Vi står på skuldrene af kvinder, der kom før os
Jeg er vokset op i den tid, hvor man talte om ’kvindekunst’, og det var noget, man så ned på, siger billedhugger Gerda Thune Andersen, ‘der skulle blive 92 og stå med det ene ben i graven’, før hun i sommer fik Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
Af Helle Fagralid,
I Gerda Thune Andersens have i Tisvilde dukker hendes skulpturer op af græsset og står som små væsener blandt efterårsbladene. Jeg genkender flere af dem fra sommerens udstilling på Den Frie i anledning af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat 2024, hvor den 92-årige billedhugger var en af de fem modtagere af hædersprisen.
Da vi træder ind i Gerda Thune Andersens atelier, undskylder hun: ”Ja, jeg har ryddet op, for der er kulturnat og så holder jeg åbent hus her i morgen. Gør det noget?” Overalt på hylder og borde står skulpturer, voksmodeller og skitser, som vidner om en fortløbende undersøgelse af former og materialer igennem et langt kunstnerliv.
Hvordan fandt du ud af, at du ville være kunstner?
”Det har jeg vidst stort set hele livet. Jeg gik på Zahles skole og var et af de børn, der var ordblinde. Dengang vidste de ikke noget om ordblindhed, så jeg fik at vide, at jeg var åndsvag i middelsvær grad. Gudskelov var min far læge, og han ville ikke acceptere den dom, så min intelligens blev testet og den var ganske udmærket. Men hele min skoletid var én stor katastrofe fra day one og jeg blev mobbet, så hvis ikke jeg havde været så stærk og havde en solid baggrund, kunne det være gået helt galt.”
Atelieret har en helbredende virkning på billedhugger Gerda Thune Andersen, der har taget sin gamle professors råd til sig: ”Gå over i dit atelier hver dag, kan du ikke finde på andet, kan du feje gulvet”.
”Min mor var kunstner, uddannet fra Akademiet, og vidste, at det kreative var værd at dyrke, og pludselig en dag gav hun mig en klump plastilina. Det var sådan en grå masse på størrelse med en mursten, ikke de små farvede pølser man bruger i dag. Da jeg fik det ler i hånden, var min lykke gjort. Jeg blev så begejstret for at modellere, og allerede fra barnsben af var jeg optaget af ansigter, så jeg modellerede portrætter. Efter at have set ’Hvem ringer klokkerne for?’ i biografen, modellerede jeg et portræt af den gudindeagtige Ingrid Bergman i en mindre størrelse, for det var det, jeg kunne håndtere dengang. Det sad jeg og arbejdede med ved min pult i skolen. Alt med skriftlige opgaver var fuldstændig håbløst. Jeg fik den ene dårlige karakter efter den anden, men da lærerne opdagede, at jeg kunne modellere, begyndte de at interessere sig for mig. Så det har jeg gjort, lige siden jeg var 13-14 år.”
Uinspirerende Akademi
Gerda Thune Andersens far syntes imidlertid, at det var nok med én kunstner i familien, så han tilmeldte hende en sygeplejehøjskole. Men et besøg hos billedhuggeren Einar Utzon-Frank blev afgørende.
”Han sagde de forløsende ord, at det ville være vanvittigt, hvis jeg blev sygeplejerske, for jeg skulle da absolut på Akademiet med det samme. Så vi sendte et telegram med den besked til min far, som var i London på lægekonference. Han svarede ”Accepted, far”. I 1953 kom jeg på Teknisk Skole som forberedelse til Akademiet, hvor jeg kom ind i 1954 og samme år debuterede jeg på Forårsudstillingen på Charlottenborg med de to portrætter, jeg havde vist Utzon-Frank.”
Årene på Kunstakademiet bød på opøvelse af håndværket, men var dog ikke videre inspirerende for Gerda Thune Andersen:
”Vi var sidste generation af billedhuggerelever, som blev trænet i den klassiske tradition, hvor man i oktober stillede en model op, der roterede hvert 20. minut. Ved juletid havde vi alle lavet en skulptur i fuld størrelse, der så skulle støbes i gips, og i januar kom der en ny model, som også roterede. Da jeg havde gjort det i fire år, havde jeg fået nok. Der er stor forskel på den måde, jeg modellerede, inden jeg lærte noget og efter, at jeg havde været igennem møllen på Akademiet. På det tidspunkt skulle alt ligne Astrid Noacks stil. Det lå i skolens ånd, at alt skulle være så stramt og uden detaljer. Mit udtryk før Akademiet var meget mere ekspressivt. Jeg synes faktisk, at de første portrætter, jeg lavede, er skidegode.”
Hvem har så inspireret dig?
”Man har jo sine helte undervejs. Jeg startede med Kai Nielsen og så Rodin. I dag er Louise Bourgeois en stor inspirationskilde og det sjove er, at hun var 80 år, før hun slog igennem. Jeg skulle også blive 92 og stå med det ene ben i graven, før jeg fik det her store legat. Det kunne jeg godt have brugt noget tidligere, selvom jeg jo stadig er i gang.”
