BKF: Værn om historiske kunstnermiljøer

14.09.18 | Nyheder

I denne uge begyndte nedrivningen af det historiske miljø omkring Astrid Noacks Atelier på ydre Nørrebro i København, og i næste uge skal Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg tage stilling til, hvordan fremtiden skal se ud for et andet af byens markante, historiske kunstnermiljøer:

Det drejer sig om Holckenhus-karéen i det indre København ved Glyptoteket, der siden opførslen i 1896 har været et centralt sted for udøvende kunstnere. I dag arbejder over 20 billedkunstnere i de originale atelierer på tagetagen, hvor over 70 malere og skulptører har haft deres daglige gang de sidste 125 år, lige fra Marie og P.S. Krøyer, Zahrtmann, Agnes og Harald Slott-Møller, til Emil Nolde, Jens Birkemose og Peter Bonnén.

I dag finder man i Holckenhus-ateliererne blandt andre Kasper Bonnén, Maria Wandel og Rasmus Kloster Bro, som i et debatindlæg i Dagbladet Politiken opfordrer kommunens Miljø og Teknik-udvalg til at træde ind og redde ateliererne fra den ombygning til penthouselejligheder, som ejendommens nye ejer, den amerikanske kapitalfond The Blackstone Group, vil igangsætte:

“At Holckenhus er kategoriseret som bevaringsværdigt, beskytter desværre ikke huset og ateliererne på nogen måde, men det er dog et klart signal til os alle om, at noget uerstatteligt er ved at gå tabt,” skriver kunstnerne bl.a. i debatindlægget. Billedkunstnernes Forbund (BKF) bakker op om kunstnernes opfordring til politikerne:

“Kunstneriske miljøer som Holckenhus er en uadskillelig del af byens sjæl og historie, som politikerne bør tage ansvar for at værne om. Derfor  håber vi, at Københavns Teknik- og Miljøudvalg beslutter sig for at redde Holckenhus-ateliererne på en eller anden måde. Måske gennem en bevarende lokalplan eller ved, at Borgerrepræsentationen opfordrer til, at Slots- og Kulturstyrelsen går ind og freder ateliererne,” siger BKF’s formand Nis Rømer.

Kunstnerisk protest mod nedrivning af kulturmiljø
Fredag 14. september kl. 20 begynder en 24 timer lang performancekoncert med titlen Mens murbrokkerne falder.

Find arrangementets Facebook-begivenhed her…

Her spiller 14 pianister og musikere Erik Saties komposition Vexations fra 1893-1894 i det kunstnerdrevne udstillingssted Astrid Noacks Atelier, som på den måde markerer, at forhuset og de karakteristiske garager i Rådmandsgade 34 forsvinder og baggårdens mere end hundredårige historie afsluttes.

Billedhuggeren Astrid Noack boede og arbejdede fra 1936 til 1950 i lokalerne på Rådmandsgade. Selve atelieret blev i 2016 restaureret af Ny Carlsbergfondet, og i august 2018 blev det udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen som bevaringsværdigt. Derfor er det sikret 30 års bevarelse.

Arrangementet  er udviklet i dialog mellem Astrid Noacks Atelier og InstantHERLEV Institute omkring byudvikling fra brokvarteret til forstaden og nedrivning af kreative miljøer.

Illustration øverst: Baggården, Rådmandsgade 34. Foto: Astrid Noacks Atelier. Zahrtmanns malerskole i Holckenhus, maleri af Poul S. Christiansen (1899) ARoS.

 

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 15.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.