Refleksioner over hvidhed i dansk kunstliv

03.09.20 | Nyheder

Af Stine Nørgaard Lykkebo

Kun 12% af soloudstillingerne på toneangivende kunstmuseer og kunsthaller herhjemme er skabt af kunstnere med ikke-vestlig baggrund. Det på trods af at kunstinstitutionerne profilerer sig på at vise det bedste af både dansk og international samtidskunst.

Det viser en undersøgelse foretaget af kunsthistorikeren Claudine Zia, som blev offentliggjort i juni på IDOART.dk.

Billedkunstneren har bedt en række kunstnere, kunsthistorikere og kunstchefer om at forholde sig til de spørgsmål om repræsentation, ulighed og mangfoldighed, som undersøgelsen rejser. Dette er et uddrag af artiklen, som kan læses i sin helhed i BKF’s fagblad Billedkunstneren september 2020.

Martin Brandt Hansen. Foto: Privat.

Martin Brandt Hansen, studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi
— Hvad tænker du om undersøgelsen?
At den blot viser, at ulighed og diskrimination på baggrund af etnisk ophav så sandelig også eksisterer på kunstscenen. At det institutionelt er eurocentrisme og det vestlige, som prioriteres og foretrækkes. Og at det, der ikke har rødder i det vestlige eller er bygget op omkring traditionelle, klassiske vestlige aflæsningsrammer, ikke anses for relevant i kunstinstitutionsmæssige sammenhænge.

— Hvordan oplever du selv det at være udøvende kunstner på den danske kunstscene, hvor din etnicitet og den grønlandske oprindelseskultur er underrepræsenteret?
Langt størstedelen af billedlige skildringer af Grønland er genereret ud af en dansk diskurs, og historiefortælling om Grønland har altid været fortalt af en udefrakommende person. Det medfører bl.a., at man som grønlænder kan føle sig fejlrepræsenteret. Men også nedprioriteret, fordi jeg ved, der er mulighed og potentiale til skildringer af Grønland af grønlændere.

Udstillingen Uummannaq med malerier af kineseren Liu Xiaodong på Louisiana i 2019 lugtede eksempelvis fælt af 1800-tallets antropologiske og approprierende folkestudier. Som grønlænder og medlem af Rigsfællesskabet føler man sig fremmedgjort. Det kan være det, der ligger til grund for den store uvidenhed om Grønland fra dansk side — på grund af de mange eksotificerende, stereotype hvidmandsskildringer, vi har set gennem flere generationer.

Fordomme og diskrimination af folk med grønlandsk baggrund findes jo, og det kan bekæmpes ved, at vi selv får lov til at vise, hvem vi er. Jeg ser et stort potentiale i, at portrætmaleren selv er en del af det oprindelige folk. Men det glæder mig, at den stigende globale opmærksomhed på LGBT og BIPOCs har sat gang i et verdensomspændende fokus på bekæmpelse af diskrimination, undertrykkelse og magtstrukturer.

Ignorancen og uvidenheden om Grønland fra dansk side giver mig en vis drivkraft i at lave kunst. Jeg forsøger ofte at angribe og undersøge forholdene i Rigsfællesskabets historie, og der benytter jeg mig af antropologiske greb som et værktøj.


Dina El Kaisy Friemuth. Still, FCNN News ep.1. Cinematography: Anita Beikpuor.

Dina El Kaisy Friemuth, billedkunstner, medlem af FCNN/Feminist Collective with No Name
— Hvad tænker du om undersøgelsen?
Det er fucked up, men jeg er ikke overrasket overhovedet. Vi ved det alle sammen, for det er ikke gemt væk, det hænger jo lige der på de hvide vægge. Vi kan alle se det, og nogle af os føler det. Jeg er glad for, at Claudine Zia også har undersøgt institutionernes administration. Det hele er et større system, som bunder i racisme, ikke i dovenskab eller manglende ressourcer, som de hvide institutioner elsker at undskylde med.

— Hvordan oplever du det at være udøvende kunstner i et felt, hvor din etnicitet er underrepræsenteret? Og har det en betydning for din kunstneriske praksis?
Det har mindre at gøre med min praksis end med min repræsentation. Heldigvis har jeg fundet og skabt mine egne veje for at arbejde og have en platform — for jeg ved, at hvide kunstinstitutioner i Danmark ikke har interesse for det, jeg vil gøre og sige.

