København havde haft sin tid, så kunstnerparret Maiken Bent og Torben Ribe flyttede til Vordingborg. Et ønske om at bidrage til det sted, de havde valgt at bosætte os sig, stod højt på listen, og derfor opstod udstillingsstedet ORTHUNGA, hvor områdets kunstnerinteresserede kan mødes om billedkunst: ”Vi kommer med en evne til at skabe ting.”
Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren #3 2025
Kunstnerparret Maiken Bent (f. 1980) og Torben Ribe (f.1978) mødte hinanden på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2000, og siden da har de både privat og arbejdsmæssigt været stort set uadskillelige. For seks år siden flyttede parret til Vordingborg og i januar 2025 åbnede de udstillingsstedet ORTHUNGA, som er centralt beliggende i det tidligere Kornerups Rådhus i byen. Da jeg besøger dem, er bygningens nygotiske spidsbuede vinduer skærmet af med natblåt stof, der indrammer udstillingsrummet, hvor nye værker af Maiken Bent spiller sammen med Pipilotti Rists ikoniske videoværk Sip My Ocean (1996). Gulvet er dækket af et blødt tæppe og store puder, som vi sætter os på og straks flyder samtalen muntert om fællesskab, generøsitet, gæld og nødvendigheden af også ind imellem at være ”diktator i sit eget univers”.
Har I overhovedet været væk fra hinanden, siden I mødtes på første-året på Kunstakademiet?
Torben Ribe: ”Højst et par uger. Vi er meget symbiotiske. Hvis en af os for eksempel har en udstilling eller et job i udlandet, forsøger vi at rejse med.”
Maiken Bent: ”Vi havde ét år på akademiet, hvor vi valgte hver vores skole. Det var mest, fordi du syntes, at det ville være en god idé ha, ha. Men efter et år meddelte jeg, at nu kom jeg ned på din afdeling på billedhuggerskolen på Frederiksholms Kanal og hvis du ikke ville gå sammen med mig, så måtte du finde en anden afdeling. Jeg tænkte, at Torben jo var maler, så hvis nogen skulle flytte sig, så måtte det være ham.”
View af udstillingen Farvand af Maiken Bent & Pipilotti Rist på ORTHUNGA i Vordingborg, 2025
TR: ”Det var en ret fed afdeling, under Henrik B. Andersens ledelse, fordi den var tværmediel og ret rummelig, så den var ikke så fagidiotisk som nogle af de andre afdelinger. Der var mange spændende diskussioner på tværs af medier og genrer. Studiemiljøet på Frederiksholms Kanal og de samtaler, vi senere havde i vores atelierfælleskab og ikke mindst på vores første fælles super ambitiøse udstillingssted IMO, har nok været ret formative for os begge.”
I har boet i Vordingborg i seks år nu og er blevet en del af lokalsamfundet, men savner I de kunstneriske fællesskaber I havde, da I boede i København?
MB: ”Det var vigtigt med atelierfællesskabet de første år efter akademiet. Der føltes det rart at være tæt på kollegaer og kunne sparre, men det var også på godt og ondt at skulle forholde sig til sine kollegaers værker hver dag. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg trængte til at have mit eget. Kollektiver og fællesskaber kommer jo altid med en energipris; det giver noget, men det tager også noget.”
TR: ”Sociale relationer er jo selvfølgelig super vigtige, men det er bare ikke noget, jeg opsøger så meget længere i arbejdssituationer. Så må man tage kunstdiskussionerne på andre tidspunkter.”
MB: ”Her har vi jo kollegaer, som vi møder nede i børnehaven, fordi det er et lille samfund, og ORTHUNGA er en ekstra sten i forhold til at opbygge et community omkring vores faglige fællesskab her. Flere og flere billedkunstnere bor og har deres familieliv her, mens deres arbejdsliv er i København eller ude i verden, så vi har haft lyst til at skabe et sted her i byen, hvor vi kan mødes om billedkunst. Og give noget til lokalmiljøet, så vi ikke har to forskellige personligheder; den professionelle og den private, men prøve at smelte dem sammen.”
10Tons installerer værket Kompleks Form #1, 2022, Aabenraa
TR: ”Det virkede også lidt skørt at være nødsaget til at sætte sig ind i en bil eller et tog for at komme til København, hver gang man skulle noget fagligt, når nu der er så mange spændende mennesker heromkring. Derfor startede vi ORTHUNGA. Vi er ikke en rigtig kunsthal og heller ikke et galleri. Vi er mere facilitatorer for de kunstpraksisser, vi gerne vil vise og et socialt samlingspunkt for den lokale kunstscene.”
