Expired: Open call: messehagel til Godthaabskirken

04.01.23 | Open Call

Der er nu åbnet for forslag til ny violet messehagel til Godthaabskirken på Frederiksberg.

Deadline er den 20. marts 2023.

Vi inviterer visuelle kunstnere, vævere, designere samt andre med passion for beklædning.

 

Hvem er vi

Godthaabskirkens menighedsråd har besluttet at anskaffe en ny violet messehagel til kirken, og til at arbejde med den opgave er der nedsat en arbejdsgruppe bestående af medarbejdere ved kirken og medlemmer af menighedsrådet. Menighedsrådet udbyder dette Open Call.

Med dette Open Call inviterer vi til seriøse bud på design, materialer og evt. udsmykning inden for de beskrevne rammer.

 

Om Godthaabskirken

Godthaabskirken er en folkekirke på Frederiksberg, den er bygget i 1911. Du kan læse mere om kirken HER.

Se billeder af Godthaabskirkens kirkerum HER.

Godthaabskirken er åben for besøgende tirsdag – fredag kl. 10-13, dog lukket under begravelser. Vi opfordrer til at kirkerummet besøges.

Gudstjenester mm. fremgår af kirkens kalender på kirkens hjemmeside HER.

 

Om messehagler

  • En messehagel er et klædestykke i form af en kappe eller en overklædning, som præsten bærer over sin præstekjole under dele af gudstjenesten f.eks. under altergangen. Læs gerne mere HER.

 

Vores forventninger og krav til en ny messehagel 

  • Messehaglen skal have sit afsæt i kirkeårets advents- og fastetid, derfor skal den farvemæssigt ligge i den violette farveskala.  Se mere om de liturgiske farver HER.
  • Inspiration til advents- og fastetiden kan findes HER.
  • Eventuelle motiver og symbolik skal referere til advents- og fastetiden, gerne i en nyfortolkning.
  • Den skal designes med udgangspunkt i Godthaabskirkens rum, så den indgår som en visuel del af kirkerummet.

 

Desuden skal der rent praktisk tages højde for

  • En messehagel er arbejdstøj, der skal passe ind i kirkerummet, samtidig med at det er en del af liturgien og stemningen i kirkerummet.
  • Messehaglen er yderste lag. Under en messehagel er der både en messeskjorte, præstekjole og præstens eget tøj. Derfor må messehaglen hverken være for varm (kompakt) eller for tung.
  • Der stilles særlige krav til stoffets holdbarhed, da en messehagel forventes at kunne holde i 20 – 40 år.
  • Det skal være muligt at rense messehaglen.
  • Det er et basiskrav, at halsåbningen er lige afskåret bagpå, da messehaglen ligger oven på præstekjolen og messeskjorten, ligeledes skal halshullet passe til at kunne ligge under pibekraven.
  • En messehagel skal være nem at tage af og på.
  • Det skal indtænkes, at messehaglen skal kunne passe til præster af forskellig størrelse. Traditionelt er en messehagel 110-115 cm i både bredde og højde. Hvis en messehagel bliver for bred, har den sværere ved at passe alle. Hvis du er i tvivl, foreslår vi, at du kontakter formanden for arbejdsgruppen Anette Bekker Kjærgård: abkfrb@live.dk
  • Overvejelser over materialevalg og design bedes fremgå af forslaget.

 

Procesplan for dette Open Call

  • Tidsfrist for aflevering af forslag i form af et pitch/en skitse er den 20. marts 2023.
  • Udvalget vil derefter behandle de indkomne forslag og forventer at udvælge 2-3 af forslagene; se næste afsnit.
  • Vi forventer at have behandlet de indkomne forslag den 20. april 2023.
  • Vi er ikke forpligtede til at udvælge nogle af forslagene, hvis vi finder, at de ikke opfylder vores ønsker.
  • De 2 – 3 forslagsstillere, hvis forslag går videre i processen, vil modtage et honorar på 15.000 kroner hver for det videre arbejde. Den forslagsstiller, der vinder, vil få udbetalt honoraret som en del af det endelige honorar.
  • Vi har en budgetramme på op til 100.000 kroner til det vindende forslag til fuld og hel aflønning af kunstner, dækning af udgifter til materialer og eventuelle andre, der inddrages i design og fremstilling af messehagelen.
  • Forslagsstillere, hvis forslag ikke går videre i processen, modtager afslag uden yderligere begrundelse og modtager ikke honorar.
  • Det forventes, at forslagsstillerne sender et relevant og kort CV.
  • En evt. Power Point med præsentation af forslaget bør ikke indeholde mere end 10 slides.
  • Vi foretrækker at modtage forslagene elektronisk.

 

Procesplan for den endelige udvælgelse blandt de 2-3, der går videre i 2. runde med deres forslag

  • De 3 udvalgte forslagsstillere skal uddybe og detaljere deres forslag.
  • Den endelige beslutning om, hvilket forslag der imødekommes, træffes af det samlede menighedsråd og vil blive meddelt i oktober 2023.
  • Der vil blive udarbejdet en kontrakt på opgaven.
  • Vi forpligter os ikke til at vælge nogle af de indsendte forslag.

 

Sådan ansøger du i dette Open Call

  • Vi sikrer, at ansøgningerne behandles med fuld diskretion.
  • De indsendte forslag vil alene blive behandlet af udvalget og kordegnen.

Forslag sendes til Godthaabskirkens kirkekontor, kordegn Mette Oesten: godthaabs.sogn@km.dk eller afleveres på kordegnekontoret, Nyelandsvej 51, 2000 Frederiksberg

Herefter vil du modtage en kvittering for dit forslag.

Alle ikke-valgte forslag slettes, når beslutningsprocessen er afsluttet.

https://bkf.dk/wp-content/uploads/2023/01/Fotomappe_Godthaabskirken_ny.pdf