Ophavsret
Her nedenfor kan du læse om de forskellige aspekter af ophavsretten, man kan støde på i arbejdet som billedkunstner.
Ophavsretten er det regelsæt, der beskytter skabende og udøvende kunstnere mod, at deres værker eller præstationer bliver kopieret og brugt offentligt uden deres samtykke.
Ophavsretten beskytter et værk eller en præstation – altså den konkrete udformning – men ikke idéer eller teknikker, som kan ligge til grund for frembringelsen.
‘Idéer er ikke beskyttet af ophavsretten’
Værker der er beskyttet
Ophavsretten forskelsbehandler ikke god og dårlig kunst. Den kunstneriske kvalitet er derfor underordnet for at opnå beskyttelse af ophavsretten. I den faglige terminologi taler man om, at et værk skal have værkshøjde for at opnå en ophavsretlig beskyttelse.
Værkshøjde stiller krav om en vis selvstændig skabende indsats fra ophavsmandens side. Grænserne for værkshøjde er forskellig fra branche til branche, og generelt er beskyttelsen størst hos de skabende kunstnere, som frembringer kunstværker, litterære værker, musikværker og film- og sceneværker.
Andre værker, eksempelvis journalistik, edb-programmer, kunsthåndværk og faglitteratur nyder dog også beskyttelse. Værker som er frembragt af udøvende kunstnere, producenter m.fl. er også beskyttet af ophavsretten. Denne frembringelse kaldes nærtstående rettigheder. Det er domstolene, som fastlægger grænserne for, om et værk eller en præsentation er ophavsretlig beskyttet.
Eneret og droit moral
Eneretten betyder, at rettighedshaveren har en eksklusiv ret til at fremstille eksemplarer af et værk og til at gøre værket tilgængeligt for offentligheden. Uden tilladelse fra rettighedshaveren er det således ikke tilladt for andre at kopiere et værk eller at vise, afspille eller på anden måde fremføre værket for offentligheden. Billedkunstneren, som sælger sit originale værk, bevarer altså retten til reproduktion af værket. Ophavsmandens eneret omfatter også en beskyttelse mod efterligninger, plagiater og lign. Ophavsmanden kan selv udnytte sit værk, medmindre han eller hun selv har overdraget rettighederne til en anden.
Den ideelle beskyttelse, droit moral, består i en navneangivelses-ret og i en respekt-ret. Ophavsmanden har krav på at få sit navn angivet på værkseksemplarer og ved offentlig brug af værket. Respekt-retten er en beskyttelse mod, at værket ændres på en krænkende måde, f.eks. forvanskes, og at værket gøres tilgængeligt for offentligheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens anseelse eller egenart som kunstner. De ideelle rettigheder kan ikke overdrages og forbliver derfor altid hos ophavsmanden.
Beskyttelsens varighed
Ophavsretten til et værk varer som hovedregel indtil 70 år efter ophavsmandens død. Beskyttelsestiden for de nærtstående rettigheder er kortere, nemlig 50 år efter fremførelsen, optagelsen, udgivelsen eller udsendelsen.
Arveforhold
Ophavsretten falder i arv efter arvelovens almindelige regler. Herved ligner den alle andre formuerettigheder, for eksempel fast ejendom, aktier og obligationer. Er der flere arvinger til ophavsretten, arver disse i fællesskab, hvis der ikke er truffet særlige aftaler.
Det betyder, at alle arvingerne skal spørges om tilladelse, hver eneste gang et værk skal gengives eller udnyttes. Dette giver en masse praktiske problemer. Det må anbefales alle billedkunstnere at oprette et testamente, hvor der gives bindende forskrifter for, hvordan ophavsretten skal udøves til sin tid.
Selvom man i øvrigt ønsker at følge arvelovens almindelige regler med hensyn til den økonomiske side af sagen, kan man meget vel i testamentet udpege en ‘kunstnerisk eksekutor’, hvis bestemmelser de øvrige arvinger skal respektere. For eksempel varetager VISDA (Visuelle rettigheder i Danmark, tidligere Copydan Billeder) på arvingernes vegne ophavsretten for flere afdøde billedkunstnere.