MB: ”Øverst på listen står ønsket om at bidrage til det her sted, vi har valgt at bosætte os. Vi kommer med en evne til at skabe ting.”
TR: ”Jeg kan godt lide tanken om, at udover dét vi forhåbentlig bidrager med kunstnerisk og kulturelt, så bidrager vi også rent økonomisk til kommunekassen qua de fondsmidler, vi har fået til ORTHUNGA, fordi vi ofte bruger lokale aktører, honorerer lokale kunstnere og så videre. Så det er en omfordeling af midler, jeg godt kan lide, især når man bor i en ikke særligt velbjærget kommune.”
Kunne I have lavet det flyt tidligere?
TR: ”Nej, jeg tror, at København havde sin tid.”
MB: ”Dengang føltes dét at flytte 55 minutter i tog syd for København mere grænseoverskridende og eksotisk, end hvis vi var flyttet til New York eller Berlin, for det havde vi prøvet. Nu føler vi os fuldstændig hjemme, men dengang var det ret vildt. Det var lidt en envejsbillet, for da vi solgte andelslejligheden på Frederiksberg, vidste vi, at vi ikke ville få råd til at komme tilbage igen. Så på mange måder er det noget af det mest nervepirrende, vi har gjort.”
TR: ”Og så passede det godt med børnene, fordi vi gerne ville give dem den opvækst, de kunne få her i et mindre samfund.”
Hvor har I atelier nu?
TR: ”Vi har begge atelier hjemme i huset, men hvert vores.”
MB: ”Vi har faktisk altid haft hvert vores atelier med hver sin dør, der kan lukkes, selvom vi altid har haft det på samme adresse. Men vores liv er smeltet endnu mere sammen nu, hvad angår arbejde og familie, fordi vi har flyttet ateliererne hjem.”
TR: ”I og med at vi bor, har børn og arbejder sammen, så er det, måske modsat mange andre moderne familier, ikke fordi vi savner at se hinanden, så det er rart med separate atelierer.”
MB: ”Der er nok et maksimum i forhold til, hvor mange samarbejdsplaner man kan få til at fungere. Man skal lige have en ventil ind imellem til sit eget.”
TR: ”Være diktator i sit eget univers, ikk’.”
Udover at I driver et udstillingssted sammen, har jeres kunstpraksis ellers krydset spor?
MB: ”Vi har aldrig rigtigt lavet fælles værker. Vi har lavet mange fælles udstillinger og projekter på udstillingssteder og generelt samarbejdet rigtig meget. Det tætteste vi kommer på et fælles værk er en udsmykning, vi lavede på Næstved Sygehus for et par år siden. Men der havde vi alligevel hvert vores ansvar.”
TR: ”Det var individuelle værker, som flød lidt sammen.”
MB: ”Fordi vi jo er vokset op sammen som kunstnere, er der helt vildt mange lighedstegn og ting, der fletter sig sammen i vores projekter, men jeg tror, at vi ville have rigtig svært ved at lave et fælles værk, som vi begge to ville være tilfredse med. Vi har helt tydeligt hvert vores sprog og hver vores agenda i forhold til, hvad vi vil med kunsten.”
Bruger I hinanden til sparring og kritik?
TR: ”Ja, engang imellem. Men fordi vi ser så meget til hinanden, er det rart at have nogle andre stemmer på ind imellem.”
MB: ”Vi er jo nok dem, der kender hinandens projekt allerbedst. På godt og ondt.”
TR: ”Vi kender alle svaghederne og styrkerne. Det kan godt være rigtigt frugtbart, men også lidt hårdt. Især når man begår de samme fejl igen og igen.”
MB: ”En typisk situation kunne være, at jeg er i gang med et værk i mit atelier og Torben så kommer forbi og jeg ved jo præcis, hvad han vil påpege som værkernes udfordringer, så derfor starter jeg med at sige: ”Ja, jeg ved det godt, men jeg har styr på det, for jeg ved, at jeg skal den her vej.” Andre gange er det godt at blive prikket til.”
Maiken Bent på soloudstillingen Continental Facilities, 2016, KW Institute of Contemporary Art, Berlin
TR: ”Vi bruger især hinanden til alt det udenom værkerne; at brainstorme på udstillinger, titler, samarbejdspartnere og så videre. Det ville nok være underligt at være gift med en, der arbejdede i en bank for eksempel, fordi man sikkert ikke kunne have de samtaler om kunst på samme måde, som vi har, når vi mødes om aftenen.”
