Open Call: Kunst i vejkantsbyer: Gislev

18.03.24 | Open Call

Faaborg-Midtfyn Kommune og landsbyen Horne inviterer billedkunstnere til at indsende en ide til et værk i det offentlige rum i Gislev. Invitationen faciliteres af forvaltningerne Kultur og Plan, Faaborg Midtfyn Kommune.

Vær opmærksom på, at det samlede rute 8 projekt pt. har to open-calls til kunstprojekter; Ét i Gislev og ét i Horne.

Ansøgningsfrist: 23. maj 2024 kl. 23.59.

VISION:

Med afsæt i visionen for områdefornyelsen og de lokales opmærksomhedspunkter ønskes det at de indkomne ansøgninger forholder sig til mindst ét af nedenstående visionspunkter og f.eks. bidrager til at:

  • Indfange og vise lokale kvaliteter og særegenhed. Værket kan være ’visitkort’ for alt det gode som ligger bagved rute 8; Landsbykultur, bygningsarv og skøn natur.
  • Gøre naturen mere nærværende på strækningen og forbedre forbindelser til rekreative oplevelser. Der kan f.eks. arbejdes landskabeligt eller med naturlige materialer. ”Værket skal passe til stedet og må ikke blive for ’hårdt’, urbant og larmende med lyd og lys.” – Udsagn fra borgere
  • Forskønne og skabe identitet på steder som er ‘anonyme’ eller skæmmer bybilledet i dag.
  • Skabe mødesteder og sætte byerne på landkortet – være noget man rejser for eller en ekstra oplevelse når man bevæger sig på strækningen. ”Værket må gerne kunne mere – være ’funktionelt’. Eksempelvis skabe siddepladser, læ, indramme landskabet eller lægge op til leg.” – Udsagn fra borgere
  • Formidle en fortælling om byerne.

PLACERING OG BEGRÆNSNINGER IFT. STATSVEJEN:

Sammen med kunstneren/det kunstfaglige team og lokale borgere findes en passende lokal placering, men vær opmærksom på at værket skal placeres på strækningen rute 8, indenfor områdefornyelsesafgrænsningen. Værket må godt placeres på private matrikler. Forvaltningen understøtter denne proces og bistår med aftaler, rammer og diverse tilladelser. Man er dog velkommen til at have gjort sig nogle tanker om placering i ansøgningen.

Se områdefornyelsesafgrænsningen i beskrivelsen af byen.

Open Call – Beskrivelse af Gislev

Da vejdirektoratet er vejmyndighed på Rute 8 skal de vurdere, om værket ift. dets udformning og placering er hensigtsmæssig i forhold til trafiksikkerhed (påkørsel og distraktion), fremkommelighed, erhvervslivets transporter samt drift- og vedligehold. Afhængig af værkets placering og udformning skal skitseforslag (udarbejdet i efteråret 2024) sendes til godkendelse hos Vejdirektoratet.

HVEM KAN ANSØGE:

Professionelle billedkunstnere kan ansøge, enten som selvstændige eller som kunstgruppe. Ansøger skal kunne levere høj kunstnerisk kvalitet, som vurderes ud fra form og indhold, og at ansøger har et blik/forståelse for den lokale forankring.

Vi lægger vægt på:

  • At processen imødekommer landsbyens borgere og deres kendskab og viden om lokaliteten. Borgerinddragelsen skal afstemmes kunstnerens praksis og værk, således at dette bliver et supplement og en hjælp til forløbet.
  • At processen og kunstværket har en lokal forankring og indtænker det lokale. Det kan være historier, bygninger, lokale helte, byens identitet eller lignende.
  • At det klimamæssige aftryk er overvejet ifm. værkets realisering, installering og efterfølgende vedligehold og drift.
  • At kunstværket bidrager til det lokale byrum, og kan skabe stolthed blandt byens borgere, og tiltrække nysgerrige besøgende.

Alle interesserede professionelle billedkunstnere/kunstgrupper opfordres til at ansøge og vi ser gerne en mangfoldighed af kunstformer og billedkunstnere.

 

SÅDAN ANSØGER DU/I:

Send ide til kunstværk, visuelt materiale og CV i én samlet pdf (må maksimalt fylde 5 MB)

Sendes navngivet med: ansøger(e)s navn(e), titel og bynavn

Ansøgningen skal sendes til projektleder Ida Bjallerbæk Guevara Pedersen via vejkant@fmk.dk

Emnefeltet skal mærkes ’Ansøgning kunst rute 8, Gislev’

Vi kvitterer for modtagelsen af materialet, og alle ansøgere kan forvente svar senest 3 uger efter ansøgningsfrist.

Ansøgningen skal indeholde nedenstående punkter og sendes som en samlet pdf-fil:

  • Max 1 A4-side som pdf, der beskriver din/jeres idé, og hvad det er for et projekt du/I gerne vil skabe til landsbyen, herunder hvordan projektets forholder sig til konteksten.
  • Max ½ A4-side med beskrivelse af, hvordan du/I rent praktisk vil realisere ideen.
  • Et estimeret budget for produktion, installation, vedligehold og drift. Der er samlet afsat 500.000 kr. i programmet for områdefornyelse til kunst på strækningen. Beløbet er fordelt med 100.000 kr. til hver af de fire byer. Dette beløb indgår som kommunal medfinansiering når der ansøges om yderligere fondsmidler til projektet.
  • Kontaktoplysninger med navn, adresse, tlf., e-mail og evt. hjemmeside og kort CV (max 1 side)
  • Kunstnerens CV skal være angivet med navnet på uddannelsessted og årstal.
  • Evt. referencer og links til egne relevante værker (max 2 sider)

Bemærk at den samlede pdf-fil max må fylde 5 A4-sider alt inkl. og med en maksimal filstørrelse på 5 MB.

PROCES FRA 2024-2026:
kvartal 2024:
Umiddelbart efter fristen udvælges to billedkunstnere/kunstgrupper af udvalgte lokale borgere i samråd med Faaborg-Midtfyn Kommunes Billedkunstråd og projektdeltagere fra forvaltningen. Den kommunale forvaltning ansøger Statens Kunstfond om supplerende midler til at få udarbejdet et mere gennemarbejdet skitseforslag med puljen Kunst i det offentlige rum: Skitse til kunstopgave med frist den 20. juni 2024. Der er ca. 8-10 ugers svarfrist.
kvartal 2024:
De to udvalgte billedkunstnere/kunstgrupper modtager honorar kr. 50.000, – for at kvalificere deres skitseforslag. Ved opstart af skitseprocessen afholdes meet ’n’ greet i Horne. Skitseforslaget skal efterfølgende fremlægges for lokale borgere, udvalgte fra billedkunstrådet og projektdeltagere fra forvaltningen. Afhængig af værkets placering sendes skitseforslagene evt. til vurdering og godkendelse hos Vejdirektoratet.
kvartal 2024:
Efter fremlæggelse udvælges det endelige kunstprojekt. Herefter igangsættes ansøgning om eksterne midler til realisering af værk. Der er afsat kommunal medfinansiering på 100.000 kr. fra områdefornyelsesprogrammet til realisering af projektet. Fondsarbejdet håndteres af projektgruppen og den kommunale forvaltning.

Vi forventer igangsættelse af værkprocessen fra 2. kvartal 2025.
Installering og afsløring af værk skal ske inden udgangen af 2026.

 

Læs mere her