Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren #2 2025
Tine Hecht-Pedersen og Pontus Kjerrman står ude foran huset for at tage imod, da jeg ankommer til en af de gamle atelier-boliger i Kunstnerbyen i Hjortekær. Det giver ellers sig selv, at det netop er her, kunstnerparret har boet og arbejdet igennem de seneste 30 år. Fra den åbne garage og atelieret vælder det ud med skulpturer: Store farverige blomster og krukker i stentøj har sammen med fabeldyr fundet en ledig plads eller hænger som relieffer på facaden og er tydeligvis en integreret del af familien.
Pontus Kjerrman: Detalje fra Mødet. Skulptur, der handler om det vigtige i at mødes, er skabt til Sortedam Dossering i København, hvor den blev afsløret den 28. maj i år.
Da vi har slået os ned i baghaven, der er lige så eventyrligt befolket af kunst og ’familiemedlemmer’, supplerer de to kunstnere kærligt hinanden, når de fortæller om dengang, de fandt sammen på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1986.
Tine Hecht-Pedersen: ”Jeg kom ind på Akademiet i 1984 på Billedkunstskolerne og dengang var Pontus allerede lektor. Han havde samtidig udstillinger rundt omkring i byen og var meget synlig i kunstverdenen, så jeg blev meget hurtigt opmærksom på ham og fascineret af hans skulpturer. Da jeg fandt ud af, at han også var ’gipser’ nede på Billedhuggerskolen, var jeg så smart, at jeg fik ham til at komme op og lave kurser for os.”
Begyndte jeres forhold som en kunstnerisk fascination?
THP: ”Absolut! Fra min side i hvert fald. Jeg havde aldrig set den form for kunst før, for jeg kommer fra en modernistisk familie, hvor der var ´rigtige´ og ´forkerte´ vinkler, hvorimod Pontus arbejdede figurativt og fortalte historier med sine dyrefigurer. Det lå meget langt fra det miljø, jeg kommer fra. Jeg var træt af, at ting skulle være på en bestemt måde og følge en bestemt stil, så det passede godt ind i min måde at gå til kunsten på.”
Tine Hecht-Pedersen og Pontus Kjerrman, 1989. Buste udstillet i Lodsparken i Hvidovre, overdraget til Teknisk skole Ishøj.
Pontus Kjerrman: ”Da jeg mødte Tine, så havde hun sådan nogle tossede ideer, hvor hun skulle sætte noget glas og træ og beton sammen, og vi havde det så sjovt med at finde ud af, hvordan man skulle løse det. Så det var dét, at vi havde det sjovt med at arbejde sammen, som fangede mig. Det handler jo om at kunne finde en glæde sammen.”
THP: ”Ja, det krævede en Pontus at løse den opgave med en skulptur, som skulle samles med jern. Pontus gad at gå med på mine ideer og det er sådan set det samme, vi gør med mine Strandkjoler (skulpturer af sand og skaller red.), hvor det også er Pontus, der hjælper med at finde nogle løsninger, der ligger tæt på mig. Han blander ikke sine egne historier ind i det, og det er også derfor, at han har været en fantastisk lærer, tror jeg, fordi han har kunnet forstå, hvad eleven tænker, for så at kunne løse det praktisk.”
Hvordan var det at blive kærester som lærer og elev på Akademiet?
PK: ”Når man siger det i dag, virker det anderledes. Jeg plejer at sige, at man kun skal forelske sig én gang, når man er lektor og elev. Det er selvfølgelig altid et sats og det var det også dengang.”
THP: ”Men der var også kun fire års aldersforskel på os. Og vi nåede at få Emil på mit sidste år, så det hele gik lidt hurtigt.”
PK: ”MeToo handler jo heller ikke om forelskelse, det handler om at udnytte sin magt. Jeg havde lyst til både at have familie og lave kunst.”
Hjemme-atelier
Hvordan balancerer I privatliv og arbejde, når det er så tæt forbundet?
