Kunstnere bryder kunstverdenens tavshedskultur

04.12.20 | Nyheder

I begyndelsen af oktober igangsatte Billedkunstnernes Forbund (BKF) en indsamling af vidnesbyrd om sexisme i kunstlivet. Foreløbig har forbundet modtaget ca. 40 henvendelser om sexisme, krænkelser og overgreb i forbindelse med uddannelse eller arbejde i kunstlivet.

Her nedenfor bringer vi et redigeret udvalg af de nyeste vidnesbyrd, vi har modtaget. De er afgivet mod løfte om anonymitet. Nogle af dem er offentliggjort i decemberudgaven 2020 af Fagbladet Billedkunstneren, andre er kommet til efter redaktionens deadline. Vidnesbyrdene er forkortet og opdelt for læsbarhedens skyld.

Læs de første 15 vidnesbyrd om sexisme i kunstlivet her…

Vores indsamling af vidnesbyrd er stadig åben og vil fortsætte i den kommende tid. Læs om, hvordan du kontakter os her.

Alle fotos her på siden er fra udstillingen ‘Collected Memory’ af Mille Kalsmose, som kunne opleves tidligere i år i Politikens Forhal. Til udstillingen, som ikke har forbindelse med BKF’s indsamling af vidnesbyrd, skabte Mille Kalsmose en storskala installation i messing og hundredevis af sirligt foldede papirsider indfarvet i en dybrød farve, der ledte tankerne hen på et arkiv eller et bibliotek. Publikum inviteredes til at dele personlige historier, som blev arkiveret og formidlet via husets lysaviser på bl.a. Rådhuspladsen, Nørreport og Vesterport. Fotos: Thomas Andersen.

Mille Kalsmose | Collected Memory (2020).

#16, kvindelige kunstner:
Jeg er en ung kunstner i 20’erne, jeg har udstillet på en af de censurerede udstillinger. Havde haft et længere samarbejdsforløb med bestyrelsen, og på sidste aften af udstillingen er jeg alene med forretningsføreren. Han er 20 år ældre end jeg selv. Han ved, jeg har en partner. Da vi krammer farvel, holder han lige lidt længere end man burde og dufter så til mit hår og kysser mig i håret. Jeg bliver paf og tænker, det må være noget, jeg har bildt mig selv ind. Men da han følger mig til døren og siger farvel, sker det igen. Jeg konfronterer ham, og han bortforklarer med, at det var en ’faderlig’ ting.

#17, kvindelig kunstner:
Jeg bliver taget på låret og rørt ved upassende af min gallerist. Han er et elskværdigt og klogt menneske, der gør meget godt for min karriere, men han overskrider også mine grænser i det små, men ofte. Når det sker, trækker jeg mig hurtigt og tydeligt væk. Problemet er ikke så meget selve hånden på låret etc., men intentionen og det, at min tydelige fysiske afværgemanøvre, som burde afholde ham fra at fortsætte, ikke har effekt. Jeg ved, jeg skal tage mod til mig og konfrontere min gallerist og bede ham stoppe de uønskede tilnærmelser. Det kan desværre koste venskabet (og galleriet).

#18, kvindelig kunstner:
Da jeg gik på kunstakademiet i 2010’erne blev jeg kysset af min mandlige professor til en fest på akademiet. Han tog pludselig fat om mine skuldre og kyssede mig på munden. Jeg blev helt paf. Valgte at give ham et kram og danse videre og lade som ingenting. Jeg fik mærkelige blikke i tiden efter.

#19, kvindelig kunstner:
Som studerende fik jeg kontakt med en mandlig kunstner, der var gæstelærer. Han var utrolig imødekommende og hjælpsom, men på en gåtur vi var på, stoppede han op og kyssede mig. Jeg troede, vi havde et ven-mentoragtigt forhold til hinanden. I dag kan jeg se, at han romantiserede mig helt vildt. Jeg var 25, han var +40.

#20, kvindelig kunstner:
Jeg har mødt mange mænd der ikke kunne adskille mit arbejde med krop, og mit maleri fra min personlige krop. Har fået mange grænseoverskridende kommentarer om min krop, f.eks. at ’mine bryster godt nok er meget små, men flotte’.

