Fortalt til Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #4 2025
Den 3. november 2023 får jeg en uventet, men spændende henvendelse fra en tysk mand, der kalder sig Maximillian. Han spørger til mine papir-lysværker, som jeg inden for de seneste år har udstillet ved to lejligheder – i henholdsvis Kunstbiblioteket i 2019 og på Hvidovre Hovedbibliotek i 2021-2022. Han spørger, om jeg har nogen udstillinger for tiden, og hvad værkerne koster, for han har fået nogle penge, som han gerne vil investere.
Jeg bliver enormt glad for interessen for mine ting ude i verden, og jeg svarer selvfølgelig på mailen og sender prislister for mine værker osv. Det er næsten for godt til at være sandt – og det er det da heller ikke. Tre dage senere modtager jeg en 28 sider lang mail fra advokat Dr. Ruben A. Hofmann fra Köln. Han fortæller, at han repræsenterer den tyske billedkunstner Angela Glajcar, og anklager mig for gentagne gange at have plagieret hendes Terforation-værker – der består af store papirstykker, der rives og foldes for at skabe tredimensionelle, skulpturelle værker – og for at have markedsført og solgt dem over min hjemmeside og sociale medier.
Stort erstatningskrav
Advokaten påstår, at jeg er meget godt bekendt med hans klients værker og henviser til hendes Catalogue Raisonné, hendes hjemmeside og et Wikipedia-opslag. Jeg bliver både anklaget for plagiat og unfair konkurrence. Advokaten vil have, at jeg indsender en ophørserklæring (altså at jeg ikke længere vil lave den type værker), og at jeg skal redegøre for, hvor alle værkerne har været udstillet, og hvem de eventuelt er solgt til. For dette påståede plagiat kræver Dr. Ruben A. Hofmann, at jeg inden for et par uger betaler en erstatning på 30.000 euro, der skal dække Angela Glajcars tab samt omkostningerne til den juridiske bistand. Henvendelsen fra ham Maximillian tjente selvfølgelig bare til at hive oplysninger ud af mig og for lige at lægge sidste hånd på truslen.
Jeg har set et enkelt værk af Angela Glajcar, kan jeg huske, på en kunstmesse i Forum i 2015. Men det er ikke noget, jeg siden har tænkt over, og som hundredvis af andre værker, man ser på udstillinger, står det værk heller ikke frem i min erindring, før jeg modtager denne mail. Jeg synes, det er utrolig skræmmende. Jeg har ikke noget nærmere kendskab til ophavsretsloven og aner ikke, om der kunne være problemer i det, jeg har lavet. Men jeg ved, at jeg ikke har plagieret. Mine papir-lysværker er resultatet af min egen kunstneriske proces.
Angela Glajcar, FLASHBACK, Kunstraum Dornbirn 2024. Foto: Günter Richard Wett © die Künstlerin, courtesy der Künstlerin und bechter kastowsky galerie
Jeg henvender mig derfor til Billedkunstnernes Forbund. Her har man svært ved at se ligheder mellem vores værker, og sekretariatsleder og jurist Klaus Pedersen skriver derfor til advokatfirmaet i Köln, at man er aldeles uenig i den rejste anklage, og at det derfor på ingen måde kan komme på tale at betale erstatning – og at de, hvis de vil fastholde deres krav, må tage sagen i retten.
Mystisk telefonopkald
Umiddelbart hører hverken BKF eller jeg fra Tyskland igen, og som månederne går uden et svar, håber jeg, at BKF har ret i, at der ikke er noget om sagen, og at den derfor er gået i sig selv igen. Men den 30. april 2024 – næsten et halvt år efter – har en ’Anthea’ pludselig en aften lagt en besked på min telefonsvarer. Hun taler dansk og fortæller, at hun også er fra Roskilde som jeg (der dog kun har boet der de første to år af mit liv og derfor bliver lidt forvirret over den oplysning). Senere sender Anthea en SMS om, at jeg skal ringe til hende, ellers vil sagen gå videre i samme uge, og det vil få store økonomiske konsekvenser for mig. Det er ret uhyggeligt at blive kontaktet på den måde. Jeg sender et skærmfoto til Klaus i BKF, som spekulerer over, om det er et forsøg på pengeafpresning, for der er jo allerede en mere formel korrespondance med advokatfirmaet, og hverken Klaus eller jeg kan finde oplysninger om Anthea og det nummer, hun ringer fra.
Men selvom jeg bliver truet med, at sagen vil gå videre i samme uge, hører jeg igen ikke noget fra Tyskland, og efterhånden indfinder hverdagen sig igen. Der sker alt muligt andet i mit liv i denne periode, og min mand og jeg sidder og puster ud en søndag i januar i år og tænker: ”Endelig en rolig dag”, da det et øjeblik efter ringer på døren. Udenfor står en mand fra Københavns Byret med en mursten af et sagsanlæg: Jeg er stævnet for retten i München. Det er noget af et chok – de mener det åbenbart virkelig alvorligt. Det er så voldsomt! Jeg bliver meget skræmt og føler mig truet på min eksistens.