THP: ”Der har altid været en grundlæggende respekt imellem os, ellers tror jeg ikke, vi havde fundet ud af det sammen. ”
PK: ”Selvom vi er enige om det meste, har der selvfølgelig været konflikter, men vi er nok lidt praktisk anlagte begge to, så vi viger udenom. Det var faktisk lidt svært i de første år, hvor jeg havde en del opgaver og undervisning samtidig, så det betød, at Tine måtte være meget hjemme med børnene, der stadig var små.”
Tine med en af sine strandkjoler til en igangværende udstilling på Fanø Kunstmuseum.
THP: ”Det var derfor vi flyttede herud og fik atelier hjemme, for vi så meget tidligt, at hvis Pontus havde haft atelier ude i byen, ville vi aldrig ses. Det har så også betydet, at jeg heller ikke har haft atelier ude og
dermed heller ikke har haft muligheden for at være sammen med andre kunstnere. Det havde nok været godt for mig og min karriere, men vi valgte altså det her, fordi vi vil have det hele til at hænge sammen i forhold til familien og være tæt på vores børn. De har også altid været en del af vores arbejde, været med til udstillinger og på rejser.”
PK: ”Der var engang, hvor jeg gik og arbejdede, mens Asta sad og legede, og henad tolvtiden så stampede hun pludselig i gulvet og sagde: ”Skal jeg ikke i børnehave i dag?” og så måtte jeg jo afsted med hende.”
THP: ”Og du har haft så mange store udsmykninger, som jo er bygget op herhjemme, så der er ikke mange weekender, hvor vi har holdt fri. Vi har også kun en enkelt gang været på en chartertur.”
PK: ”Det hele flyder sammen og centrerer sig om kunsten.”
Individuel kunstpraksis
THP: ”Men vi har altid haft adskilte projekter og hver vores individuelle kunstpraksis. De senere år er vi nu begyndt at lave nogle skulpturer sammen, hvor jeg bygger noget op, og Pontus færdiggør det med hans figurer. Hvis det er keramik, holder vi det adskilt ved, at vi bruger hver vores glasurer, så det på den måde står ved siden af hinanden.”
PK: ”Jeg har altid syntes, at det var spændende at være gift med en kunstner. Tidligere har det jo været sådan, at manden smed konens malerkasse ud ad vinduet, fordi der kun var plads til én kunstner i familien, men for mig er det kun spændende. Men selvom vi arbejder mere og mere sammen og bruger hinanden, så er vi nok alligevel ikke en kunstnerduo.”
THP: ”Vi er stadig to forskellige, men har overlap, supplerer hinanden og er på en måde en del af hinandens materiale.”
PK: ”Ja, man kan altid se, hvem der har haft fingrene i hvad.”
THP: ”Og det er meget vigtigt for mig.”
PK: ”Hvis man tænker på en kunstner som Christo, der lavede de her store værker, hvor bygningsværker blev pakket ind i plast, så endte det jo med, at hans kone også blev krediteret, fordi hun også var med til at skabe dem.”
Hvordan har I håndteret økonomien i jeres parløb?
THP: ”Da vi havde fået Emil, ville vi gerne have et barn til, men som billedkunstner er der ikke nogen mulighed for barsel, så jeg tog en overbygningsuddannelse på akademiet, så jeg kunne melde mig ind i en fagforening og få barselsdagpenge. Men jeg har aldrig brugt det siden, for jeg kunne ikke finde ud af det med, når man er arbejdsløs, hele tiden at søge et nyt job, samtidig med at man skal lave sin kunst og være der for familien. Så jeg har i stedet altid haft småjobs rundt omkring, og det har altid haft med kunst og formidling at gøre.”
Var det af økonomiske årsager, at du supplerede med ekstrajobs?
Pontus’ store strandbillede til udstilling på Fanø Kunstmuseum.
THP: ”Ja, men også på grund af det sociale. Det er Pontus, der har tjent de store penge herhjemme, men det har altid været meget vigtigt for mig at tjene mine egne penge. Vi har aldrig haft fællesøkonomi, men Pontus betaler alle faste udgifter. Og når der skal købes ind til kunsten, så er det den, der har projektet, der betaler. Det giver mig en frihed, at vi ikke har en fælles bærepose, så jeg ikke skal stå til regnskab. Det har gjort, at jeg kan se mig selv i øjnene, men også at jeg tit har været nødt til at arbejde på andre tidspunkter. Det har så givet plads til, at Pontus har kunnet fylde herhjemme.”
PK: ”Nu får jeg også min pension efter at have arbejdet som lektor på Akademiet i 35 år. Og du har også fået mig med i nogle af dine projekter for eksempel, da vi sammen lavede en bænk i keramik til Instituttet for Blinde og Svagsynede.”
Kunstnerisk afsmitning
Pontus, ville du havde lavet den slags projekter, hvis det ikke havde været for Tine?
PK: ”Nej, det tror jeg absolut ikke. Men jeg kan godt lide at løse tekniske spørgsmål, hvor Tine har et talent for at snakke med mennesker og skabe en god stemning, så vi er et godt match på den måde.”
THP: ”Jeg har virkelig kunnet bruge den overbygning til noget. Efterhånden har jeg udviklet min kunst til at være mere socialt betinget, hvor det handler om at formidle kunsten og skabe sammenhold. Og altid gennem håndens arbejde, aldrig hovedets, så man ikke behøver at have læst en stor bog først. Jeg var for eksempel med til at starte Børnenes Værksted på SMK. Det ser jeg meget som en opdragelse fra Kunstakademiet.”
PK: ”Ja du er virkelig en grand old lady indenfor det felt.”
THP: ”Jeg har også nærmet mig Pontus på den måde, at det fascinerede mig, at hans ting kunne bruges til noget, som for eksempel den flødekande dér, hvor hanken er et af hans dyr. Det var interessant for mig at se, hvordan hans ting blev en del af familien og det har påvirket mig til at lave kopper og skåle.”
Har I haft konflikter om kunstneriske valg?
THP: ”Pontus er medlem af Corner og fik mig med ind som gæst. Det gik rigtig godt og jeg solgte til Ny Carlsbergfondet, men da de åbnede op for nye medlemmer, blev jeg ikke valgt ind, for de ville ikke have par i sammenslutningen. Det gjorde så ondt i mig, for ofte er det kvinderne, der tager sig af det derhjemme, mens mændene laver karriere, og så kan man ikke engang få lov til at komme med i gruppen. Det føltes så uretfærdigt. Det gjorde ondt på os begge to, for Pontus skulle jo blive, for det var et vigtigt vindue udadtil for ham.”
PK: ”Der er jo ofte en form for udvælgelse i kunstverdenen, og det er ikke altid let. Men vi kan også hjælpe hinanden. For eksempel sad jeg i en fokusgruppe i Akademirådet, der hed ’Uddannelse og Formidling’.”
THP: ”Ja, der sad alle de gamle professorer, som ville have mere dannelse ind.”
PK: ”Så der fortalte jeg om, hvordan Tine underviste vuggestuebørn, der endnu ikke kan tale, men de kunne banke i leret, og det var enormt fint for dem at komme i kontakt med et materiale og et håndværk.”
THP: ”Det betyder noget, at vi kan bruge den viden, vi har givet hinanden, og at Pontus kan blive talsmand for de her mere sociale projekter, som det jeg for eksempel også lavede oppe på Avnstrup Udrejsecenter sammen med Karen Land Hansen (se Fagbladet Billedkunstneren nr. 3, 2024, red.).”
Bølgelængde
Giver I hinanden kritik i forhold til kunsten?
