Artiklen her er bragt i Billedkunstneren #1 2021. Tekst: Rasmus Stochflet Nielsen.
På grund af sit virke som kunstner følte Kaspar Bonnén sig egentlig godt klædt på til coronaen. Selvfølgelig var han ikke forberedt på, at der ville komme en pandemi, der ville lægge samfundet i delvis koma og være en kilde til usikkerhed og frygt. Men corona-tilværelsen, der for de fleste var en komplet omvæltning, dén havde han en vis øvelse i.
”Som kunstner kan man godt føle, man lever lidt ved siden af resten af samfundet. Pludseligt skulle alle leve lidt som mig, isoleret i egen boble. Det var den nye normal. I starten var det en slags frihed, en slags overensstemmelse mellem mit og andres liv,” husker han tilbage på nedlukningens første måneder.
Kaspar Bonnéns liv forandrede sig ikke meget. Han kunne stadig tage ud til Amager, hvor størstedelen af hans arbejdsliv har foregået i mange år, og gå rundt i det atelier, der bliver stadig mere tætpakket. På sin vej gennem gaderne nød han at mærke, at byen havde forandret sig og at tempoet var sænket. At der opstod et rum for eftertænksomhed, da det hektiske liv blev sat på pause. Det, tror han, var sundt. I dag er corona-situationen dog også for ham begyndt at føles som et maraton, man ikke har trænet tilstrækkeligt til. Og det ærgrer ham, at eftertænksomheden hurtigt trådte i baggrunden for en stigende desperation efter at vende tilbage til hverdagen før corona.
Kaspar Bonnén i værkstedet. Foto: Rine Rodin.
”Jeg havde håbet på, at coronakrisen f.eks. kunne være startskud til ny handling på klima- og miljøområdet. Vi har set, hvordan der blev handlet hurtigt med forskellige hjælpepakker, men så kom et klimaudspil, der ikke var ret ambitiøst. Det er desillusionerende,” siger han.
I den følelse af desillusion på planetens vegne — og sikkert også lidt udmattet af den maratondistance coronaen allerede dengang var ved at udvikle sig til — gik Kaspar Bonnén i efteråret rundt ved sit sommerhus i Veddinge Bakker. Tæt på hans grund lå noget, der engang var et hus, men som nu kun bestod af mursten i bunker, der endnu ikke var fjernet. Her gik han i gang med at arrangere murbrokkerne i forskellige sætninger, der kunne udtrykke de følelser, som verdens mærkelige vakuum-tilstand fik frem i ham. I første omgang foregik testen af de forskellige sætningers kraft på hans skriveblok, men da han havde indkredset den rigtige sætning, gik han i gang med at flytte rundt på de tunge mursten.
Han skrev, ”Jeg troede, vi skulle bygge noget op, men vi blev ved med at grave”. Da det var gjort, tog han et billede af værket til coronakunstprojektet BERØRT, der skal bygges op i forskellige udgaver rundt om i landet i løbet af 2021. Det er et simpelt udsagn, hvis styrke ligger i dets tvetydige simplicitet, som han håber, kan få beskueren til at reflektere.
”Jeg tror, at tiden har fået mange til at føle en anden skrøbelighed forbundet med det at være menneske. Her i Danmark har vi haft relativt få coronadøde i forhold til, hvor stort et indgreb, nedlukningen har været, men alligevel har vi fået øjnene op for, hvor svært det er at dæmme op for de her ting. Det gør vores skrøbelighed tydeligere, både over for fremtidige mere smitsomme sygdomme og overfor de tilstedeværende klimatrusler.”
Kaspar Bonnén vender igen og igen tilbage til udfordringen ved at tilbyde et nyt perspektiv på et emne, der efterhånden er så fortærsket som coronakrisen. Han rynker lidt på næsen af ideen om, at hans kunstneriske blik på coronakrisen borer sig længere ned i krisens natur end så meget andet. Alligevel skal man ikke underkende vigtigheden af kunstens rolle, mener han. Når vaccinerne er rullet ud, og vi igen lever vores normale liv, kan kunsten måske påminde os om den menneskelige skrøbelighed, som coronakrisen blotlagde.
Kaspar Bonnéns værksted. Foto: Rine Rodin.
“I kunsten findes mulighed for at give udtryk for de mere skrøbelige aspekter af den her tid, vi er i. Kunst tilbyder andre blikke end de dominerende. Det håber jeg også, at vi kan være med til i det her projekt, men jeg ved ikke, om jeg vil kalde det et monument for corona. Vi er bare tre kunstnere, der hver især forsøger at tilbyde vores begrebsramme for det her år.”
KASPAR BONNÉN (f. 1968) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hans produktion er både litterær og billedkunstnerisk og rummer alt fra malerier til installationer, digtsamlinger og computerbaserede værker. På tværs af medier kommunikerer han en sammensmeltning af noget meget personligt og almenmenneskeligt. Det handler om følelser, relationer og sårbarhed. Hans værker kan bl.a. opleves på ARoS, Statens Museum for Kunst, Arken, Amalienborg Slot og flere steder i udlandet, som Moderna Museet i Stockholm.