Ønsket om at præsentere og forstå systemer, som kan være usynlige for de fleste, løber som en rød tråd igennem billedkunstner Lina Hashims praksis.
Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren #2 2024
Lina Hashims baggrund fra både Det Kgl. Danske Kunstakademi og studier i antropologi har påvirket hendes kunstneriske metode og fokus i forhold til at undersøge samfundsstrukturer, familiekonstruktioner og magthierarkier i lyset af hendes egen muslimske baggrund
Er performance en forlængelse af dit antropologiske studie?
“Helt sikkert. Uofficielt var min første performance Uden vind i 2012,
Performancekunst er blevet mere og mere populær de senere år. Tidligere blev performancekunst set som fundamentalt forskellig fra den kunst, der kunne samles eller udstilles af kunstmuseer, men i dag inkluderes liveoptrædener, der kombinerer teater, billedkunst, musik, koreografi og meget andet i kunstgallerierne, museernes og kunstfestivalernes programmer. Flere og flere samtidskunstnere har taget performancekunsten ind i deres praksis, men hvad indebærer det at udvikle, organisere, fremføre en performance? Hvilke særlige udfordringer oplever kunstneren, der performer, i forhold til for eksempel dokumentation og aflønning? Hvilke spørgsmål stiller genren til kunstens traditionelle rum og publikum? Vi har talt med en række kunstnere og kuratorer, der arbejder med performance, om, hvordan de arbejder med en kunstform, der i sit væsen er levende og flygtig og svær at fastholde. Foto: Who am I. Lina Hashim. Performance, 2023. Nikolaj Kunsthal. FOTO Mads Holm
hvor jeg var en slags forkynder, der insisterede på at finde en måde, hvorpå det ikke var en synd for muslimske kvinder at vise håret. Jeg stillede mig ved Nørreport station og stoppede alle kvinder med hijab og spurgte dem, om de ville tage det af for mig. Hvis de sagde ja, skulle vi ind på toilettet på McDonalds’ for at tage et hurtigt billede. Dét og så hele den forberedelse der lå forud, hvor jeg blandt andet var i dialog med flere imamer, var en performativ tilgang. Det var en slags usynlig performance, hvor resultatet blev funderet i fotografi. I begyndelsen gjorde jeg det med fokus på andre, men efter mødet med Christian Lollike vendte jeg så at sige kameraet mod mig selv.”
Mødet med teaterinstruktør og dramatiker Christian Lollike blev et afgørende vendepunkt for Lina Hashim, så hun i dag står med ét ben i teatrets verden og ét i billedkunstens. Det var hendes professor Ferdinand Ahm Krag på Kunstakademiet, der introducerede hende til Lollike, som på det tidspunkt var leder af Teater Sort/Hvid. Dengang havde hun endnu ikke selv stået i rampelyset, men Lollike fik hende sporet ind på et samarbejde, som resulterede i performanceforestillingen The Touch på Sort/Hvid, hvoraf en del af den blev brugt i hendes afgangsprojekt.
Hvad betød dét at samarbejde med en instruktør i forhold til din kunstneriske udvikling?
”Christian gjorde det tydeligt for mig, at den performative handling var det bærende element i min praksis. Og at jeg kunne tage det med ind på scenen. At jeg også havde et hjem på teatret med min måde at arbejde på, og det havde jeg brug for. Han ryddede op i min proces og med hans hjælp blev det muligt for mig at systematisere mit arbejde. Jeg samarbejdede også med dramaturg Anders Thure Djurslev, og det havde jeg aldrig prøvet før. Uden de to havde jeg ikke kunnet lave det værk.”
Bidt af teaterrummet
The Touch var en blanding af en lecture-performance, hvor Lina Hashim fortalte om sin kunstneriske praksis og viste billeder derfra på en skærm, derefter dansede hun for publikum og til sidst blev de ledt ind i udstillingen. Det resulterede i en krydsning mellem teatret og museumstraditionen, som hun siden har arbejdet videre med:
”Jeg blev bidt af den måde at arbejde på, som man gør i et teatralsk rum, der er helt anderledes end kulturen inden for billedkunst. I min sidste performance Odalisken, som var i Toasters regi (se boks, red.), havde jeg Sargun Oshana som instruktør. Han hjalp mig med at se det hele udefra. Og for første gang havde jeg mine to døtre med i rummet, så han havde også en stor opgave i forhold til at instruere dem, så jeg kunne koncentrere mig om min del” fortæller Lina Hashim.