MB: ”Udover den økonomiske vinding, der ville være, hvis jeg arbejdede i en bank.”
TR: ”Ja ok, det kunne måske være meget rart ha, ha.”
Hvordan håndterer I jeres økonomi?
MB: ”Udover at logistikken er blevet nemmere i kraft af det flyt, vi har lavet, så er det også blevet billigere at bo. Og det tager noget af presset i forhold til at hente penge hjem til familien. Vi har købt os en kæmpe frihed ved at flytte herned. Nu kan vi bruge så meget tid som muligt på vores kunst og også på projekter, der ikke giver penge.”
TR: ”Man behøver ikke at sige ja til alle opgaver, hvis ikke de er interessante eller at arbejde i Netto for den sags skyld.”
MB: ”Vi har faktisk altid været utrolig heldige, at ingen af os har været nødsaget til at tage arbejde udenfor kunstfeltet.”
TR: ”Lige som så mange andre kunstnere, har vi har altid haft en kludetæppe-økonomi, der bestod af salg, legater, udsmykninger, undervisning, foredrag og så videre, men altid noget der handler om det, vi nu engang er gode til.”
MB: ”Og så besluttede vi meget tidligt, at vi har én pengekasse, som vi propper alle pengene i og derved sikrer hinanden. Og det har fungeret fint siden. På den måde har vi et konsortium, der virker ved, at hvis man selv har et økonomisk magert år, kan det være, at det går bedre ovre hos den anden halvdel. Udover det økonomiske aspekt, så gør det også, at man glædes mere på hinandens vegne, når det går godt. Det giver også større lyst til at give den anden tid, når man ved, at det bidrager til fælleskassen.”
Har I oplevet konflikter i forhold til tid?
MB: ”Det er nok den største udfordring ved at være kunstnerpar.”
TR: ”Og et klassisk småbørnsfamilie-problem. Det kan godt spidse lidt til, hvis opgaverne klumper sig sammen og der er en deadline.”
MB: ”Det kan jo være vildt udfordrende, hvis man altid synes, at ens egne opgaver er de vigtigste. Som kunstnerpar kan man have heldige perioder, hvor der er et godt flow, fordi man skiftevis har travlt. Og så kan der være uheldige perioder, hvor det klumper sammen. Det er et vilkår. Det er sjældent, at man selv kan tilrettelægge programmet.”
TR: ”Men udover de lidt tilspidsede perioder, så har vi et ret privilegeret familieliv, hvor vi har meget tid sammen.”
MB: ”Hele set-up’et med at flytte herned, samle det hele og have skole og institution tæt på, har optimeret vores tid, så vi stort set ingen spildtid har, fordi vi bruger så lidt tid på transport. Og selv hvis vi har et møde i København, kan vi jo bruge togturen på kontorarbejde.”
TR: ”Og når børnene sover om aftenen, kan man lige bruge nogle timer i atelieret, hvis det er en travl periode, fordi det ligger derhjemme.”
Er det svært at balancere tiden mellem arbejde og privatliv?
MB: ”Ja, det synes jeg. Når børnene er afleveret om morgenen og man returnerer til huset, så skal man gå igennem køkkenet med skyklapper på og tænke, at den opvask må vente, til man har fri. Det modsatte kan også være en kunstart, altså at beslutte sig for at holde rigtigt fri. Og der er det godt at have små børn, for de tvinger en til at være tilstede. Og samtidig er ORTHUNGA jo blevet til hen over opvasken og køkkenbordet og noget, som vi kan tale om hele tiden, hvilket også er en af grundene til, at det overhovedet er muligt for os at have det projekt udover vores kunst hver især.”
TR: ”Jeg tror, at jeg har fået et mere ambivalent forhold til at have hjemmeatelier, når der for eksempel er dage, hvor man overhovedet ikke kommer ud af huset, hvilket er lidt stenet. Men overvejende er det positivt.”
MB: ”Det har også noget at gøre med de forskellige faser i ens liv. Det har fungeret rigtig godt så længe børnene er små, men det kan sagtens være, at vi igen skal have atelier ude i byen. Jeg trives nok lidt mere med hjemmeatelier, end du gør. Det er virkelig dejligt, at vores piger også er så tæt på arbejdet. På den måde bliver de en naturlig del af vores arbejde og kan nok lettere forholde sig til dét, som ellers må være ret abstrakt, når man er fire og seks år gamle.”