#21, kvindelig kunstner:
Jeg har været udsat for en række seksuelle krænkelser gennem flere år fra en mandlig kollega på den billedskole, hvor jeg var ansat som underviser. De sidste tre år af min ansættelse var han min chef, og han endte med at fyre mig på et meget tvivlsomt grundlag. Jeg klagede over uretmæssig fyring, men sagen kom aldrig videre. Han spurgte mig gentagne gange, om jeg ikke skulle ’udleve min seksualitet fult ud og have flere elskere’, opførte sig altid ’flirtende’ overfor mig med kommentarer om min krop og min tiltrækningskraft. Han stillede sig ofte med armene på hver side af mig, enten bagfra, hvis jeg stod ved et bord, eller forfra, hvis jeg stod op ad en væg, så jeg var låst fast, mens han pressede sin krop ind mod mig og fortalte, at han havde lyst til mig.

Mille Kalsmose | Collected Memory (2020).

#22, kvindelig kunstner:
Jeg var for nogle år tilbage gæstelærer på en kunsthøjskole flere gange. Her havde en af de mandlige undervisere konsekvent seksuelle forhold til unge kvindelige kursister. Den pågældende underviser havde desuden altid en seksualiserende bemærkning klar til mig og andre kvindelige kollegaer.

#23, kvindelig kunstner:
I min studietid tog en professor, som jeg følte, at jeg havde et tæt venskabeligt forhold til, mig på røven, både før og imens jeg var højgravid. Det var ekstra ydmygende og krænkende, fordi vi i 2-3 år forinden havde en gensidig respektfuld og venskabelig relation.

#24, kvindelig kunstner:
Både som elev og som færdiguddannet i kunstlivet har jeg oplevet sexisme og krænkelser, bl.a. i form af utallige berøringer på bryster og baller, mange grove seksuelt relaterede kommentarer, direkte forespørgsler om sex, at blive omtalt i tredje person som et seksuelt objekt, selv om jeg selv stod foran de pågældende personer. Jeg har fået grænseoverskridende bemærkninger og er blevet udsat for uønskede berøringer fra både mandlige kuratorer, gallerister, kunstnerkollegaer og kunder. Jeg er blevet stalket af to mandlige kunder, der havde købt værker af mig. Begge forsøgte på forskellig vis at presse mig til sex, den ene måtte jeg til sidst vriste mig fysisk fri af, den anden opgav først, da jeg havde ignoreret ham i lang tid.

#25, kvindelig kunstner:
En fastansat mandlig underviser og en mandlig gæsteunderviser på det kunstakademi, jeg gik på, sørgede for, at jeg kom til at gå foran dem på gangen, hvorefter de kommenterede min røv og udvekslede betragtninger. De er begge kunstnere med internationale karrierer.

#26, kvindelig kunstner:
Under en middag på en studietur kommenterede min professor mit valg af drikkevarer: Han mente, det var ærgerligt, at jeg drak vin, fordi, som han pointerede, ”når kvinder drikker øl, så smager de ikke rigtig på det, men har i stedet evnen og er vant til at åbne svælget.”

#27, kunstner:
Jeg gik på en prestigefuld kunsthøjskole, hvor vi oplevede sexisme og grænseoverskridende adfærd fra flere undervisere, og også fra nogle af de mandlige elever. En underviser pressede ofte på for at især kvinderne på holdet skulle fortælle om deres seksuelle eller traumatiske oplevelser for at inddrage det i deres kunst. Flere undervisere og gæsteundervisere blev fulde til festerne og lagde an på elever, selvom der blev sagt tydeligt fra. Nogle af de mandlige elever kunne finde på at berøre andre på seksuelle måder, især til fester. Jeg oplevede selv seksuelt overgreb fra en anden elev.

