Billedkunstneren om bæredygtighed i arbejdslivet

30.05.22 | Nyheder

NY UDGAVE AF BILLEDKUNSTNEREN med tema om bæredygtigt arbejdsliv:

”Spørgsmål om klimamæssig bæredygtighed fylder uden tvivl meget i denne tid, også for os billedkunstnere. Men hvordan med bæredygtighed mere holistisk set i billedkunsten? I det store billede fylder økonomi og mentalt velvære meget, ligesom det langsigtede perspektiv i opretholdelsen og den stadige udvikling af det kunstneriske virke gør det. Men hvis vi som kunstnere i højere grad skal kunne skabe indhold og bidrage samfundsmæssigt – sanseligt, kritisk, æstetisk – så er det at se på bæredygtighed på tværs afgørende.”

Det skriver forperson Marie Thams i lederen i det nye nummer af BILLEDKUNSTNEREN, der har talt med arbejdslivsforsker Janne Gleerup og billedkunstnerne Signe Kejlbo og Kristina Steinbock om de udfordringer, man kan opleve som kunstner i sit arbejdsliv, og hvordan man kan forsøge at håndtere dem.

Læs endvidere Lotte Tauber Lassens kommentar om kunstbranchens manglende bæredygtighed i bred forstand; om Kassandras søstre, der består af 15 kvindelige malere, som lige nu udstiller i Rundetaarn i København; om samtidskunstudstillingen documenta i Kassel, der åbner her i juni, samt om en ny bog om kunstprojekter i udsatte boligområder og kunstnerens ind imellem vanskelige rolle i disse.

Redaktør: Steen Bruun Jensen. Design og layout: Laura Silke og Mai Boline Bjerre.

På forsiden: Ida Sønder Thorhauge, Udsnit af The Sixth Sense of Cassandra. Foto: Rine Rodin.

(BEMÆRK: I Lotte Tauber Lassens Kommentar på s. 23 – ‘Hvor længe kan kunstbranchen både blæse og have mel i munden’ – er der en fejl i det afsluttende link, der henviser til yderligere læsning om emnet. Det rigtige link er https://www.idoart.dk/blog/artwash-whitewash-greenwash)

Læs Fagbladet Billedkunstneren #2 2022.