FotoGrafisk Værksted i Aarhus søger medlemmer

22.10.24 | Atelier

FotoGrafisk Værksted søger medlemmer til det nyopstartede kunstnerdrevne værksted. Værkstedet drives af en forening i samarbejde med værkstedets kunstfaglige leder, billedkunstner Christel Elver Pilkær.

Foreningen råder over det tidligere Højbjerg Fotografiske Værksted, nu FotoGrafisk Værksted på Oddervej 80c i Højbjerg, 5 km fra centrum af Aarhus. Der går flere busser lige til døren, og kommer man i bil, er der gratis parkering ved værkstedet.

Værkstedet er på 150 m2 fordelt på specielt indrettede rum til forskelige fotografiske og grafiske teknikker.

Som medlem af foreningen har man mulighed for at arbejde på værkstedet under ÅBENT VÆRKSTED med kunstfaglig leder mod en mindre brugerbetaling. Derudover kan man opgradere til et PROJEKTFORLØB, som gør at man kan arbejde selvstændigt i værkstedet. Se priser m.m. på hjemmesiden: www.fotografiskvaerksted.org

Foreningen vil løbende udbyde længere og kortere kurser, workshops, foredrag og andre arrangementer, som medlemmer af foreningen får rabat på. Dertil har foreningen fokus på at være et samlingssted for billedkunstnerisk og fotografisk udvikling, og der arbejdes på at etablere flere spændende samarbejder med andre kultur- og kunstinstitutioner.

Medlemmer af foreningen kan i værkstedet arbejde med analog sort/hvid film-og billedfremkaldelse. Dertil kan man udforske og eksperimentere med forskellige alternative fotografiske processer såsom flydende emulsion, cyanotopi m.m.

I den grafiske afdeling af værkstedet kan der arbejdes med traditionelle grafiske dybtryks- og  ædeltryksteknikker. Der er et belysningsrum til fotogravure og en kobbertrykspresse på 100 x 80 cm.

Ønsker man at støtte foreningen uden at være aktivt medlem, kan man vælge at være støttemedlem. Kontakt foreningen for mere info via e-mail: fotografiskvaerksted@gmail.com

Ansøg om medlemskab via ansøgningsformular

Åbningsreception med taler: fredag d. 01. nov. 2024 kl. 16-19: Se eventet her

Besøg vores nye hjemmeside for mere information om værkstedet og foreningen: www.fotografiskvaerksted.org 

Skriv dig op til vores nyhedsbrev for løbende at blive opdateret omkring kurser, foredrag, medlemsfordele m.m.: skriv dig op her

FotoGrafisk Værksted er støttet af Kulturudviklingspuljen i Aarhus.