#28, kvindelig kunstner:
Jeg er ung studerende på et udenlandsk akademi – der er kunstmesse i byen og en række store danske gallerister er i byen. En gruppe kunstnere og gallerister mødes på en bar, jeg kender en af de andre kunstnere. På et tidspunkt ophører offentlig transport og en gallerist jeg kender fra Danmark tilbyder, at jeg må overnatte på hans værelse. Der er ingen flirt imellem os, og jeg ser det som en praktisk løsning på problemet. Jeg oplever en venskabelig stemning, og jeg ved, at galleristen er godt gift og har børn, hvilket i mine øjne er en garanti for, at der ikke vil ske noget. Jeg siger derfor tak til hans tilbud. Jeg bygger en væg af dyner og puder mellem os i sengen og siger, at det her er min halvdel. Jeg giver mig til at sove, FULDT påklædt. Jeg vågner næste morgen ved at galleristen har hænderne nede i mine trusser, i et slags forsøg på at stimulere mig. Da det går op for mig hvad der sker, tager jeg hans hånd væk og siger nej. Jeg prøver at være sød og jovial – for jeg ved, at han har tabt ansigt, og at det vel bliver værst for mig selv herfra. Siden har han aldrig talt til mig, og jeg har aldrig – i de mange år der er gået – oplevet nogen faglig interesse fra hans ende af kunstverdenen. Jeg ville ønske, at jeg havde haft dømmekraft til at tage bussen hjem.

Mille Kalsmose | Collected Memory (2020).

#29, kvindelig kunstner:
Første år på grunduddannelsen på Kunstakademiet i København, i begyndelsen af 1990erne. Gennemgang af et værk jeg havde lavet sammen med to andre (kvindelige) medstuderende på holdet. Konklusion fra den lektor, der styrede gennemgangen “Hm. Ikke så dårligt, faktisk. I betragtning af, at I er kvinder”.

#30, kvindelig kunstner:
Da jeg gik på akademiet, stillede en gruppe kvindelige studerende sig op på det såkaldte ’malerloft’, fordi der var udluftning til, at man kunne male med oliemaling. Deres lærreder blev gentagende gange ødelagt og/eller overmalede om natten. Ofte med sexistisk tekst og tegn. Kvinderne fandt på noget andet, noget der ikke involverede oliemaling. Som medstuderende kunne jeg bare konstatere, at der i hvert fald ikke var grund til at male med olie, hvis man var kvinde. Ærgerligt, for jeg var egentlig ret nysgerrig i forhold til at skabe og blande pigmenter. Men allright, der er så meget andet man kan gøre, så det gjorde jeg bare. Fuck malerloftet.

#31, kvindelig kunstner:
Jeg er mange gange blevet rådet til ikke at få børn, hvis jeg vil have en karriere. Både af mentorer, undervisere, professorer og ældre kollegaer, og både af kvinder (som selv har fået det samme at vide, og måske derfor har mange af dem heller ikke børn) og af mænd (som selv har børn).

#32, kvindelig kunstner:
Jeg har ofte lyttet til mænd, og også enkelte kvinder, der til ferniseringer siger, at visse, navngivne kvindelige kunstnere kun er blevet succesfulde, fordi de er ’fuckable’, og ikke på grund af indholdet i deres arbejde. Som ung nyuddannet kunstner sagde jeg ikke fra overfor de udmeldinger, men blev i stedet meget usikker og nervøs, og vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg valgte bare at være tavs. I dag vil jeg reagere markant anderledes og sige fra over den form for sexistiske bemærkninger, ligegyldigt hvem det måtte komme fra.

#33, kvindelig kunstner:
Jeg har fået at vide på forskellige måder, at jeg bliver inviteret til ting, og at der er interesse for mit arbejde på grund af mit udseende. Og at jeg vil opleve, at interessen stopper, når jeg begynder at få rynker eller hvis jeg får børn. Jeg har også fået at vide at jeg bør finde sammen med en rig samler eller en indflydelsesrig gallerist, hvis jeg vil blive til noget i kunstverdenen. Mange har sagt til mig, at de vigtige skridt i ens karriere sker på en bar kl. 3 om natten, og at jeg derfor bør være mindre kedelig.

#34, kvindelig kunstner
Jeg havde en underviser, der altid talte nedladende om min daværende kæreste og kaldte alle kvinder på skolen for ’høns’ og ’fnidder-tanter’. Han sagde til mig, at de andre kvinder på skolen ikke kunne lide mig, fordi de var misundelige på mig, fordi jeg var den pæneste. Det gjorde mig vildt usikker og jeg fik et underligt forhold til ham, hvor jeg følte, at jeg skulle leve op til hans forestillinger om mig. Jeg var bange for, hvad der ville ske, hvis jeg sagde ham imod eller gjorde ham opmærksom på, at han var upassende.