BKF finder gennem danske kollegers anbefalinger en tysk advokat – Christopher Mueller – der er vant til at beskæftige sig med sager om ophavsret, der inkluderer kunstnere og musikere. Han ringer til mig fra Tyskland kort tid efter. Jeg tror først, det er fjenden og bliver helt kold. Men så går det op for mig, at det er min egen advokat. Han fortæller, at han selv elsker kunst, og at han rigtig godt kan lide mine værker. Han siger, at vi har en virkelig god sag og nok skal få et godt samarbejde. Jeg kan bare mærke, at han har en god energi, og det er betryggende midt i en meget ubehagelig situation.
Retssagen – og dens afslutning
De følgende måneder går med at forberede sig på sagen: indsamle materiale, sende svarskrift til retten, beskrive kunstpraksis og forberede værkpræsentationer, modtage og besvare sagsøgers replik, diskutere om det er bedst, at jeg er til stede i retten eller ej, og hvilket sprog retssagen i givet fald skal foregå på. Sagen berammes til den 20. oktober, sproget bliver tysk, og man bliver enige om, at det er bedst, at jeg møder op, og at jeg får tildelt en tolk. Tanken om at skulle møde op i retten forekommer mig vildt skræmmende. Jeg skriver med den tyske advokat om mine bekymringer, og han svarer, at det er en meget venlig ret, og at dommerne er rigtig gode og med skarpe hjerner. Han gentager også, at vi står rigtig godt, men at der er et ordsprog på tysk, der siger: ”På åbent hav og for retten er vi alle i Guds hænder”. Ingen kan med andre ord vide, hvor det ender. Vi aftaler også at mødes og tage os god tid til at forberede sagen sammen. Samtidig er min mand en kæmpe støtte – han har lige fra starten sagt: ”Vi tager derned!” Og det gør vi så. Vi bestiller rejsen og laver de nødvendige forberedelser.
Og så: Den 15. oktober – fem dage før retten skal stå og dagen før vi rejser – mens min mand og jeg går og pakker, modtager jeg en mail fra Christopher Mueller om, at retten i München afviser sagen, og at sagsøgerens advokat bekræfter, at de trækker sig! Det er en vild rutsjetur – jeg er helt rundtosset og går nærmest i chok, mens min mand begynder at danse rundt på stuegulvet og råbe: ”Vi har vundet, vi har vundet!” Pludselig er der ikke længere en sag. Jeg bliver vred: Kunne de ikke have afvist den for et halvt år siden??!! Og jeg er i dyb vildrede om, vi skal tage af sted eller blive hjemme. Alt er forandret på et splitsekund. Men jeg vil rigtig gerne møde min advokat for ligesom at få lukket sagen rigtigt, og billetten er jo betalt. Så vi rejser.
Signe Heinesen og advokat Christopher Mueller i München oktober 2025. Foto: Bjørn Kirk
Da vi når frem, får vi officielt at vide, at vi har vundet sagen, fordi sagsøgeren nu har trukket sagen endeligt tilbage. Og det er en god oplevelse at møde Christopher Mueller, som er lige så fin, som jeg har fået indtrykket af via min kommunikation med ham gennem mere end otte måneder. På hans kontor viser han mig en stor, fed mappe: ”Her er sagen!” Dens fysiske størrelse svarer meget godt til min egen oplevelse af, hvor meget tid og hvor mange kræfter jeg har lagt i den. Det viser sig, at min tyske advokat er en stor kanon. Han har vundet en sag for Andrew Lloyd Webber og for arvingerne efter arkitekten til Neue Pinakothek i München i forbindelse med en modernisering af bygningen.
Her hjemme igen tror folk, at jeg nu er glad og lettet, men jeg er stadig først og fremmest mærket og vred: Tænk at man kan plage mig i to år med noget, der ender med ikke engang at blive betragtet som en sag! Hele den proces har fyldt så meget, og jeg har levet med den i hovedet næsten konstant – og pludselig er den bare væk. Der er noget mærkeligt uforløst over det. Min advokat ærgrer sig på sin side over, at sagen ikke kommer for retten – han ville nok gerne have set modparten svede. Han mener, at det var et kæmpe nederlag for sagsøgeren, at hun må trække sig, og at hendes advokat (i øvrigt fra et meget stort og velrenommeret firma) burde have advaret hende om, at hun ikke havde store chancer for at vinde sagen. Til min undren over at dette overhovedet kunne komme i stand siger han: ”You can allways get sued!” Men han siger også, at copyright-advokater over hele verden arbejder ud fra, at man selvfølgelig ikke må kopiere andres værker, men at idéerne og metoderne er frie. Sagsøgeren tabte fortjent, og jeg håber, at det ikke bliver en tendens fremover, at sagesløse kunstnere skal forfølges på den måde – for at blive truet til at trække et bestemt udtryk tilbage, eller for at nogen kan tjene penge på at lægge sag an.
