Af Helle Fagralid
Siden 2016 har Aarhus Billedkunstcenter skabt møder mellem billedkunstnere på tværs af alder og erfaring. Om initiativet ’Generationsmøder’ fortæller leder af AaBKC Kirstine Schiess Højmose: ”Kunstmiljøet i Aarhus kan være relativt opdelt imellem generationer. Ved at skabe nye forbindelser kan vi styrke økosystemerne i kunstlivet, så kunstnernes netværk ikke kun er baseret på deres egne generationer. Det skaber stærkere fællesskaber og solidaritet i miljøet.” Indtil videre har 36 billedkunstnere deltaget i Generationsmøder.
To af de kunstnere, der nyligt er blevet parret af Kirstine Schiess Højmose, er Birgit Bjerre (f.1970) og Andrea Ostenfeldt Nielsen (f. 1994). Til deres tredje møde er jeg med via en onlineforbindelse, og selv gennem skærmen er det ret tydeligt, at de, med egne ord, er et ”skarpt match”. Snakken flyder let og begge fortæller, at de ”ret hurtigt kunne mærke, at der var en forbindelse på et dybere plan”.
Hvorfor meldte I jer hver især til Generationsmøder?
Andrea Ostenfeldt Nielsen: ”Jeg kom tilbage til Aarhus sidste sommer efter at have afsluttet min uddannelse fra Kunstakademiet i Bergen i Norge. Og før det boede jeg i København, så det var lidt som at dumpe ned fra månen, da jeg kom tilbage hertil. Jeg havde brug for lige at grounde, derfor opsøgte jeg Aarhus Billedkunstcenter.”
Birgit Bjerre: ”Jeg ville gerne være med, fordi jeg er lidt træt af den måde, vi søjleinddeler vores generationer på, både arbejdsmæssigt og privat. Jeg var interesseret i nye vinkler og dimensioner, som opstår i mødet med et yngre menneske. Jeg synes også, at jeg har noget at byde ind med i kraft af min alder. Og så havde jeg lyst til at blive overrasket. Det er lidt grænseoverskridende, at man ikke ved, hvem man bliver sat sammen med. Det er sådan lidt en blinddate.”
Birgit Bjerre startede på Det Jyske Kunstakademi i 1994 og hoppede fra efter de første to år. Derefter læste hun medievidenskab og arbejdede med kommunikation i mange år, indtil hun i 2013 igen begyndte at arbejde fuldtid med kunsten. Som underviser, blandt andet på Aarhus Kunstakademi, oplevede hun, at rollefordelingen mellem lærer og elev skabte en distance, og at hun ”egentlig havde mere lyst til at have lange samtaler med eleverne og møde de unge på en anden måde”, som hun fortæller. I møderne med Andrea oplever hun en jævnbyrdighed, hvor det heller ikke handler om, at hun skal ”fodre Andrea med sine erfaringer”, som hun siger.
Hvordan oplever I jeres møder, i forhold til når I mødes med jeres jævnaldrende kollegaer?
AON: ”Jeg oplever i højere grad, at der er en tryghed, som giver mig mod. Jeg føler, at jeg kan læne mig lidt ind i Birgit. At det handler om, at vi skaber et nysgerrigt og legende sted sammen. Det er en energi, der opstår mellem os. Sådanne møder har jeg også haft med mine jævnaldrende, men der er en anden ro ved at møde et menneske, der står et helt andet sted i livet. Efter akademiet havde jeg meget brug for at være sammen med mennesker udenfor kunstmiljøet. Det her møde markerer, at jeg nu er blevet inspireret til at lave kunst igen. Birgit har spejlet de tanker, som jeg har om at være intuitiv, og det gør, at jeg tør udtrykke mig om min måde at være kunstner på.”
BB: ”Jeg oplever, at man godt kan blive lidt hård af alder og erfaring, sådan lidt brovtende, hvor de i Andreas generation er dygtige til at tale med en blidhed. Hun minder mig om, at jeg nok også engang havde den åbenhed og det rører mig, for den vil jeg gerne finde ind til igen. Der er en generationsmæssig forskel i forhold til at passe på sig selv, som er ekstremt inspirerende. I min alder er det nemt at falde ind i nogle mønstre, som det så er lettere at få øje på, når man møder en fra en anden generation.”
Andrea Ostenfeldt Nielsen, For the experience, Belgien, 2024. Foto: Privat.
Hvad taler I for eksempel om, når I mødes?
BB: ”Det her er tredje gang vi mødes og første gang, da vi mødtes på mit værksted, havde vi fået nogle spørgsmål, vi kunne tale ud fra. De handlede blandt andet om økonomi og fonde, hvis nu man skulle hjælpe hinanden karrieremæssigt, men vi ville hellere tale om, hvad vi interesserer os for og det, vi oplever i verden. Vi fandt ud af, at noget af det vigtigste i vores kunst ligger udenfor kunstverdenen. Det er i det øjeblik, vi holder op med at interessere os for den, at det hele sker.”