Er du tilknyttet et galleri?
”Nej, vor herre bevares, jeg hader gallerister. Det gør tingene endnu dyrere, og det er i forvejen svært. Jeg har altid klaret det selv og via mund-til-mund-metoden. Jeg har jo altid levet i udkanten af den danske kunstscene, dels fordi jeg har boet meget i Nordjylland og rejst meget i kraft af min mands arbejde, så jeg har aldrig siddet inde på Kongens Nytorv og drukket bajere med de rigtige. Hver gang jeg kom hjem fra udlandet, var det som om, jeg havde været død og skulle begynde forfra. Det gav mig samtidig også en vis frihed, for min ambition som kunstner har først og fremmest været at lave noget, som jeg selv brændte for og mente var vigtigt. Om det så kunne sælges, skænkede jeg ikke en tanke og der har jeg også været privilegeret, for jeg har været gift med en mand, som langt hen ad vejen har sørget for, at vi fik mad på bordet. I dag kan jeg leve af det, men jeg skulle så også blive næsten 100 år, før det lykkedes.”
Elsk din næste
Det er tydeligt at mærke, at selvom Gerda Thune Andersen er drevet af en indre skabertrang og at finde sin egen mening med arbejdet, er hendes blik nysgerrigt vendt udad mod verden. Hun fortæller engageret om sin kunstneriske udvikling, mens hun peger rundt på værkerne i atelieret:
”Når jeg kom hjem fra den tredje verden til nogle halvfærdige skulpturer, jeg havde efterladt, så kunne jeg ikke fortsætte, hvor jeg slap, for jeg var blevet et andet menneske. Jeg havde flyttet mig. Det gav så muligheden for at eksperimentere med andre materialer. Efter at have været i Laos, fik jeg for eksempel ideen til at lave sådan nogle små huse, som indgår i de buddhistiske begravelsesritualer – stupaer. Og til dét skulle jeg lære at lodde, for det havde jeg jo ikke lært på Akademiet, men det fungerede ikke, så jeg fik fat i en bukkemaskine, som man bruger til at lave tagrender, og den teknik har jeg så brugt til flere værker.”
”Jeg har arbejdet meget i serier, som Houses of Memory II, der er parafraser over bygninger fra Afrika. De er jo meget stramme og symmetriske med arkitektur som reference, men da vi nærmede os årtusindskiftet og verden gik af lave, tænkte jeg: ”Nu kan jeg ikke lave de pæne skulpturer længere, nu sætter jeg en bombe under lortet” og så begyndte jeg at arbejde på en helt anden måde. Det kan man se i Metastaser I-III, hvor jeg arbejder med opløsningen af menneskeskabte bygningsformer, samt hvad jeg kalder kaotiske og stabile områders samtidige eksistens.”
”Og så er der kuplerne. Den serie handler om de tre monoteistiske religioners evige strid med hinanden. De fokuserer udelukkende på forskellighederne, selvom de har så meget tankegods til fælles. Det tema kan man også se i min installation Skriften på væggen. Det startede med, at en veninde mindede mig om kærlighedsbudskabet; at du skal elske din næste, som du elsker dig selv. Det er stort set enslydende for alle de store religioner i verden. Ordstillingen er forskellig, men meningen er den samme. Derefter ville jeg prøve at finde flere sammenfald og lavede research sammen med en jøde, en kristen og en muslim. Det var et billede på, at vi skal prøve på at samarbejde uanset, at vi er forskellige.”
Samarbejde og fællesskab er essentielt for Gerda Thune Andersen, der i 2015 startede kunstnergruppen Efterkommere, som desuden består af Vibe Bredahl, Tine Kjølsen, Pernelle Maegaard, Nina Maria Kleivan og Annette Skov.
”Jeg samlede seks kunstnere, som jeg forestillede mig kunne arbejde godt sammen, og som kunne gå ud af deres daglige rutinemæssige produktion og ind i en ny fælles kontekst. Ideen er, at vi står på skuldrene af kvinder, der kom før os. Vi er en tæt gruppe, der er kærlige og trygge ved hinanden, og derfor kan vi arbejde sammen.”
Har altid skullet slås
Kunstnergruppen Efterkommere har skabt flere udstillinger om fortidens stærke kvindefigurer og pionerer som blandt andre Tycho Brahes begavede lillesøster, adelskvinden Sophie Brahe, Marie Toft, der ejede Rønnebæksholm og forfatteren Amalie Skram. Om udstillingen Taletid på Rønnebæksholm i 2019 fortæller Gerda Thune Andersen:
”Der på Rønnebæksholm ligger dna’et for kvindernes frigørelse i kraft af de dygtige og stærke kvinder, som kom der. Derfor lavede vi også et ’Solidaritetsrum’, hvor vi til åbningen havde inviteret 100 kvindelige kunstnere til hver at medbringe et værk og udstille sammen. Det gav genlyd i kunstnerkredse, for er der noget mænd aldrig kunne finde på, så er det at lave sådan et solidaritetsrum, men det kan vi kvinder.”