THP: ”Ja lidt. Vi har en udstilling her i sommer på Fanø, og da Pontus ville male et stort strandbillede med frodige kvindelige fabeldyr, så diskuterede vi, om det passer ind i det kvindesyn, der er i dag. Det går ikke, at han kopierer det kvindesyn, der var gældende for Carl Johan Forsberg i hans symbolistiske billeder.”
PK: ”Ja, jeg var jo inspireret af Forsberg, som oprindelig købte det hus, som BKF nu ejer og som vi første gang besøgte i 2002. Men den kritik er nu ikke noget, vi behøver at snakke længe om.
THP: ”Nej, vi er så følsomme overfor hinanden, at det er nok bare at nævne det.”
PK: ”Vi har jo hele tiden hinanden i baghovedet.”
THP: ”Jeg tror faktisk, at Emil blander sig mere, og det er skidegodt. Vi har brug for, at der kommer nogen ind og blander sig engang imellem.”
PK: ”Vi to er mere på bølgelængde, hvor han kommer med noget, der er helt på tværs.”
THP: ”Og det har vi godt af, selvom det kan være svært at tage imod.”
Hvordan har I det med, at jeres søn (Emil Kjerrman, red.) også er ved at uddanne sig til kunstner?
PK: ”Vi har altid snakket om, at vi absolut ikke skulle opfordre ham til at blive kunstner. Han virkede heller ikke særlig interesseret i kunst som barn, men så kunne han pludselig alligevel blande sig i en samtale. Så han har fået noget ind alligevel. Nu synes vi selvfølgelig, at det er spændende, selvom livet som kunstner godt kan være hårdt.”
THP: ”Ja, for vi har jo fundet hinanden, hvor det må være svært at stå med det alene og tage de nederlag, der jo vil komme. Da Pontus for eksempel havde en opgave, der ikke gik igennem, kunne vi jo bearbejde det sammen herhjemme.”
PK: ”Ja, det er guld værd at kunne snakke med hinanden. Ikke for at Tine skal komme med en løsning, men bare det at man kan sige alle de ting, man næsten ikke tør tale om med andre, om hvor ydmygende det for eksempel kan være ind imellem.”
Har I ønsker for fremtiden?
THP: ”Vi supplerer hinanden, og det gør det sjovt at blive ældre sammen. Det spændende ved at være et gammelt ægtepar er jo også at finde ud af, hvordan vi kan udvide og bryde de begrænsninger, vi har. Det, jeg ønsker for fremtiden, er, at vi kan blive ved med at pakke bilen med en masse sjove materialer og så tage ud sammen og lave projekter. Det er så sjovt at blive ved med at udforske.”
PK: ”Vi har faktisk et lille udestående, for dengang da Emil var født, kunne Tine ikke komme med på en stor rejse til New York og Mexico. Og det har jeg hørt for siden (latter), så det er noget Tine har til gode.”
THP: ”Ja, det var et afsavn, fordi alle mine studiekammerater var med, så det er også derfor, vi nu går så meget op i at involvere familien så vidt muligt og tage den med. Det er så vigtigt, at man ikke tager ud alene for at blive en stor kunstner. Man er jo i forvejen meget alene som kunstner.”
PK: ”Det er jo så underligt, det dér med karriere, for alle unge kunstnere går rundt med drømmen om at udstille de store steder, og når man så bliver lidt ældre, så er det som om, man affinder sig med sådan, som det er, finder en ro med det, og måske laver lidt mindre, men gør det ordentligt.
Samtidig så har vi faktisk syv udstillinger i år. Næste år skal vi sige nej, så vi måske kan komme til Mexico. Det handler om at få nogle oplevelser sammen.”
Foto øverst: Pontus Kjerrman: Mødet. Skulptur, der handler om det vigtige i at mødes, er
skabt til Sortedam Dossering i København, hvor den blev afsløret den 28. maj i år.
Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen er aktuelle med udstillingen Sand, Strand og Symbolisme, Fanø Kunstmuseum, 12. april – 19. oktober 2025.