AON: ”Ja, de værker, der blev til noget, i den tid jeg gik på akademiet, lavede jeg faktisk i sommerferien.”
BB: ”Sådan var det også for mig. Så vi er lidt to afhoppere på en måde, selvom du færdiggjorde uddannelsen. Vi har begge haft uheldige erfaringer i det system. Vi taler også om, hvordan kulturen i miljøet kan være ødelæggende for skabelsen af kunsten. Den måde vi omgås hinanden på, hvor der opstår et system af forventninger til en særlig måde at være og handle på, og som afføder en ny form for konformitet og nye magtsystemer. Det skal man være villig til at få øje på og kæmpe imod.”
Hvilke benspænd mødte I på Kunstakademiet?
BB: ”Jeg er vokset op med en stor modstand fra min egen familie, og da jeg kom på Kunstakademiet, troede jeg, at nu ville jeg endelig blive fri. Men det skete ikke, tværtimod oplevede jeg, at jeg lavede ”forkert” kunst, fordi jeg lavede billeder, og på det tidspunkt skulle man lave videoinstallation og performance. Og så oplevede jeg et had til det småborgerlige, fordi jeg havde et barn, da jeg startede, og bare dét at have en klapvogn blev opfattet som småborgerligt. Der var en kulturelitær og vred stemning. Senere lavede jeg så en performance, som jeg kaldte ”Jeg er for glad til at være kunstner”, som en reaktion på den vrede.”
AON: ”Der var en stor diversitet på akademiet i Bergen, så der var ikke den her elitære holdning. Men energien kunne godt være hård, der var meget vrede. Jeg kom fra danseverdenen, hvor man arbejder med energien på en anden måde. På akademiet manglede der et nærvær og en lytten fra flere af lærerne, som var meget resultatorienterede og ikke virkede særligt interesserede i at tale om ideerne og tankerne bag værkerne. Og det er dér i nærværet og samarbejdet, at kunsten findes for mig. Det skal dog siges, at der også var nogle virkelig gode lærere, og at det er individuelt, hvad vi hver især har brug for i vores kunstneriske praksis.”
‘Kære Fjende,’ soloudstilling Birgit Bjerre, Bunkermuseum Hanstholm, 2022. Foto: Jens Peter Engedal.
Før interviewet bad jeg Andrea og Birgit om, hver især at medbringe et værk, som de sammen kunne tale om, men begge kunstnere havde ”synkront mere lyst til at lave noget sammen”, som Andrea fortæller. Og ligesom de under deres møder ret hurtigt glemte alt om papiret med forslag til samtaleemner, valgte de også i det her tilfælde at følge deres eget fælles flow.
AON: ”Jeg havde lyst til, at vi skulle gå på opdagelse sammen, at det skulle handle om nuet i stedet for at se tilbage i tiden”.
BB: ”Meningen med at mødes er jo heller ikke at have en MUS-samtale, men at vi sammen udforsker det, der interesserer os”.
AON: ”Birgit havde nævnt et billede, som hun havde set for sig af os, hvor vi ligesom bare lå og lyttede. Så jeg fik lyst til, at vi lavede det billede.”
BB: ”Til vores første møde kom vi ind på, at det er oppe i tiden at være heks. Så vi lagde os i resterne af det her udbrændte bål, jeg havde i min have. Vi ser det ikke som en manifestation af alle mulige agendaer, men mere som et udtryk for en måde at være i verden på, hvor man for eksempel er god til at fornemme andre mennesker.”
AON: ”Man kan se det som en indstilling, en måde at sanse verden på, fremfor noget ophøjet. Og det er centralt for vores begges kunstnerliv.”
BB: ”Det var noget jeg praktiserede en del, da jeg var yngre, og da du så kom og fortalte om din sejdvandring, som bygger på et nordisk shamanistisk ritual, så vågnede det i mig igen. Under vores performance ved bålet talte vi om, at der i samfundet også kan være en skepsis overfor kunstneren. En opfattelse af, at man er forkælet, fordi man laver noget, man har lyst til. At den modstand, der kan være overfor det lystfulde, oprindeligt er en protestantisk modstand overfor frihed.”
AON: ”Den modstand findes ikke kun i omverdenen, men også som en stemme indeni én, og som stiller spørgsmålstegn ved det, man gør, og bremser én. Så vi ville lægge os i bålet og være stærke nok til at modstå det.”
BB: ”Vi har talt meget om, at man skal øve sig i at have sig selv med og ikke forsøge at opfylde andres forventninger.”
AON: ”Det er en blanding af gerne at ville være imødekommende, at få energien op og se hvad der sker, og samtidig huske at holde fast i sig selv.”