Hvordan vil du beskrive udviklingen for kvindelige kunstnere, fra da du startede og til i dag?
”Jeg er vokset op i den tid, hvor man talte om ’kvindekunst’ og det var noget, man så ned på. Det har ændret sig. I lang tid var det jo mændene, der dominerede det hele.”
”I 1973 blev jeg medlem af Vrå-udstillingen, og samtidig var der nogle af de der frække drenge fra Grønningen, som også blev medlemmer, så jeg inviterede dem til middag. Året før havde jeg været indlagt med livmoderkræft og som 40-årig med fire små børn, troede jeg, at jeg skulle dø, men da jeg var færdig med behandlingen, sagde jeg til mig selv, at nu laver jeg et kæmpe værk, om det så bliver det sidste. Så gutterne kom over i mit atelier og så mit store relief Ekko af en drøm og blev meget begejstrede og inviterede mig med som gæst på Grønningens udstilling på Charlottenborg i 1974.”
”Den daværende direktør på Statens Museum for Kunst gik rundt på hele udstillingen, men det eneste han købte var mit relief, og så blev der ballade. Mændene var rasende, og jeg kom aldrig til at udstille der mere. Det handlede jo om de alfahanner der. Det var også altid dem, der fik de store bestillingsopgaver. Du kan nærmest ikke besøge en by i Danmark, uden at der står en Børge Jørgensen-skulptur i rustfrit stål. Jeg fik nogle store opgaver, da jeg boede i Nordjylland, men det var nok fordi, jeg var den eneste billedhugger på egnen, og det var altid noget med, at det skulle være i samarbejde med en professionsskole eller lignende. Jeg har altid skullet slås med de mænd, der troede, at man var idiot, fordi man var kvinde. Man skulle hele tiden kridte banen op.”
Man kan altid feje gulvet
”I dag er der så mange dygtige kvindelige kunstnere, så vi fejer mændene af banen. Og vi drikker os ikke ihjel. Det er gået galt for mange mandlige kunstnere, men vi kvinder har altid et eller andet, vi skal passe ved siden af; børn og så videre.”
Hvordan har du selv balanceret familie- og arbejdslivet?
”Det ligger i mine gener. Jeg er kvinde med stort Q, og jeg har altid gerne villet have børn. Nu har jeg fire børn, elleve børnebørn og fem oldebørn, så det er en stor familie og jeg elsker dem alle sammen. Det er den baggrund, der gør, at jeg fungerer så godt, for jeg har al den kærlighed i ryggen. Det er en guds gave at være så privilegeret.”
Gerda Thune Andersen er tydeligvis et socialt væsen og åbner gerne dørene for besøgende, men værdsætter i ligeså høj grad sin tid alene i atelieret
”Der får jeg renset min hjerne, og det er i dét univers, hvor jeg fungerer bedst. Det har også en helbredende virkning, for jeg har haft forskellige brud og vaklet rundt med rollator, men ligeså snart jeg kunne komme herover i atelieret, så blev jeg rask. Der er så meget energi og helbredende kraft i det her rum. Her er jeg kommet oven vande, selvom jeg tre gange har haft så meget uheld, at folk sagde til mig, at ”det her er noget man dør af i din alder”. Men jeg har ikke tænkt mig at dø foreløbig.”
Har du nogensinde haft lyst til at arbejde med andet end kunst?
”Nej. Jo, da jeg var i Afrika lavede jeg noget andet, for jeg kunne jo godt se, at jeg ikke kunne sidde og lave følsomme akvareller dernede, når der var brug for handlekraft. Så jeg hjalp World Health Organisation med at tegne manualer til deres barfodslæger i felten. Jeg lærte også børnene at lave legetøj af det, man finder i naturen, med alle de her gamle tricks, der findes. Sideløbende lavede jeg også nogle skulpturer i træ, som nu ligger herude i græsset.”
Har du et godt råd til unge kunstnere?
”I sin tid fik jeg et godt råd af min professor, Gottfred Eickhoff, der sagde: ”Gå over i dit atelier hver dag, kan du ikke finde på andet, kan du feje gulvet”. Det råd er der en dyb sandhed i.”
Gerda Thune Andersen ler og tilføjer ”Og så hold ud!”. På bordet står nogle skulpturer i voks, der snart skal støbes i bronze til Vrå-udstillingen. Der står også en model af en hjerne, som er forlæg til et værk i Efterkommeres udstilling på Augustenborg til februar 2025. Og så er der planer om endnu en udstilling på Arbejdermuseet i 2026, men som Gerda Thune Andersen siger: ”det er så langt ude i fremtiden, så vi tager det første først.”
Gerda Thune Andersen var i år en af modtagerne af hædersprisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Hædersprisen er en af de største kulturpriser i Danmark. Udover æren hædres hver kunstner med 750.000 kr.
Seneste nyheder
Kunstnerkolonien i BKF’s Malerhus i Sønderho
Sagsøgt for min kunst
Marie Thams i TV2 News om robotkunst og kunstnernes rolle
Ny begyndelse på kunstnerlivet
Glem ikke kunstnerne i Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg
