktier og obligationer. Er der flere arvinger til ophavsretten, arver disse i fællesskab, hvis der ikke er truffet særlige aftaler.
Det betyder, at alle arvingerne skal spørges om tilladelse, hver eneste gang et værk skal gengives eller udnyttes. Dette giver en masse praktiske problemer. Det må anbefales alle billedkunstnere at oprette et testamente, hvor der gives bindende forskrifter for, hvordan ophavsretten skal udøves til sin tid.
Selvom man i øvrigt ønsker at følge arvelovens almindelige regler med hensyn til den økonomiske side af sagen, kan man meget vel i testamentet udpege en ‘kunstnerisk eksekutor’, hvis bestemmelser de øvrige arvinger skal respektere. For eksempel varetager VISDA (Visuelle rettigheder i Danmark, tidligere Copydan Billeder) på arvingernes vegne ophavsretten for flere afdøde billedkunstnere.
Et standard regelsæt for ophavsretten er i de senere år blevet gennemført i EU. Ligeledes har Danmark samt en række øvrige lande tiltrådt internationale konventioner som sikrer en ophavsretlig beskyttelse uden for det nationale område.
Den ophavsretlige eneret gælder ikke undtagelsesfrit. Ud fra samfundsmæssige hensyn og interesser er der fastsat visse indskrænkninger i eneretten, dvs. tilfælde, hvor brugere må benytte værket uden ophavsmandens samtykke. Der findes tre typer indskrænkninger:
De vigtigste undtagelser i forhold til det ovenfor anførte er:
‘Dit værk er beskyttet af ophavsretten, selv om det ikke er forsynet med copyrightmærke’
Når du sælger eller udlåner et værk, bevarer du den fulde ophavsret, medmindre andet aftales.
Et kunstmuseum, en kommune eller en virksomhed, der har købt et maleri, har ikke uden kunstnerens tilladelse ret til at gengive – eller give andre lov til at gengive – værket på informationsfoldere, turistbrochurer, postkort eller lignende.
Såfremt der indgås aftaler om brug af originalværket, skal du være opmærksom på at afgrænse den konkrete brug ved eksempelvis oplagsstørrelse, antal tryk/forevisninger, spredning m.v. Dette gøres lettest ved at benytte standardaftaler.
Se eksempelvis BKF’s reproduktionsaftale på www.bkf.dk/aftaler/standardkontrakter
Vær opmærksom på, at en reproduktion bl.a. omfatter:
En af de vigtigste undtagelser fra ophavsmandens eneret til eksemplarfremstilling, er den såkaldte ‘privatbrugsbestemmelse’. Den betyder, at enhver til sit eget private brug har ret til at fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer af et offentliggjort kunstværk.
Eksemplarer, der er fremstillet til privat brug, må ikke senere anvendes til andre formål. Bestemmelsen giver ikke ret til at fremstille eksemplarer af et kunstværk på nogen måde, som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original. For eksempel er det ikke tilladt til privat brug at fremstille en farvekopi af høj kvalitet af f.eks. et grafisk blad eller en radering.
I følgende tilfælde kan kunstværker af praktiske grunde gengives uden forudgående tilladelse, uanset om udgiveren er et forlag, et museum eller en helt tredje:
Museerne har ikke ophavsret til de kunstværker, de har erhvervet – medmindre ophavsretten udtrykkeligt er overdraget i forbindelse med erhvervelsen af de pågældende kunstværker. Derfor kræver museernes gengivelser af kunstværker på postkort, kunstkalendere, tekstiler, internet osv. som udgangspunkt tilladelse fra ophavsmanden. Ophavsretsloven indeholder bestemmelser, der særligt har betydning for museernes udgivelser. Disse er kort forklaret i det følgende:
Gengivelse af kunstværker i bøger er som udgangspunkt omfattet af ophavsmandens eneret til eksemplarfremstilling af sit værk. Det betyder, at ophavsmanden skal give forhåndstilladelse til reproduktion, inden bogen går i trykken.
For at lette udgivelse af alment oplysende værker med mange billeder af mange forskellige ophavsmænd, som eksempelvis Den Store Danske Encyklopædi, er der indført en aftalelicensordning, hvorefter VISDA, på vegne af rettighedshaverne, giver tilsagn om en begrænset udnyttelse mod betaling af vederlag. Den enkelte ophavsmand kan dog nedlægge forbud mod gengivelse af hans værker.
For undervisningsmateriale er det tilladt – uden forhåndstilladelse fra rettighedshaveren – at gengive kunst i undervisningsantologier, når der er gået fem år fra det år, hvor værkerne blev offentliggjort. Billedkunstneren har krav på vederlag, som uden påkrav indbetales til VISDA, hvis vedkommende kunstner har overdraget varetagelsen af sine rettigheder dertil.