Hele sagen har været så skræmmende og alvorlig og har fyldt så meget både mentalt og arbejdsmæssigt, og den har ikke været befordrende for min lyst til at udtrykke mig kunstnerisk, så det har stået meget stille de sidste år. Det har været en lang rejse, som jeg er nu i gang med at bearbejde og få placeret i mit system. Det er i skrivende stund tre uger siden retten afviste sagen, og det er efterhånden ved at gå op for mig, at det ER endt godt, og at jeg nu kan begynde at trække vejret lidt friere igen.
Og endelig vil jeg sige, at jeg er meget taknemmelig over al den hjælp, jeg har fået fra BKF – jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden!
Fagbladet Billedkunstneren har henvendt sig til Angela Glajcar for at få hendes kommentarer til hele forløbet og høre, hvordan hun blev opmærksom på Signe Heinesens værker og på hvilken måde, hun mener, at de ligner hendes egne. Vi har også spurgt, om hun vil give tilladelse til, at vi bringer billeder af hendes værker, så læserne selv kan sammenligne. Hun har ikke svaret på vores forespørgsler.
Man kan selv sammenligne Signe Heinesen og Angela Glajcar på deres respektive hjemmesider:
www.signeheinesen.dk
www.glajcar.de
Foto øverst: Lysværk; Movement I-IV. 2021. Kinapapir og kalke. 179 x 91 cm. Hvidovre Bibliotek 2021
Enestående, men principiel sag
Sekretariatsleder Klaus Pedersen har ikke tidligere oplevet en lignende sag i BKF.
”Både følelsesmæssigt og økonomisk er der altid meget på spil i retssager. Det er både grænseoverskridende at blive beskyldt for at plagiere andre og voldsomt utrygt at være part i en retssag, hvor man typisk er i ukendt grund. I BKF har vi påtaget os det økonomiske ansvar for Signe Heinesens sag, og vi har både rådgivet og fundet en tysk advokat, der kunne føre den. Det er ikke sådan, at vi kan støtte alle advokatsager – vi må nøjes med at tage de mest principielle. Denne sag har haft netop den karakter, fordi vi ikke mente, der var tale om en plagiatsag,” forklarer sekretariatsleder Klaus Pedersen.
Han kan med sikkerhed sige, at han aldrig før har oplevet en lignende sag i BKF:
”For det første er reglerne på området ændret i EU, så man som sagsøger nu i sit eget hjemland kan anlægge sag mod en udenlandsk person. Det gør det mindre bøvlet end tidligere, hvor man ellers skulle rejse en sag i et fremmed land – altså hvis den tyske kunstner i dette tilfælde skulle rejse sagen i Danmark. Og det gør det mere indgribende for den person, der bliver sagsøgt, fordi man skal involvere udenlandske advokater, hvilket både er dyrere og mere kompliceret.”
”For det andet kan jeg ikke huske at have haft en plagiatsag, hvor værkerne ikke lignede hinanden. Det gjorde de ikke her – bortset fra, at begge kunstnere folder og river store stykker papir. Kendetegnende for plagiatsager er, at der skal være mulighed for forveksling, eller at nogen drager fordel af en andens arbejde.”
Hvordan tror du, at sagen er opstået?
”Mit første indtryk var, at det var en fake sag – at nogen forsøger at true sig til et relativt mindre beløb her og nu, og så ville man ikke høre mere til det. Og hvis man ikke efterkom kravet, så ville det komme til at koste en et langt større beløb. Men jeg blev overrasket over, at der blev fremlagt et så omfattende materiale, og det gav mig en mistanke om, at der måske var blevet rejst lignende sager mod en hel række kunstnere. Vi har hverken fået be- eller afkræftet det. Der er dog tale om et anerkendt tysk advokatfirma med speciale i patenter og rettigheder, så det er ikke en aktør, man forventer går så langt ud ad en tangent uden grund.”
Hvem tror du har taget initiativ til sagen?
”Jeg ved det ikke. Jeg synes, det er mærkeligt, hvis den er opstået på advokatkontoret. Nogen må jo have gennemtrawlet internettet for at finde frem til Signe Heinesens billeder på Hvidovre Bibliotek. Men hvem der gjorde det, har jeg ingen ide om.”
Steen Bruun Jensen