International beskyttelse
Et standard regelsæt for ophavsretten er i de senere år blevet gennemført i EU. Ligeledes har Danmark samt en række øvrige lande tiltrådt internationale konventioner som sikrer en ophavsretlig beskyttelse uden for det nationale område.
Indskrænkninger i beskyttelsen
Den ophavsretlige eneret gælder ikke undtagelsesfrit. Ud fra samfundsmæssige hensyn og interesser er der fastsat visse indskrænkninger i eneretten, dvs. tilfælde, hvor brugere må benytte værket uden ophavsmandens samtykke. Der findes tre typer indskrænkninger:
- Fri udnyttelse, hvor værket frit må benyttes uden betaling af vederlag til ophavsmanden
- Tvangslicens, hvor ophavsmanden har krav på vederlag, selv om brugeren ikke skal have tilladelse fra ophavsmanden til at benytte værket.
- Aftalelicens, hvor man i visse tilfælde udstrækker en kollektiv rettighedsaftale til også at omfatte værker af ophavsmænd m.fl., der ikke er medlemmer af den pågældende rettighedshaverorganisation.
De vigtigste undtagelser i forhold til det ovenfor anførte er:
- Kopiering til privat brug
- Konsumption af spredningsretten
- Citatretten
‘Dit værk er beskyttet af ophavsretten, selv om det ikke er forsynet med copyrightmærke’
Salg og udlån af værker
Når du sælger eller udlåner et værk, bevarer du den fulde ophavsret, medmindre andet aftales.
Et kunstmuseum, en kommune eller en virksomhed, der har købt et maleri, har ikke uden kunstnerens tilladelse ret til at gengive – eller give andre lov til at gengive – værket på informationsfoldere, turistbrochurer, postkort eller lignende.
Såfremt der indgås aftaler om brug af originalværket, skal du være opmærksom på at afgrænse den konkrete brug ved eksempelvis oplagsstørrelse, antal tryk/forevisninger, spredning m.v. Dette gøres lettest ved at benytte standardaftaler.
Se eksempelvis BKF’s reproduktionsaftale på www.bkf.dk/aftaler/standardkontrakter
Eksemplarfremstilling – reproduktion
Vær opmærksom på, at en reproduktion bl.a. omfatter:
Enhver fiksering af værket.
Et lille fotografi af et stort kunstværk er også en eksemplarfremstilling.
Overførelse af værket på en indretning, som kan gengive det.
Det betyder, at for eksempel indlæsning af et kunstværk på CD-ROM eller Internet er eksemplarfremstilling i lovens forstand.
Ikke kun uændret gengivelse, men også gengivelse af værket i ændret skikkelse.
Det kan være vanskeligt at drage grænsen mellem ulovlig eftergørelse (plagiat) og fri benyttelse af et eksisterende kunstværk, hvorved der skabes et nyt selvstændigt værk. Det må gerne kunne ses, at kunstner B har været inspireret af kunstner A, men for at undgå betegnelsen plagiat, skal det nye værk opfylde visse krav til individualitet. Det er kort sagt ikke tilladt at ‘nasse’ på andres kreative indsats.
Gengivelse af dele af et værk
Det betyder, at det for eksempel ikke uden ophavsmandens tilladelse er lovligt at gengive en detalje af et maleri på et bogomslag eller et cd-cover.
Gengivelse af værket i en større sammenhæng.
Det kan for eksempel være i en collage
Privat brug
En af de vigtigste undtagelser fra ophavsmandens eneret til eksemplarfremstilling, er den såkaldte ‘privatbrugsbestemmelse’. Den betyder, at enhver til sit eget private brug har ret til at fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer af et offentliggjort kunstværk.
Eksemplarer, der er fremstillet til privat brug, må ikke senere anvendes til andre formål. Bestemmelsen giver ikke ret til at fremstille eksemplarer af et kunstværk på nogen måde, som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original. For eksempel er det ikke tilladt til privat brug at fremstille en farvekopi af høj kvalitet af f.eks. et grafisk blad eller en radering.
