BKF opfordrer alle opdragsgivere til at fastholde indgåede aftaler med kunstnerne.

BKF har med glæde noteret, at flere kunstinstitutioner vælger at udbetale honorarer i forbindelse med allerede indgåede aftaler om udstillinger, også selvom udstillingerne udsættes eller aflyses pga. coronakrisen. Dette for at bakke kunstnerne op i den økonomiske krise, vi står midt i. Det er en solidarisk praksis, som BKF opfordrer alle kunstnernes opdragsgivere til at efterfølge.

Ved at fastholde betaling for allerede indgåede aftaler med kunstnerne kan man som opdragsgiver afbøde noget af det indtægtstab, der lige nu truer med at trække tæppet væk under i forvejen spinkle kunstnerøkonomier. Det kan bidrage til, at vi også på den anden side af coronakrisen har et stærkt og levende kunstliv.

Betal derfor kunstnerne for allerede aftalt arbejde i forbindelse med udstillinger, arrangementer, artist talks, undervisningsforløb, udsmykningsprojekter mm.

Find nye veje og platforme

Fremfor at aflyse udstillinger og arrangementer anbefaler BKF, at institutionerne forsøger – i tæt dialog med kunstneren – at gå nye veje og finde alternative visnings- og formidlingsformater, f.eks. via sociale og digitale medier.

Overvej f.eks. om en udstilling kan vises som en livestreamed walkthrough eller opleves i 3D hjemme fra sofaen, eller om et artist talk eller et undervisningsforløb kan afholdes online via diverse undervisnings- og mødeværktøjer.

Ved at fastholde allerede indgåede aftaler med billedkunstnere og ved at tænke i alternative formidlingskanaler kan kunstlivets aktører støtte hinanden og samtidig interagere med publikum på nye måder.

Gå til oversigt over alle BKF’s artikler om kunstnervilkår i coronakrisen her…