Open Call: dekoration af BKF’s nye bil

26.06.24 | Open Call

BKF har fået en ny bil! For at den kan skille sig ud blandt mængden og skabe noget opmærksomhed på forbundet og dets medlemmer, udsender vi et open call til dekoration af bilen.  

Er du interesseret i at sætte dit præg på den sorte Ford Transit Custom, kan du sende din interessetilkendegivelse til os. Læs hvad den skal indeholde nedenfor. 

Rammerne for dekoration af bilen  

Bilen vil blive dekoreret med folie og værket skal derfor kunne overføres til dette format. Bilen er sort, og derfor skal den sorte farve tænkes som baggrund for værket (se billeder for referencer). Som del af folieringen, skal BKF’s logo fremgå samt teskten “Billedkunstnernes Forbund”. Hvordan du vil inkorporere logo og navn, er op til dig. 

Vores nye bil er fortsat modellen Ford Transit Custom med højt tag. Bilens mål kan ses på billedet nedenfor (klik på billedet, for at se det i stort format).  

Om opgaven & ansøgningen 

Virksomheden, som vil udføre folieringen, har grafikere ansat, der laver den endelige tilpasning af værket til bilen.  

I første omgang søger vi interessetilkendegivelser.  

Interessetilkendegivelsen skal indeholde: 

  • 3 billeder af relevante kunstprojekter 
  • CV på maks. 1 A4-side  

Interessetilkendegivelsen sendes i ét samlet pdf-dokument til bkf@bkf.dk.  

Deadline for interessetilkendegivelse er 1. september 2024 kl. 23.59. 

Det videre forløb 

3-5 ansøgere, vil blive udvalgt til at lave et idéoplæg/pitch. Af disse vil én kunstner blive udvalgt til udførelse af et skitseforslag og det endelige værk.

Idéoplægget skal indeholde:

  • Kort beskrivelse af den kunstneriske idé og intention (tekst). Maximum 1 side (2400 tegn inkl. mellemrum).
  • Visuel beskrivelse af forslaget (for eksempel tegninger, visualiseringer, model) 1-2 sider.

Honorering 

De 3-5 kunstnere, der udvælges til udførelse af idéoplæg honoreres med 5.000 kr.

Kunstneren, der får den endelige opgave, honoreres med 25.000 kr.

Jury 

Juryen vil være et underudvalg af bestyrelsen.

Procesplan

1. september kl. 23.59: Deadline for interessetilkendegivelse

2. september: Ansøgere, der udvælges til udførelse af idéoplæg, kan forvente svar.

16.-29. september: Fremsendelse af ideoplæg for de 3-5 udvalgte kunstnere. Deadline 29. september kl. 23.59

14. oktober: Alle ansøgere, der har indsendt en interessetilkendegivelse, kan forvente svar.

15. oktober: Svar på skitseforslag og endelige valg af kunstner

16. november: Deadline for færdiggørelse af værk

November: Godkendelse og udførelse af foliering

 

Foto: Pcar Market (fotoet viser ikke BKF-bilen men samme model og farve).