#35, kvindelig kunstner:
For et par år siden blev jeg optaget på et anerkendt galleri i en større dansk by. Jeg fik en kurator, som skulle varetage mig og mine interesser i galleriet. Ret hurtigt kom han med hentydninger og antydninger om, at han gerne ville mere end at samarbejde professionelt, han var ’betaget’ og ville gerne kysse og sidde tæt osv. Det blev meget intenst og en daglig rutine at håndtere ham. Jeg gjorde ham høfligt klart, at jeg ikke var interesseret. Samtidig var det en presset situation, for det lå i kortene, at hvis jeg sagde tydeligt eller surt fra og satte stop for at få mine grænser overskredet dagligt, ville jeg ikke have en fremtid på galleriet. Til sidst måtte jeg sætte en endelig og hård grænse for at undgå at blive befamlet. Det skete til en julefrokost, hvor det blev forventet, at jeg gik med ham hjem, selv om jeg ikke havde lyst. Morgenen efter overdængede han mig med vrede tekstbeskeder, fyldt med alverdens beskyldninger. Han hængte mig også efterfølgende ud på Facebook. Jeg blev frosset ud af galleriet, som en ’besværlig kvinde’.

Mille Kalsmose | Collected Memory (2020).

#36, kvindelig kunstner:
En gallerist fra den mondæne del af gallerimiljøet i København opsøgte mig jævnligt i mit atelier i en årrække. Han lagde ofte op til, at jeg kunne ’knalde’ mig vej til noget hjælp i kunstverdenen. Han skrev mange beskeder til mig om sex, kroppe, kys og lyster osv. Og underforstået var det ikke ’lovligt’ for mig at sætte hårde grænser, for så ville han bruge sin magt til at udelukke mig fra kunstverdenen. Jeg følte, jeg skulle holde en balance hele tiden og finde mig i mikro-overskridelser. På et tidspunkt skulle han have en stand på en kunstmesse i USA. Han tilbød mig at vise billeder af nogle af mine værker til amerikanske gallerister, og prøve at oprette kontakt for mig. Jeg var meget spændt, da jeg så ham igen, og spurgte, om nogen havde været interesseret. Han sagde, der var flere, der havde vist interesse, og at han havde en liste med emailadresser til mig. Men hvis jeg ville have listen, skulle jeg ’give noget’. Jeg vil ikke skrive hans navn her, for jeg er bange for den vrede, jeg kan få mod mig.

#37, kvindelig kunstner:
Jeg har valgt at droppe ud af ’mainstream’ kunstverdenen og i stedet etablere mit eget lille galleri, fordi det er nemmere end at deale med sexismen.  Jeg har ofte skulle høre på nedladende ting om mit køn, f.eks. at kvindelige kunstnere ikke har lige så meget drive som mandlige, eller at de laver ’kvindekunst’, som underforstået ikke er lige så sejt og ægte som den kunst, mænd laver. Flere gange har jeg prøvet at netværke med mandlige kunstnere, som tror, det er invitation til at score. Alt i alt har det været besværligt og nogle gange umuligt for mig at navigere i. Jeg kan desværre godt forstå, hvis mange kvindelige kunstnere dropper ud, fordi det hele er for meget.

#38, kvindelig kunstner:
Jeg vil gerne tilbagevise enhver forestilling om, at sexisme i kunstverdenen kun kan tilskrives enkelte brodne kar – der er mange brodne kar, og på Kunstakademiet har de haft frit spil i alles åsyn, inklusive de ledelser, der skulle beskytte os som studerende. I takt med at jeg er blevet ældre og har fået højere status på scenen, er chikanen aftaget, og jeg føler, at der nu er en anderledes respekt om min person og mit kunstnerskab, end da jeg var yngre (og stereotypt kønnere).

#39, kvindelig kunstner:
I starten af min uddannelsestid blev jeg tilknyttet en underviser, om hvem rygterne sagde, at han havde mindst en pige, som han gik i seng med pr. årgang. Han forstod effektivt at iscenesætte sig selv som gatekeeper til kunstverdenen med overlagt forskelsbehandling til følge: nogle studerende ville han promovere over for sine gallerikontakter; andre ville han fotografere i enrum – begge grupper havde svært ved at sige fra, fordi de på den ene eller anden måde følte sig udvalgt.

