Læs om flugt, national identitet, det kunstneriske arkiv og NFT i Billedkunstneren #3 2022.
Den 17. september åbner udstillingen ’Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien’ på Statens Museum for Kunst. Alle deltagende kunstnere har erfaring med krig, flugt og livet mellem flere kulturer samtidig med, at de er toneangivende profiler på samtidskunstscenen herhjemme. Billedkunstneren har talt med kurator Tijana Mišković og billedkunstnerne Vladimir Tomić og Ana Pavlović.
Vi har også talt med programleder Majken Overgaard fra Catch – Center for kunst, design og teknologi og billedkunstner Ida Kvetny om NFT, som de seneste år har vakt stor opmærksomhed på kunstmarkedet og skabt økonomiske gevinster, der trækker lige så store overskrifter i finansaviser som i kunstverdenens nyhedsstrøm. Men hvad er NFT egentlig, når man forsøger at se bagom hype og astronomiske salgssummer? Lektor Søren Bro Pold fra Aarhus Universitet har skrevet dette nummers Kommentar om samme emne.
Og endelig har vi talt med kuratorerne Stine Hebert og Johanne Løgstrup, der mener, at billedkunstneren ikke bør overlade beslutningerne om sit kunstneriske arkiv til institutionerne, kuratoren, kunsthistorien eller den efterladte familie, men selv må tage ejerskab – jo før, jo bedre. Elle-Mie Ejdrup Hansen og Anita Jørgensen fortæller om, hvordan de hver især håndterer deres arkiv.
Redaktør: Steen Bruun Jensen.
Design og layout: Laura Silke og Mai Boline Bjerre.
Tekstbidrag fra Miriam Katz og Louise Steiwer.
På forsiden: Ida Kvetny, Still fra XR-filmen Swan, 2022