TR: ”Jeg tror, at du har en bedre arbejdsdisciplin, end jeg har. Du er bedre til at få en arbejdsrytme, hvor du får en idé og så udfører den ret konsekvent. Jeg er lidt mere vævende og tvivlende.”
MB: ”Du har nok sværere ved at ignorere den opvask og ikke blive distraheret af alle de andre ting man også kunne gøre.”
TR: ”Jeg har lidt en ’popkorn-hjerne’, så hver gang der er nogle forstyrrelser, finder jeg på overspringshandlinger. Mit projekt handler jo også meget om kunstnerisk tvivl og fejltagelser, så det er blevet en integreret del af, at det åbenbart altid skal være lidt svært at lave kunst.”
Torben Ribe arbejder på skulpturer til Den Frie med Robert Jacobsens gamle svejseapparat hos TPC smeden, Langebæk, 2024.
MB: ”I det hele taget kræver det meget selvdisciplin at være selvstændig. Der er jo uendelige to-do-lister, så det er en balance mellem at få afkrydset to-do-lister og også have tid til det tomrum, hvor nye ideer opstår.”
Hvordan håndterer I misundelse, hvis den følelse opstår?
TR: ”Jeg synes ikke, at den er så udtalt, for vi er så meget vævet ind i hinandens liv, at det føles som en enhed, selvom det, vi laver, er meget forskelligt.”
MB: ”Jeg husker det mere, fra da vi var yngre. Ellers kunne det være den situation, hvor den anden får et legat og man selv får et afslag. Der skal man lige have en stund, hvor man lige går ud og råber ad et træ. Men man har jo stadig noget at glæde sig over, fordi vi selvfølgelig glædes over den andens anerkendelse og fordi vi jo er fælles om økonomien. Med alderen finder man også ro i, at ens karriere kører op og ned i bølger. Vi har så bare to bølger.”
TR: ”Efter at vi har fået børn, har prioriteterne for mit vedkommende måske også været lidt anderledes. Det er ikke så livsvigtigt længere, om karrieren tager en bestemt retning.”
MB: ”Vores værker er også så tilpas forskellige, at vi har hver vores scene, så vi er ikke deciderede konkurrenter til hinanden. Og jo mere man deler og deler hinandens glæder, jo mindre føles det som om man konkurrerer. For så er man mere et team og nogen, der konkurrerer sammen.”
TR: ”Man burde faktisk slå sig sammen med nogle flere, for så er der større chance for succes, diversificering som man kalder det i økonomi-sprog ha, ha.”
Har I et godt råd til yngre kunstnerpar?
MB: ”Man skal sætte sig så billigt som muligt. Det giver færrest søvnløse nætter og mest tid til kunstnerisk arbejde.”
Kunstnerparret på ORTHUNGAs åbningsdag i Vordingborg, 2025
TR: ”Det lyder dødkedeligt at komme med økonomisk rådgivning, men det er altså det største minus ved den her branche, at det er så svært at få det til at hænge sammen, så derfor kan man eliminere en masse stress ved for eksempel ikke at stifte gæld. Og indbetale til noget så kedeligt som ratepension, det bliver du glad for en dag.”
MB: ”Jo flere timer man putter i sit værk og sit projekt, jo bedre bliver man. Det regnestykke vil altid være der, så det er smart, hvis man kan sætte sig, så man har mest mulig tid til at beskæftige sig med det, man brænder for. Det har været vores fordel helt fra start af, at vi ikke stod med en stor studiegæld.”
TR: ”Jeg tror heller ikke ligefrem, at jeg vil opfordre mine børn til at følge den samme karriere-vej, men samtidig har livet som kunstner givet så mange gode oplevelser og bekendtskaber, som man kan holde op imod den manglende månedsløn.”
MB: ”Men en ting er det økonomiske, noget andet er præstationspresset, som på nogle måder er et endnu vanskeligere vilkår. Du skal hele tiden præstere for at være der og det er til tider udfordrende. Så vi har også lært hen ad vejen, at det gælder om at holde sammen. Om det så er atelierfællesskaber eller at glæde sig over hinandens succes eller at skabe et udstillingssted sammen. Det giver en sammenhængskraft. Det er en af grundene til, at vi har åbnet ORTHUNGA, fordi vi har en oprigtig kærlighed til kunst udover vores eget projekt. At beskæftige sig med kollegaers værker og præsentere dem giver en glæde og en faglig stimulering, fordi vi kan udveksle ideer og erfaringer og så føles det hele ikke så ensomt.”