Mig gik han derimod tilsyneladende efter at knække eller ydmyge. Først i forbindelse med opstartssamtale på tomandshånd, hvor han gjorde det klart, at han ikke respekterede mig som kunstner og bl.a. udtalte, at jeg var blevet optaget imod hans vilje. Siden i forbindelse med en obligatorisk gennemgang, der foregik som et bararrangement cirka en måned efter opstart. Der blev drukket tæt, og jeg var den sidste i en række af fire-fem studerende, som skulle præsentere. De andre fik ret hårde skudsmål, og jeg krympede mig ved at skulle på. Han lod sin kritik hagle ned over mig: en diskvalificerende kritik baseret på mavefornemmelser og domsfældelse. Og han fik opildnet flere af mine medstuderende til at melde sig i koret – nok fordi de ved at deltage i nedsablingen kunne trække sig fra hans skudlinje. Dog kom én underviser mig til undsætning med et forsøg på en konstruktiv diskussion af valg og metode, men det kunne slet ikke slå rod i den lynch-agtige stemning, der var oparbejdet, og jeg forlod seancen ydmyget og skamfuld.

En måneds tid efter kom underviseren mig dog pludselig i møde og undskyldte sin adfærd den pågældende aften med, at han havde været fuld. Han tilføjede, at jeg bare skulle holde mig til ham, ’så skulle han nok gøre mig til en god kunstner.’ Dagen efter var der julefest. Her udtalte han, at han nok var klar over, hvor vigtig vores samtale og hans undskyldning havde været for mig, men at han ’kun havde tænkt på, hvor smukke øjne jeg har.’ Da jeg afviste hans tilnærmelser, intensiverede han efterfølgende sin chikane. Dette endte med at kile sig ned mellem mig og mine medstuderende, der i tiltagende grad vægrede sig for at blive associeret med mig. Jeg blev dermed isoleret fra resten af gruppen, og da en medstuderende på et tidspunkt forsøgte at italesætte den giftige kultur, og jeg bakkede hende op, lukkede han mig prompte ned: ‘det er noget særligt med dig! — det angår ikke de andre.’

Selvom ledelsen kendte til hans adfærd, var der ingen strukturer, der opfangede eller stoppede hans systematiske og seksualiserede mobning af mig og andre studerende. Det var svært at få ro til at udvikle sig fagligt og beskæftige sig med kunst, fordi man hele tiden blev tvunget til at forholde sig til sit køn og de signaler, han mente, man sendte. Over for mig opførte han sig som en forsmået bejler og underkendte konsekvent den magt, han som min underviser havde over mig. Da hans ansættelse udløb, blev han fejret med afskedstaler og hyret til at lave en offentlig udsmykning i vores undervisningsbygninger. Det var utroligt demoraliserende for os kvindelige studerende at se, hvordan han blev hædret.

På grund af oplevelsen var jeg efterfølgende bange for at opsøge mandlige lektorer, professorer og laboratorieledere af angst for, at de skulle forsøge noget lignende. Dette efterlader mig med et indtryk af, at jeg på grund af mit køn ikke har haft samme uddannelsesmuligheder som mine mandlige medstuderende, der har haft adgang til laboratorier og kundskab uden at skulle se sig over skulderen. Jeg ville ikke have nogen undervisers pik – jeg ville lære; jeg ville lave kunst.

Mille Kalsmose | Collected Memory (2020).

#40, kvindelig kunstner:
Som ung i 1980erne arbejdede jeg i en kunstinstitution, hvor jeg bl.a. skulle hjælpe kunstnere med at installere deres værker. Tonen blandt kunstnerne – kvinder og mænd – var generelt sexistisk, grov og grænseoverskridende. Ved gruppeudstillinger styrede mændene slagets gang med hård hånd og krænkende og nedladende sprogbrug over for kvinderne. Der opstod under disse pladsforhandlinger mellem kolleger enorme frustrationer, der blev skreget og grædt. Efterfølgende blev der drukket meget alkohol ved de såkaldte pressefrokoster, og i takt med at snapsene gjorde deres virkning, fik alle følelser frit spil. Det var almindeligt at udpege kvinder og shame dem for at have ’kneppet sig til’ det ene og det andet. Selv blev jeg udsat for grænseoverskridende adfærd fra kunstnere både fysisk og verbalt – de mænd der gjorde dette, var altid betydeligt ældre end jeg, og de havde en udpræget tilbøjelighed til at seksualisere samarbejdssituationer og overfokusere på min krop og min ungdom. De var konstant intimiderende og lumre. Hvis jeg viste tegn på misbilligelse faldt hammeren prompte og stemningen vendte på et splitsekund fra idealisering og attrå til devaluering og foragt.