Fri gengivelse
I følgende tilfælde kan kunstværker af praktiske grunde gengives uden forudgående tilladelse, uanset om udgiveren er et forlag, et museum eller en helt tredje:
Gengivelse af kunstværker ved omtale af dagsbegivenheder
Offentliggjorte kunstværker må gengives ved omtale af dagsbegivenheder i aviser og tidsskrifter, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, der betinges af formålet.
Henvisningen til ‘god skik’ og ‘i det omfang, der betinges af formålet’ betyder, at der ikke må gengives flere værker end nødvendigt for at belyse den pågældende dagsbegivenhed. Ved dagsbegivenhed forstås en begivenhed af ekstraordinær karakter med en vis nyhedsinteresse, for eksempel en kunstudstilling. Værker, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser og tidsskrifter, som for eksempel bladtegninger og pressefotografier, er ikke omfattet af bestemmelsen.
Gengivelse af kunstværker hvis gengivelsen er af underordnet betydning
Udgivne kunstværker eller eksemplarer af kunstværker, der af ophavsmanden er overdraget til andre, må gengives i aviser, tidsskrifter, film og fjernsyn, hvis gengivelsen er af underordnet betydning i den pågældende sammenhæng.
Bestemmelsens formål er at give mulighed for mere tilfældige gengivelser af kunstværker i de trykte medier samt i film og tv-programmer. Gengivelsen skal være af mere tilfældig eller baggrundsmæssig karakter som for eksempel gengivelse af et maleri som baggrund for et portrætfoto i forbindelse med et interview. Selvstændige gengivelser af kunstværker kræver forudgående tilladelse fra ophavsmanden.
Gengivelse af kunstværker på offentlig plads eller vej
Kunstværker må afbildes, når de varigt er anbragt på en plads eller vej, der er tilgængelig for almenheden. Det betyder, at skulpturer, statuer, vægmalerier osv. på gader, pladser og bygninger må gengives uden ophavsmandens samtykke og uden betaling af vederlag.
NB: Bestemmelsen gælder ikke, hvis kunstværket er
1) hovedmotivet, og
2) gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt.
Hvis begge betingelser er opfyldt, skal der indhentes forudgående tilladelse fra ophavsmanden og betales vederlag. Gengivelsen skal i disse tilfælde klart være hovedmotivet. Udtrykket, ‘erhvervsmæssig’ skal forstås bredt og omfatter for eksempel gengivelse på postkort, plakater, kunstkalendere, i bøger, dagblade og tidsskrifter. Fremstilling og salg af postkort med et kunstværk som hovedmotiv – f.eks. ‘Den lille Havfrue’ – forudsætter tilladelse.
Museernes gengivelser
Museerne har ikke ophavsret til de kunstværker, de har erhvervet – medmindre ophavsretten udtrykkeligt er overdraget i forbindelse med erhvervelsen af de pågældende kunstværker. Derfor kræver museernes gengivelser af kunstværker på postkort, kunstkalendere, tekstiler, internet osv. som udgangspunkt tilladelse fra ophavsmanden. Ophavsretsloven indeholder bestemmelser, der særligt har betydning for museernes udgivelser.
Disse er kort forklaret i det følgende:
Rene udstillingskataloger
Gengivelser af kunstværker i udstillingskataloger er vederlagsfrie, så længe udstillingen varer. Ved “udstillingskataloger” forstås her publikationer, der indeholder de efter forholdene fornødne fortegnelser over kunstsamlingens eller udstillingens indhold. Der skal være tale om en publikation, som udgives og sælges eller foræres bort i forbindelse med udstillingen. Når kataloger sælges efter udstillingen (for eksempel de overskydende, usolgte eksemplarer) skal der betales vederlag til ophavsmanden. Efterfølgende genoptryk må heller ikke finde sted uden forudgående tilladelse. (I standardaftalen med kunstmuseerne kaldes udstillingskataloger med en nærmere defineret, begrænset tekstdel for “rene kataloger”). Det antages, at denne bestemmelse ikke med hjemmel i den nugældende ophavsretslov kan anvendes på internetkataloger. Etablering af et internetkatalog kræver derfor tilladelse fra ophavsmanden.
