På trods af adskillige opråb og opgørelser er det ikke lykkes at udligne kønsforskellene i dansk kunst. På 15 af landets største gallerier har mandlige kunstnere de seneste tre år udstillet mere end dobbelt så meget som kvindelige.
Af Jeppe Vestergaard Nielsen
Hvis du er mand, er der dobbelt så stor chance for at blive udstillet på et galleri, som hvis du er kvinde. En optælling lavet af Fagbladet Billedkunstneren blandt 15 af de største galleriers udstillinger i Danmark fra 2015 til i dag viser nemlig, at gallerierne samlet set har haft 202 mandlige udstillere imod 89 kvindelige, når man tæller soloudstillinger eller to-personers-udstillinger. Den skævhed mellem køn er noget, Kit Kjærbye har arbejdet på at udligne i mange år. Hun er formand for Kvindelige Kunstneres Samfund, og hun har selv oplevet, at kvinder har det sværere i kunstbranchen. “Hvis man vil have en udstilling, er det godt at have en mand med sig. Så går det noget nemmere,” siger hun. Og den skæve kønsfordeling går ud over kvaliteten af programmerne, gallerierne præsenterer, mener gallerist Tom Christoffersen, som først for alvor er blevet bevidst om de kønsmæssigt skæve udstillinger de seneste fem til ti år.
“Mit galleri har haft dårligere udstillinger, end hvis jeg havde været bevidst om det. Det er en stor ærgrelse, for jeg kunne have haft et stærkere galleri i dag, hvis jeg havde været bevidst om det tidligere,”siger han. På trods af, at galleristen de seneste år har været opmærksom på kønsfordelingen, har Galleri Tom Christoffersen siden 2015 haft dobbelt så mange udstillinger lavet af mænd som kvinder. Det forklarer han med, “at man ikke fyrer mænd, man har samarbejdet med i 10 og 20 år. Men når vi trækker nye kunstnere ind, er vi super bevidste om det,” siger han.
Gether Contemporary i København er et af de få gallerier, hvor kvindelige og mandlige kunstnere er repræsenteret i lige høj grad. Amalie Jakobsen (f. 1989) er en af de kvindelige kunstnere, som galleriet repræsenterer. I 2017 var hun aktuel med WRONGDOERS. Foto: David Stjernholm
Køn har speciel rolle i kunst
Selvom Tom Christoffersen med tiden er blevet bevidst om problematikken, er han hele tiden nødt til at være opmærksom på køn, fortæller han. Da han for nylig skulle udvælge kunstnere til Herning Kunstmesse havde han egentlig valgt dem, der skulle med, men så gjorde en af hans ansatte ham opmærksom på kønsfordelingen.
“Jeg havde valgt seks mænd og én kvinde. Fuldkommen ubevidst. Så jeg valgte at lave om på det. Det er et eksempel på, at jeg per automatik valgte mænd, så hvis jeg ikke er opmærksom på det, eller bliver råbt op, gør jeg det nok igen. Jeg er en del af et mønster, det er svært at komme ud af, og kampen er kun halvt vundet for kvinder. Det her er tre måneder siden.”
Hans Dam Christensen har som professor på Københavns Universitet arbejdet med kønsforskel inden for kunst i flere år, og den skæve fordeling er ikke forbeholdt gallerierne. Han har kigget nærmere på de største danske museers indkøb fra 2002 til 2012. Her var mandlige kunstnere udvalgt i endnu højere grad end på gallerierne.
“Det er glædeligt, at der ikke ser ud til at være lige så stor ulighed på gallerierne som på museerne, men det er stadigvæk skævt i betragtning af, at der faktisk kommer et lille flertal af kvindelige kunstnere ud af kunstakademierne,” siger Hans Dam Christensen.
Han forklarer, at kønnet har en “helt speciel rolle i kunst.” Man hører ofte, at kvindelige kunstnere ikke vil indkøbes på grund af kønnet, de vil indkøbes på grund af kvaliteten. “Det vil mænd også, men de bliver vist meget sjældent sat i en situation, hvor de skal sige: jeg vil ikke indkøbes, fordi jeg er mand. Men hvorfor må man ikke indkøbes på grund af sit køn? Hvis et regionsmuseum køber lokale kunstnere, så er det intet problem at blive valgt ud fra det kriterium, eller hvis man er udvalgt, fordi man laver landskabskunst. Det går tilsyneladende ikke ud over kvaliteten.”