#41, kvindelig kunstner:
En ældre professionel kunstner, som var min mentor, voldtog mig en formiddag i sit atelier på husets første sal. Han overrumplede mig fuldstændig og af skræk for at alarmere hans kone, der var i færd med at lave frokost til os nedenunder i husets køkken, råbte jeg ikke op eller gjorde modstand. Der blev ikke udvekslet et eneste ord, hverken før eller efter. Jeg var 24 år. Jeg plagede længe mig selv med skyldfølelser over at have været årsag til denne misforståelse. Umiddelbart efter hændelsen afbrød jeg al kontakt med ham.

#42, kvindelig kunstner:
På kunstakademiet i 1990erne herskede et usundt spændingsforhold mellem de unge kvindelige elever og deres ældre mandlige undervisere. Mange af de mandlige undervisere havde en adfærd, der på en gang var ‘for tæt på’ og samtidig var let at benægte, hvis eleven sagde fra. Seksuel opportunisme og seksualiserende kommentarer var udbredte. Nogle af de mandlige undervisere havde en udtalt foragt for kvindelige kolleger, særligt overfor yngre kvindelige kunstnere, der klarede sig godt. Der var nærmest konsensus blandt disse mandlige undervisere om, at man som kvindelig kunst-elev bare kunne bruge sin krop i sin praksis, så skulle det nok give pote. De lagde pres på kvindelige studerende for, at vi skulle gøre det.

#43, mandlig kunstner:
I min akademitid i 1990erne oplevede jeg, hvordan omtrent samtlige mandlige lærere havde en eller anden form for kæresteri og seksuel omgang med de kvindelige elever, både på studieture og til fester. En enkelt, dyrkede det voldsomt og var også en meget dygtig kunstner. Dengang oplevede jeg det ikke som grænseoverskridende, men som et udtryk for seksuel frihed – at det åbenbart var sådan det foregik i kunstverdenen!

Mille Kalsmose | Collected Memory (2020).

#44, kvindelig kunstner:
I 1980erne var jeg elevrepræsentant i bestyrelsen på det kunstakademi, jeg gik på, og deltog i den årlige statusmiddag. I løbet af aftenen, hvor der var indtaget en del alkohol, tog lederen/min underviser mig med ind på afdelingen for at kigge på mine grafiske tryk. Han udtrykte stor begejstring og sagde, at han ville anbefale mig til Danske Grafikere. For mig, som ung studerende, var det stort. Jeg blev utrolig glad og stolt, da jeg vidste, at det kunne bane vejen for mig rent kunstnerisk at få det kæmpe skulderklap at blive medlem der. Senere på aftenen stod vi igen og snakkede, og der drejede han samtalen ind på afdelingens kommende studietur. Her blev der uden omsvøb foreslået, at det kunne være dejligt, hvis han og jeg kunne “hygge os” der. Jeg afslog forbløffet. Jeg havde i min ungdommelige naivitet ikke forestillet mig sådan noget. Min underviser, som jeg på det tidspunkt nærede stor beundring for, var 20 år ældre mig, og jeg så ham som en mentor og ikke som kommende sexpartner. Desuden var han gift.

Den efterfølgende uge var der billede gennemgang på afdelingen. Og her blev jeg og mine grafiske tryk kritiseret sønder og sammen foran mine medstuderende. Det, der pågældende aften havde været fint og udtryksfuld, var nu grumset og urent. Og jeg fik at vide, at jeg ikke var parat til at blive optaget i Danske Grafikere – det var for tidligt.

Det slog mig fuldstændig ud og ødelagde det sidste år på akademiet for mig. Den mand, som jeg havde beundret og set op til som min mentor, vendte sig imod mig og ignorerede mig resten af min studietid. Jeg fandt senere ud af, at jeg ikke var den første studerende, han havde forsøgt sig med eller helt konkret “hyggede sig” med. Han fandt en anden ung studerende, som han “hyggede sig” med efterfølgende.”