Kataloger, der har karakter af alment oplysende kunstbøger eller tidsskrifter
Hvis kataloger mere har karakter af egentlige kunstbøger eller tidsskrifter af alment oplysende karakter, hvor artikelstof og illustrationer indtager en mere dominerende plads end det egentlige katalogstof, skal der altid indhentes forudgående tilladelse til gengivelse af kunstværker og betales vederlag. (I standardaftalen med kunstmuseerne kaldes disse kataloger for ‘udstillingskataloger’).
Kataloger, der indeholder kritiske eller videnskabelige artikler
Hvis kataloger indeholder kritiske eller videnskabelige artikler, kan kunstværker gengives i tilslutning til teksten, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, der betinges af formålet. Det er en betingelse, at der ikke gengives flere kunstværker end nødvendigt til opfyldelse af formålet med fremstillingen. Gengivelse på omslaget af disse kataloger er ikke omfattet af bestemmelsen.
Meddelelser om udstillinger i annoncer, omtale i aviser, udstillingsplakater m.v.
Arrangøren af en udstilling har adgang til at reklamere for en kommende eller igangværende udstilling, herunder i form af gengivelse af et eller flere af de udstillede kunstværker. Bestemmelsen giver ikke adgang til at gengive kunstværker som illustration til f.eks. en artikel i et kunsttidsskrift, blot fordi værket er eller vil blive genstand for udstilling eller salg. Det antages, at bestemmelsen ikke giver mulighed for at gengive de udstillede kunstværker på internettet uden forudgående tilladelse fra ophavsmanden. Der skal ikke betales vederlag for gengivelse af kunstværker på den del af oplaget af udstillingsplakater, som kun skal bruges i forbindelse med museets egen informations-virksomhed, gratis ophængte plakater i butikker etc. Der skal betales vederlag for gengivelse af kunstværker på den del af oplaget, der sælges før, under eller efter en udstilling.
Postkort, kunstkalendere, tekstiler, keramik samt andre produkter med gengivelse af kunstværker
Gengivelse af kunstværker på disse produkter følger de almindelige regler i ophavsretsloven. De kræver derfor altid forhåndssamtykke og medfører vederlag til ophavsmanden.
Digital teknologi på museerne
Den digitale teknologi muliggør gengivelse af kunstværker på maskinlæsbare medier som for eksempel cd, dvd, disk, hukommelseskort eller på museernes hjemmeside på internet, intranet mv. Ophavsretslovens almindelige bestemmelser gælder også på dette område.
Bøger og undervisningsmateriale
Gengivelse af kunstværker i bøger er som udgangspunkt omfattet af ophavsmandens eneret til eksemplarfremstilling af sit værk. Det betyder, at ophavsmanden skal give forhåndstilladelse til reproduktion, inden bogen går i trykken.
For at lette udgivelse af alment oplysende værker med mange billeder af mange forskellige ophavsmænd, som eksempelvis Den Store Danske Encyklopædi, er der indført en aftalelicensordning, hvorefter VISDA, på vegne af rettighedshaverne, giver tilsagn om en begrænset udnyttelse mod betaling af vederlag. Den enkelte ophavsmand kan dog nedlægge forbud mod gengivelse af hans værker.
For undervisningsmateriale er det tilladt – uden forhåndstilladelse fra rettighedshaveren – at gengive kunst i undervisningsantologier, når der er gået fem år fra det år, hvor værkerne blev offentliggjort. Billedkunstneren har krav på vederlag, som uden påkrav indbetales til VISDA, hvis vedkommende kunstner har overdraget varetagelsen af sine rettigheder dertil.
Fotokopiering
Fotokopiering til brug for undervisning eller i en erhvervsvirksomhed er også eksemplarfremstilling i ophavsretslovens forstand. I praksis er det umuligt at indhente forhåndstilladelse til den massekopiering, der finder sted på skoler og andre undervisningsinstitutioner samt i erhvervsvirksomheder. Disse har derfor indgået aftaler med ophavsmændenes organisationer inden for rammerne af VISDA. Aftalerne giver dem forhåndstilladelse til at fotokopiere inden for de afstukne rammer til brug for undervisningen eller til intern brug i erhvervsvirksomheden mod betaling af et samlet årligt vederlag til VISDA.
