Open Call: Udsmykning af Glostrup Medborgerhus

31.01.24 | Open Call

Glostrup Kommune søger en kunstner, der kan hjælpe os med at skabe en varm velkomst og gøre det nemt at finde rundt i Glostrup Medborgerhus. Huset bruges af foreninger og Glostrup Musikskole holder til i toppen. Er det dig eller en du kender?

Selve udsmykningen skal ske på vægge, døre eller trapper. Der ønskes fokus på indgangspartiet. Det er et krav, at det skal være nagelfast kunst og af hensyn til el-udgifter, ønskes der ikke lysinstallationer. Der er afsat 225.000 kr. til projektet.

Som ansøger skal du senest 1. marts 2024 sende:
• et idéoplæg/pitch (se nedenunder, hvad der vægtes)
• give et overblik over økonomi med fordeling af materialer, kunstnerhonorar mfl.
• vise 3 eksempler på tidligere udført arbejde samt oplyse 3 referencer
• hvornår du vil kunne udføre projektet

Ansøgningen sendes til kultur@glostrup.dk

Følgende vægtes i udvælgelse af kunstner:
• Kreativitet i opgaveløsningen af at skabe en varm velkomst og gøre det nemt at finde rundt i huset.
• Der er fokus på indgangspartiet og op mod Mødestedet. Det vægtes, hvis udsmykningen er tænkt sammen med husets øvrige lokaler, især Mødestedet (fælles opholdsrum) og op mod Musikskolen.
• Forståelse for brugergruppen og huset.
• Langtidsholdbar løsning samt bæredygtige materialer.
• Realistisk tidsplan.

Om husets brugere
Medborgerhuset bruges af mange forskellige brugere til forskellige kreative, bevægelses- og diverse mødeaktiviteter og er typisk voksne eller ældre brugere. Musikskolens brugere er børn og unge.
Her kan du se husets mødelokaler: Glostrup Idrætsanlæg

Adresse: Glostrup Medborgerhus, Ved Brandstationen 1, 2600 Glostrup.

Om processen
Der vil blive nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Glostrup Medborgerhus brugere og Glostrup Kommune, som udvælger 1-3 kunstnere, der skal indgås dialog med. Projektet er finansieret af Glostrup Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg.
Udsmykningen vil indgå som del af Glostrup Kommunes formidling og branding af Glostrup Medborgerhus.

Ansøgningen vil blive behandlet senest 1. måned efter ansøgningsfrist. Når der er udvalgt en kunstner, vil der blive udarbejdet en kontrakt. Vi forpligter os ikke til at vælge en af de indsendte forslag.

Har du spørgsmål?
Kontakt kulturkonsulent, Jette Inno på kultur@glostrup.dk eller 29 17 35 40.
Du er velkommen til at besøge huset på egen hånd. Huset er åbent fra kl. 8-22.
Vi glæder os til at høre fra dig.

Det med småt. Der gøres opmærksom på, at der ikke må foretages større destruktive indgreb i ejendommen med udsmykningen. Derudover skal bygningen kunne bringes tilbage til sit oprindelige udseende, hvis nødvendigt.

 

Læs mere her