#45, kvindelig kunstner:
Da jeg gik på en af de forberedende skoler til kunstakademierne, havde vi en daglig leder, som stort set var selve skolen. Han stod for undervisningen bortset fra kortere perioder, hvor han hyrede skiftende gæstelærere ind på ugebasis. Han havde sine yndlingselever, og dem han ikke synes om. Han forelskede sig i en af pigerne på min årgang, som han ringede til privat efter skoletid. Hun syntes, det var dybt ubehageligt, og jeg mindes, at vi andre bare holdt os langt væk, for at undgå at falde i unåde hos ham.

#46, kvindelig kunster:
Da jeg i 00erne begyndte på kunstakademiet, var der en underviser, som var alkoholiker og drak tæt i arbejdstiden. Hans undervisning var et sammenkog af druk- og machokultur. Der skulle drikkes guldøl til ateliersamtalerne og under kritikklasse. Han skabte en boys club blandt sine elever, som var dem, der kunne holde til længst ud på natten på byens værtshuse, for det var efter sigende der, “man fik udstillingsaftaler med galleristerne”. Han splittede de studerende og spillede dem ud mod hinanden ved at diskriminere mellem “malerne” og “de andre”, samt malereliten og de andre malere. Den macho-agtige, splittende og kompetitive tone prægede det sociale samvær på vores årgang. Han var udtalt racist, homofob og gik i seng med de kvindelige studerende, hvilket alle vidste. Jeg mindes, at mindst to kvindelige studerende havde et seksuelt forhold til ham. Engang inviterede han en homoseksuel kunstner ind til at lave en artist talk for os, bare for at latterliggøre hans identitetsbaserede kunstpraksis og ydmyge ham med homofobiske nedgørelser. Da en studerende forsøgte at problematisere det på den næste afdelingsforsamling, ved at holde en tale foran afdelingsleder, afdelingens lektorer og studerende, blev hun bare latterliggjort. Til ferniseringen på årets rundgang stod jeg sammen med samme studerende, den famøse underviser samt afdelingslederen og snakkede, da underviseren pludselig tog den studerende på brysterne. Hun reagerede ved at give ham en lussing og afdelingslederen grinede bare fjoget over den akavede situation. Samme underviser inviterede mange kvindelige studerende ind i hans atelier for at male “deres hår”. På et tidspunkt var det blevet min tur. Han blev ved med at spørge mig, om ikke han måtte male mit hår og jeg turde ikke sige nej, men gjorde alt for at undgå at være i enerum med ham. Det er ikke mit indtryk, at der nogensinde blev oprettet nogen personalesag mod ham, eller at hans adfærd fik konsekvenser i form af tiltag fra kunstakademiets side. Til gengæld fik han en stor udsmykningsopgave på skolen, da han gik af.

#47, kvindelig kunstner:
Jeg er ansat på Kunstakademiet, hvor en underviser har haft en personalesag for blandt andet at have haft seksuelle relationer til en – måske to – kvindelige studerende. Han nægter sig skyldig – ikke fordi han ikke har gjort det, argumenterer han, men fordi der ikke var noget forkert i at gøre det, da der ikke har været klare regler på området før efter denne sag. Jeg oplever, at MeToo-bølgen har gjort, at seksuelle krænkelser nu bliver rapporteret og forsøgt taget hånd om, men samtidig er der stærke konservative kræfter på spil, hvor akademiets studerende bliver hængt ud i landsdækkende medier for at være krænkelsesparate. Artiklerne latterliggør den nyetablerede whistleblower-ordning og håner den identitetspolitik, der ellers ville gøre det muligt at etablere en fælles forståelse for diskrimination baseret på køn, seksualitet, klasse, kultur og hudfarve. Den udskamning, der sker ved at håne tiltagene efter MeToo-sagerne og endda offentliggøre de studerendes interne diskussioner om emnet i klasselokalet, gør det svært både for studerende og for os i fakultet på akademiet at tale om den diskrimination, der foregår.

HAR DU BRUG FOR RÅDGIVNING?
Henvend dig til BKF’s jurist, hvis du har brug for hjælp i en sag om sexisme i kunstlivet. Han kan vurdere, om en sag kan føres juridisk eller henvise dig til anden relevant rådgivning.