Ny viden om samarbejdet mellem billedskoler og folkeskoler

20.06.16 | Nyheder

Inspirerende projekter, engagerede børn og faglig udvikling for alle parter – det er ofte udbyttet, når billedskoler og folkeskoler finder sammen om billedkunsten.

Der er mange gode grunde til at styrke samarbejdet, og nu har Kompetencecenter for Børn, Unge og Billedkunst kortlagt de gode erfaringer og formuleret en række anbefalinger til, hvordan samarbejdet kan fremmes.

Det sker i publikationen BÅDE-OG – om samarbejde mellem billedskoler og folkeskoler. Rapporten bygger på projektet ‘Samarbejde mellem billedskoler og folkeskoler – kortlægning, dokumentation og modelbeskrivelser’, som afdækker en række modeller for, hvordan samarbejdet kan gribes an, med den åbne skole som ny medspiller.

Praksis og refleksioner

Modellerne i publikationen er konkrete eksempler på samarbejds- og organiseringsformer, der bygger oven på gode lokale undervisningsforløb i tolv af landets kommuner.

Ideen er, at modellerne skal kunne inspirere andre kommuner, skoler og billedskoler, der kan spejle sig geografisk, organisatorisk eller mentalt i dem, til at prøve noget lignende.

For at få et blik udefra på den sammenhæng, samarbejdet mellem billedskoler og folkeskoler skal indgå i, indledes publikationen med en række debatskabende tekster og interviews om billedkunstens betydning og potentiale for børn og unge.

Dermed henvender publikationen sig til en bred målgruppe med interesse for området, og den dokumenterer, at der også her er god grund til at samarbejde om billedkunsten!

Publikationen kan læses på Kompetencecenter for børn, unge og billedkunsts hjemmeside, gå direkte til webversion af rapporten, klik her…

Den kan også rekvireres i ‘papirudgave’ på info@bornkunstogbilleder.dk.

BÅDE-OG – om samarbejde mellem billedskoler og folkeskoler

Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst // Tine Engel Mogensen, 2016

Baggrund

Projektet ‘Samarbejde mellem billedskoler og folkeskoler – kortlægning, dokumentation og modelbeskrivelser’ blev søsat som modelprojekt af Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst og opprioriteret som fokusområde i kølvandet på skolereformen og lanceringen af den åbne skole i 2014. Det er bl.a. støttet af Undervisningsministeriet.

Kompetencecentret har som hovedopgave at samle og synliggøre hele den visuelle fødekæde for at skabe gode muligheder og rammer for arbejdet med børn, unge og billedkunst. Som et led heri har det været af stor interesse at få kortlagt eksisterende samarbejder mellem folkeskoler og billedskoler og belyse samarbejdets aktuelle tilstand, udfordringer og udviklingsmuligheder i kølvandet på skolereformen og åben skole.