Følgeret
Ophavsretsloven giver som udgangspunkt ophavsmanden eneret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden. For kunstværkers vedkommende gælder reglen kun så længe, ophavsmanden ikke har udgivet værket eller overdraget det til andre. Når først dette er sket – med ophavsmandens samtykke – må eksemplaret sælges videre. Og ophavsmanden har ingen indflydelse på, hvem værket videresælges til eller til hvilken pris.
Men i henhold til ophavsretsloven har billedkunstnerne ret til et vederlag, når deres originale værker videresælges. Der skal bl.a. betales følgeretsvederlag for malerier, collager, tegninger, graveringer, tryk, litografier, skulpturer, vægtæpper, keramisk kunst, glaskunst og fotografiske værker. Bestemmelsen omfatter eksemplarer af kunstværker, som er udført i ét eksemplar eller i et begrænset antal af ophavsmanden selv eller med dennes tilladelse.
Følgeretsvederlag skal betales ved alle videresalg, hvor der som sælgere, købere eller formidlere deltager professionelle på kunstmarkedet, herunder auktionshuse, kunstgallerier og kunsthandlere.
Pligten til at betale vederlag påhviler sælgeren eller formidleren. Der skal kun betales vederlag, hvis salgsprisen overstiger 300 Euro (ekskl. moms). Det samlede vederlag kan ikke overstige 12.500 Euro (ekskl. moms) pr. eksemplar.
Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb. Retten er personlig og kan ikke overdrages. Efter ophavsmandens død falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder vederlagsretten en organisation, som er godkendt af Kulturministeren – i dag er det VISDA. VISDA forestår opkrævningen og foretager fordelingen til de berettigede.
Visningsretten
Ophavsretsloven giver som udgangspunkt ophavsmanden eneret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden ved at vise det offentligt.
Så længe kunstværket stadig er i kunstnerens besiddelse, bestemmer han, om det skal vises for andre, og han kan naturligvis betinge sig et vederlag for retten til at udstille det. Anderledes stiller det sig, når et kunstværk med ophavsmandens samtykke er udgivet eller overdraget til andre. Så kan ophavsmanden ikke længere modsætte sig, at kunstværket udstilles offentligt eller på anden måde vises for offentligheden. (Bestemmelsen gælder dog ikke for visning af eksemplarer af kunstværker i tv eller på film).
Ophavsmanden har ikke ret til noget vederlag i forbindelse med udstillingen/visningen. En vederlagsret i forbindelse med udstilling af kunstværker drøftes løbende i forbindelse med revisioner af ophavsretsloven/lov om billedkunst.
Kunstværker i tv
Visning af billedkunst i tv kræver tilladelse fra ophavsmanden. Vederlaget fastsættes typisk i henhold til prislisten fra VISDA. For så vidt angår salg af kunstvideoer m.v. til tv henvises til BKF’s vejledende prisliste.
Anvendelse af musik
Hvis man i forbindelse med et værk ønsker at anvende musik, kan der søges tilladelse hos Nordisk Copyright Bureau (NCB): www.ncb.dk.
Krænkelser af ophavsretten
Overtrædelse af ophavsretsloven kan medføre sanktioner i form af straf – bøde eller
fængsel indtil ét år – samt erstatning og godtgørelse til den forurettede. Ved krænkelser kan rettighedshavere som minimum kræve et rimeligt vederlag for den ulovlige brug samt en erstatning
og/eller bøde.
Ophavsmanden kan ligeledes nedlægge fogedforbud mod en benyttelse af værket, som krænker rettighederne. Det er vigtigt, at krænkelser af ophavsretten påtales skriftligt straks efter, at man har erfaret, at ens ophavsret er krænket.
De hyppigt forekommende krænkelser; manglende kreditering, manglende indhentning af forhåndstilsagn m.fl. afregnes som udgangspunkt efter prisliste for VISDA. Andre ophavsretlige krænkelser fastsættes typisk på baggrund af domstolspraksis.
BKF bistår medlemmerne med råd og vejledning samt eventuelle støttebeløb ved krænkelser af ophavsretten.
Relaterede artikler
- 19/06/2023
- Nyheder, Diverse
Medlem er blevet pålagt at betale fuld skat af et produktionslegat fra Statens Kunstfond.
- 17/05/2023
- Nyheder, Diverse