Hvordan var det at have dine børn med på scenen?
”Det var meget specielt, men oplagt til den fortælling, som handlede om stigmatiseringen af den muslimske kvinde med udgangspunkt i 1001 nat. Mine børn har danske fædre, men ligner mig mest og har arabiske fornavne, så de har oplevet at blive kategoriserede på både godt og ondt. De har mærket forhandlingen om danskheden eller medborgerskabet, og derfor havde jeg brug for at give dem et rum, hvor de kunne forholde sig til den problematik på en anden måde.”
Lina Hashim oplever især, at forholdet til publikum er anderledes i teaterrummet end i en billedkunstnerisk kontekst. I Odalisken legede hun med hierarkiet og delte publikum op i kvinder og mænd, hvor mændene blev placerede i sofaer og stole og kvinderne sad på gulvet. På den måde blev de inviteret til at deltage i hendes performance, hvilket påvirkede forløbet:
”Det interessante var, at der opstod en interaktion imellem publikum, hvor mændene blev enormt blufærdige, når jeg dansede den her erotiske dans meget tæt på dem, og kvinderne så reagerede med at grine af mændene. Og på et tidspunkt spærrede jeg udgangen med en kæmpestor seng, som jeg lå i, hvorefter jeg inviterede det mandlige publikum til at forlade rummet hen over sengen. Det var en ordløs performance, så min datter guidede mændene med fagter. Men så var der en mand, som højlydt nægtede, fordi han troede, at han blev inviteret til at ligge i sengen med mig. Det var helt bevidst, at der skulle kunne opstå de her misforståelser, for der sker noget med publikum, når de skal tage et valg. Det er vildt spændende, når der opstår de her uforudsete reaktioner.” fortæller Lina Hashim.
Bevar mystikken
Oplever du en forskel på, hvordan henholdsvis teaterinstitutionerne og kunstinsti tutionerne er gearede til at vise performance?
”Der er en kæmpe forskel. I en kunsthal er lyset for eksempel begrænset til spots, som har til formål at fremhæve kunstværkerne bedst, hvorimod der på teatret er oceaner af muligheder for både lys og mørke. Der er så mange mennesker med forskellige kompetencer tilknyttet et teater, så man får serveret en helt anden mulighed for at skabe en ramme omkring sin performance. Og publikumsmæssigt er der selvfølgelig også forskel. Det er dyrere at gå i teatret, og publikum køber billet specielt til forestillingen, så de er fra starten mere engagerede og nysgerrige.”
Dokumenterer du dine performances?
”Nej, Toaster og Sort/Hvid har lavet dokumentationsvideoer, men det er mest for, at det kan bruges som bevis på, at performancen har fundet sted. På teatrene har man en regel om, at publikum ikke må filme under en forestilling, men det var der nogle, der gjorde alligevel, så her skete der også et sammenstød mellem billedkunsten og teatret. Jeg dokumenterer ikke selv, for jeg kan godt lide, at det er noget, der ikke kan gentages. Hele ideen for mig er, at det kun sker de her få gange. Det er vigtigt, at værket får lov til at bevare sin mystik. Folk efterspørger også videoer af mine performances på instagram, men jeg kan godt lide det
hemmelighedsfulde, og jeg værner om, at man skal opleve det i stedet for at få det fortalt. Vi er blevet vant til at få det hele serveret på de sociale medier.”
Hvilke udfordringer oplever du i forhold til at arbejde med performance?
”På det faglige plan handler det om, at der stadig er stor uvidenhed og usikkerhed omkring performance, hvordan det vises, betales og så videre. Jeg savner, at museerne tager et større ansvar for at skabe en platform for performance. Det er som om, det er en tradition, der ikke rigtig har foldet sig ud herhjemme. Jeg oplever også, at nogen stadig sætter spørgsmålstegn ved, om det er kunst. Vi har heller ikke en professorskole for det på Kunstakademiet for eksempel. Da jeg skulle øve til mit afgangsprojekt, var der heller ikke plads til det, så der måtte jeg låne lokaler ude på Scenekunstskolen. Så det handler om at dyrke performance som kunstform helt fra bunden, allerede på Kunstakademiet, for der er et stort potentiale – også her i Danmark.”
Lina Hashim, f. 1978, uddannet i 2020 fra Det kgl. Danske Kunstakademi
Foto øverst: Who am I. Lina Hashim. Performance, 2023. Nikolaj Kunsthal. FOTO Mads Holm