Jeg synes også, det er interessant, at Claudine Zia i sin undersøgelse kun har talt soloudstillinger med og ikke gruppeudstillinger. Ja, her og der skal der være en BIPOC med, men lidt ligesom på film kun for at være den hvides sidekick — for at give den hvide hovedperson et godt image.

— Hvad mener du, der skal til for at sikre en bredere repræsentation på den danske kunstscene?
Vi kan starte med, at al administration på de hvide kunstinstitutioner erstattes af BIPOCs, og at der skal være minimum 70% BIPOC-kunst på alle kunstinstitutioner for at gøre op med århundreder af hvid og stjålet kunst. Som reparation. Og for at hæve niveauet.

— Hvad eller hvem vil du anbefale, man læser, ser eller lytter til, hvis man som hvid vil gøre sig selv klogere på de her spørgsmål?
Der er uendeligt meget info derude. Google det! Easy. Det spørgsmål viser i sig selv, hvor vi skal starte; med at decentralisere den hvide mand. Hvorfor skal ét ud af fire spørgsmål om det her tema handle om jer?


Eliyah Mesayer. Foto: IDOART Agency.

Eliyah Mesayer, nyuddannet billedkunstner, Det Jyske Kunstakademi
— Hvad tænker du om undersøgelsen?
Det er sørgelige tal. Men også en påmindelse om, hvor lidt plads der er på kunstscenen, og hvor ensartet den er og altid har været.

— Hvordan oplever du selv at være udøvende kunstner i et felt, hvor din etnicitet er underrepræsenteret?
Jeg kender ikke til andet. Jeg kender ikke til en oplevelse af at være en anden, end den jeg er. Det eneste er, at jeg hele tiden skal forholde mig til at være en ‘anden’ end dem, I er vant til at se på kunstscenen. I virkeligheden er det mere kunstbranchen, der forholder sig til ‘de andre’, end jeg gør. For mig er det jo bare min hverdag. Men det er en ny dag for kunsten på mange måder.

— Hvad, mener du, der skal til for at skabe bredere repræsentation på den danske kunstscene?
Jeg er ret sikker på, der skal være en ændring af sproget. Der er meget, som er outdatet, men især måden vi taler om kunst på, er outdatet. Det, at der er mangel på bred repræsentation, betyder, at kunsten er statisk i Danmark, og det er ikke kun kedeligt — for mange er det også et tydeligt tegn på, hvor lavt et niveau vi uddanner os på, og hvor lidt udvikling, der er, og har været de sidste  mange år.

— Hvad eller hvem anbefaler du, man læser, ser eller lytter til?
Der behøver ikke at være lang vej til forandring, især ikke til en så vigtig forandring som denne. Der er meget, som er støbt i giftige rammer; rammer vi alle burde være med til at ændre. En anden vigtig ting for mig personligt er, at jeg ikke evigt og altid behøver at være den, der påtager mig denne forandring alene. Kunstscenen og de mennesker, der befinder sig på den, har et helt særligt og personligt ansvar for at uddanne sig selv på et højere plan.


Fotos øverst: Værker af Eliyah Mesayer (th) og Martin Brandt Hansen (tv)

Eliyah Mesayer: Illiyeen, 2020. Over en årrække har Eliyah Mesayer skabt nationen Illiyeen for statsløse, for de udvalgte og dem, der gerne vil være borger. Til Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling i år, der pga. COVID-19 kunne ses udenfor Kunsthal Aarhus, skabte hun 50 uniformer, alle sirligt pakket i hør og alle med et individuelt digt. Uniformerne blev sendt til Kunsthal Aarhus fra nationen, hvor de skulle leveres til 50 nye borgere. Da pandemien lukkede kunsthallen, benyttede Mesayer omstændighederne til at udvikle et postvæsen til Illiyeen. De 50 uniformer blev udstillet i en skulpturel formation i kunsthallens glaskube, inden de sendtes tilbage til nationen på udstillingens sidste dag.
FOTO Mikkel Kaldal.

Martin Brandt Hansen: Uden titel. FANTASY. Gallery Collaborations 2020. Foto udlånt af kunstneren.

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 15.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.