Kit Kjærbye fortæller, at de i Kvindelige Kunstneres Samfund taler meget om, hvorfor kvinder har det sværere. Et sted, de ofte ender, er “den der sejlivede myte om kvinder: at de ikke er i stand til at lave monumentale værker. Det har jeg selv mødt. Begejstrede besøgende som sagde: “tænk, at en kvinde har lavet det her…” Jeg er naturligvis glad for, de oplevede mit værk, men vi taler jo om en kultur, en fastholdelse af en fortælling, som kører netop på, at kvinder ikke er nyskabende, vilde og modige. Det er netop den myte, der var med til at skabe foreningen for over 100 år siden,” siger Kit Kjærbye.
Fra udstillingen WRONGDOERS af Amalie Jakobsen på Gether Contemporary i 2017. Foto: David Stjernholm.
Svært at forklare hvorfor
Nicolai Wallner har på sit galleri haft 15 mandlige og én kvindelig kunstner udstillet de seneste tre år, men han udelukker ikke bevidst kvinder, slår han fast.
“Jeg har ikke en præference, selvom jeg godt kan se, at det kunne se sådan ud. Jeg er interesseret i at arbejde med alle køn, men det er svært for mig at svare på, hvorfor det så ikke er sådan,” siger Nicolai Wallner.
Hans Christian Dam fra Københavns Universitet har også svært ved at give en klokkeklar forklaring. “Kunstmuseer hævder ofte, at de køber den bedste kunst. Men den mest banale forklaring skulle jo så være, at mandlige kunstnere er bedre end kvindelige – det holder jo ikke som forklaring. Så derfor må der være nogle sociale mekanismer eller strukturer, der favoriserer mænd,” siger han.
Netop forklaringen med at man går efter kvaliteten, giver gallerist Tom Christoffersen heller ikke meget for. “Det mest øretæveindbydende, man kan sige, er, at man går efter kvaliteten, for det passer jo ikke, at kvinder er dårligere end mænd. Man vælger mænd, fordi man har gjort det de sidste 100 år.”
Fra udstillingen WRONGDOERS af Amalie Jakobsen på Gether Contemporary i 2017. Foto: David Stjernholm
Kvoter eller ej?
Et bud på en løsning er at indføre kvoter for antallet af mandlige og kvindelige kunstnere. Hans Christian Dam ser det som den mest effektfulde vej frem, at man gør kønsfordelingen til et kulturpolitisk mål. “Hvis man siger, at museerne skal købe lige meget ind af begge køn, så løser det sig på den lange bane. Men egentlig kunne det enkelte museum jo også bare selv sætte sig det mål.”
Et politisk mål ville ikke direkte ændre fordelingen på de privatejede gallerier, men det ville formentlig smitte af med tiden, vurderer han. Men gallerist Nicolai Wallner mener ikke, at kvoter er vejen frem.
“Jeg vil gerne for udviklingen af mit galleri arbejde med diversitet i den gruppe kunstnere, jeg præsenterer. Jeg har stor interesse i at udbygge mit program med flere kvindelige kunstnere. Men jeg ville være ked af, at de kvindelige kunstnere fik indtrykket, at jeg havde valgt at arbejde med dem, fordi de er kvinder,” siger han.
I lang tid var Kit Kjærbye, formand for Kvindelige Kunstneres Samfund, enig med Nicolai Wallner i, at kvoter er den forkerte måde at komme den skæve kønsfordeling til livs. Men det er hun ikke længere.
“Jeg troede på, det kunne løse sig. Men der er gået så mange år, uden der er sket noget med tallene, og det er jo en hundrede år gammel historie. Så nu må der må andre boller på suppen.”
Sådan gjorde vi:
Fagbladet Billedkunstneren har gennemgået udstillinger (soloudstillinger eller udstillinger, hvor to personer står bag) for årene 2015, 2016, 2017 og 2018 indtil 21. marts blandt 15 af de største gallerier i Danmark. Vi har gennemgået følgende gallerier: Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerregaard, Andersen’s, David Risley Gallery, V1 Gallery, Martin Asbæk, Nils Stærk, Nicolai Wallner, Galleri Specta, Bianca D’Alessandro, Tom Christoffersen, Gether Contemporary, Galleri Charlotte Fogh, Galleri MøllerWitt.