BB: ”Der vil jo altid være en modtager, man skal forholde sig til, om det er ens kollegaer eller en gallerist, men hvis man hele tiden masserer andres forventninger, kommer der dårlig kunst ud af det, og der kommer heller ikke noget originalt ud af det”.
AON: ”Det er spændende at tale om originalitet versus autenticitet. Jeg vil hellere være autentisk og følge den indre ild end for eksempel, som vi engang skulle på skolen, at tjekke på nettet om andre har fået den samme idé, før man går i gang”.
BB: ”Vi tror begge på, at vi alle hænger sammen som mennesker i kraft af vores erfaringer, hvilket jo gør, at man kan slippe ideen om det originale, og det er rart”.
Portræt af Andrea Ostenfeldt Nielsen. Foto: Privat.
Hvor er I hver især nu i jeres kunstnerliv?
BB: ”Jeg er kommet forbi angsten for, at folk ikke forstår det, jeg laver. Det er nok kommet med alderen, at jeg har sluttet fred med, at det heller ikke er alle, der behøver at forstå det. Når man er ny i kunstverdenen, er der så mange kasser, man er nødt til at forholde sig til: økonomi, fondsansøgninger, udstillingssteder, gallerister og købere. Man bliver helt ked af bare at sige de ord, for det er jo ikke alt det, der gør, at ideerne opstår eller giver en lyst til at skabe”.
AON: ”Først nu mærker jeg lysten til at tjene penge på min kunst og til at udstille på et galleri. Ellers har jeg mest været optaget af materialet og af at eksperimentere. Det har ikke haft mit fokus, men jeg kunne godt have brugt et fag på akademiet, der havde forberedt mig lidt bedre på, hvordan man kan have et bæredygtigt kunstnerliv. Lige da jeg kom ud, gav jeg nærmest op”.
BB: ”Jeg giver jævnligt op. Især når der sker noget i privatlivet, som gør, at kunsten bliver fuldstændig ligegyldig for en. Det er nærmest som et ulykkeligt kærlighedsforhold, når jeg har svært ved at gøre det, jeg elsker allermest. Når der ikke er adgang til ideerne, men så kommer det tilbage til en igen. Det har været rart at kunne tale med Andrea om den slags”.
AON: ”Ja, om følelsen af at det hele bliver vendt på hovedet, og man ikke kan se sig selv som kunstner, men at det heldigvis vender igen”.
Hvad er den vigtigste erfaring, I tager med jer fra jeres møder?
AON: ”Du har hjulpet mig med at tage mig selv mere seriøst. Den måde, vi taler sammen på, åbner en verden, jeg egentlig kender godt, men som jeg nogle gange kan komme langt væk fra. Sammen med dig mærker jeg vigtigheden af min kunstneriske praksis. Det var på vej, men nu har jeg fået mere lyst til at ytre mig”.
BB: ”I lige måde! Jeg har også fået lyst til at sætte tempoet endnu mere ned, efter jeg har mødt dig. Og være mere opmærksom på det, der er sprødt og sårbart, fordi jeg synes, det er rockersejt, at du er i stand til det i din alder, og det inspirerer mig. Det har fået mig til at se lidt blidere på min praksis. I mange år har det handlet meget om at producere, være flittig og pleje mine kontakter. Det vil hjælpe mig, at vi fremover taler sammen, så jeg lettere kan holde fast i den indstilling”.
Portræt af Birgit Bjerre. Foto: Jens Peter Engedal.
Har I talt om at mødes igen efter det her sidste møde?
AON: ”Ja, vi skal da på tur. Vi skal også evaluere med Kirstine, men ellers er det op til os selv, hvad vi gør fremover”.
BB: ”Og til august skal vi tale på Kulturmødet på Mors om ’Generationsmøder’. Jeg tror, at vi fortsat kan hjælpe hinanden med mange ting”.
Ville I have fået den relation, I nu har til hinanden, hvis ikke jeres møde var initieret af AaBKC?
BB: ”Det er en gave, at Kirstine helt tydeligt har set et match, for det var nok ikke sket af sig selv”.
AON: ”Ja, det kan være svært at se, hvor man ellers skal gå hen, når man har brug for den her form for sparring. Det er ret fantastisk, dét der er sket i det her møde, og det ville nok ikke have fundet sted, hvis vi for eksempel bare havde mødt hinanden i bussen”.
BB: ”Vi kan tillade os at tale friere, fordi der er en udefra, der har sat os sammen. Det bliver gjort vigtigt på en mere formaliseret måde samtidig med, at det er et helt frit rum”.
Coverbillede:
Billedkunstneren bad Andrea og Birgit om, hver især at medbringe et værk til interviewet, som de kunne tale om. De svarede performativt ved at lægge sig i et udbrændt bål.
Foto: Jens Peter Engedal