Fotokopiering til brug for undervisning eller i en erhvervsvirksomhed er også eksemplarfremstilling i ophavsretslovens forstand. I praksis er det umuligt at indhente forhåndstilladelse til den massekopiering, der finder sted på skoler og andre undervisningsinstitutioner samt i erhvervsvirksomheder. Disse har derfor indgået aftaler med ophavsmændenes organisationer inden for rammerne af VISDA. Aftalerne giver dem forhåndstilladelse til at fotokopiere inden for de afstukne rammer til brug for undervisningen eller til intern brug i erhvervsvirksomheden mod betaling af et samlet årligt vederlag til VISDA.
Ophavsretsloven giver som udgangspunkt ophavsmanden eneret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden. For kunstværkers vedkommende gælder reglen kun så længe, ophavsmanden ikke har udgivet værket eller overdraget det til andre. Når først dette er sket – med ophavsmandens samtykke – må eksemplaret sælges videre. Og ophavsmanden har ingen indflydelse på, hvem værket videresælges til eller til hvilken pris.
Men i henhold til ophavsretsloven har billedkunstnerne ret til et vederlag, når deres originale værker videresælges. Der skal bl.a. betales følgeretsvederlag for malerier, collager, tegninger, graveringer, tryk, litografier, skulpturer, vægtæpper, keramisk kunst, glaskunst og fotografiske værker. Bestemmelsen omfatter eksemplarer af kunstværker, som er udført i ét eksemplar eller i et begrænset antal af ophavsmanden selv eller med dennes tilladelse.
Følgeretsvederlag skal betales ved alle videresalg, hvor der som sælgere, købere eller formidlere deltager professionelle på kunstmarkedet, herunder auktionshuse, kunstgallerier og kunsthandlere.
Pligten til at betale vederlag påhviler sælgeren eller formidleren. Der skal kun betales vederlag, hvis salgsprisen overstiger 300 Euro (ekskl. moms). Det samlede vederlag kan ikke overstige 12.500 Euro (ekskl. moms) pr. eksemplar.
Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb. Retten er personlig og kan ikke overdrages. Efter ophavsmandens død falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder vederlagsretten en organisation, som er godkendt af Kulturministeren – i dag er det VISDA. VISDA forestår opkrævningen og foretager fordelingen til de berettigede.
Ophavsretsloven giver som udgangspunkt ophavsmanden eneret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden ved at vise det offentligt.
Så længe kunstværket stadig er i kunstnerens besiddelse, bestemmer han, om det skal vises for andre, og han kan naturligvis betinge sig et vederlag for retten til at udstille det. Anderledes stiller det sig, når et kunstværk med ophavsmandens samtykke er udgivet eller overdraget til andre. Så kan ophavsmanden ikke længere modsætte sig, at kunstværket udstilles offentligt eller på anden måde vises for offentligheden. (Bestemmelsen gælder dog ikke for visning af eksemplarer af kunstværker i tv eller på film).
Ophavsmanden har ikke ret til noget vederlag i forbindelse med udstillingen/visningen. En vederlagsret i forbindelse med udstilling af kunstværker drøftes løbende i forbindelse med revisioner af ophavsretsloven/lov om billedkunst.
Visning af billedkunst i tv kræver tilladelse fra ophavsmanden. Vederlaget fastsættes typisk i henhold til prislisten fra VISDA. For så vidt angår salg af kunstvideoer m.v. til tv henvises til BKF’s vejledende prisliste.
Hvis man i forbindelse med et værk ønsker at anvende musik, kan der søges tilladelse hos Nordisk Copyright Bureau (NCB): www.ncb.dk.
Overtrædelse af ophavsretsloven kan medføre sanktioner i form af straf – bøde eller
fængsel indtil ét år – samt erstatning og godtgørelse til den forurettede. Ved krænkelser kan rettighedshavere som minimum kræve et rimeligt vederlag for den ulovlige brug samt en erstatning
og/eller bøde.
Ophavsmanden kan ligeledes nedlægge fogedforbud mod en benyttelse af værket, som krænker rettighederne. Det er vigtigt, at krænkelser af ophavsretten påtales skriftligt straks efter, at man har erfaret, at ens ophavsret er krænket.
De hyppigt forekommende krænkelser; manglende kreditering, manglende indhentning af forhåndstilsagn m.fl. afregnes som udgangspunkt efter prisliste for VISDA. Andre ophavsretlige krænkelser fastsættes typisk på baggrund af domstolspraksis.
BKF bistår medlemmerne med råd og vejledning samt eventuelle støttebeløb ved krænkelser af ophavsretten.