Performancekunst er blevet mere og mere populær de senere år. Tidligere blev performancekunst set som fundamentalt forskellig fra den kunst, der kunne samles eller udstilles af kunstmuseer, men i dag inkluderes liveoptrædener, der kombinerer teater, billedkunst, musik, koreografi og meget andet i kunstgallerierne, museernes og kunstfestivalernes programmer. Flere og flere samtidskunstnere har taget performancekunsten ind i deres praksis, men hvad indebærer det at udvikle, organisere, fremføre en performance? Hvilke særlige udfordringer oplever kunstneren, der performer, i forhold til for eksempel dokumentation og aflønning? Hvilke spørgsmål stiller genren til kunstens traditionelle rum og publikum? Vi har talt med en række kunstnere og kuratorer, der arbejder med performance, om, hvordan de arbejder med en kunstform, der i sit væsen er levende og flygtig og svær at fastholde. Foto: Don’t fly with me. Performance af Jonas Kjelgaard Sørensen. Foto: Art Hub Copenhagen
Performancekunstner Jonas Kjeldgaard Sørensen insisterer på, at det performative rum kan noget særligt, og at det er et selvstændigt felt på lige fod med teater, dans og billedkunst.
Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren #2 2024
Jonas Kjeldgaard Sørensens performative praksis låner fra teatret. Det er en kunstnerisk beslutning, men handler i høj grad også om produktionsforhold og økonomi. Modsat den store teatermaskine, der som oftest involverer en masse mennesker og fagligheder, varetager han selv de fleste roller i tilblivelsen af sine performances. Det giver mening, for hans proces strækker sig ofte over længere tid og er centreret omkring en kropslig erfaring, der kun kan oparbejdes igennem tid og research. Det økonomiske benspænd, der ligger i ikke at kunne aflønne en medperformer over flere år, er desuden medvirkende til at hans produktioner ifølge ham selv ofte bliver et ”one-man-show”.
Helt overordnet, hvordan vil du karakterisere performance-feltet i dag?
”Som jeg ser det, er der et performativt rum, som flirter med moden og det poppede, og så har vi et rum, der er båret af en bevidsthed om køn, identitet og gruppedynamikker kombineret med en koreografisk bevidsthed inspireret af dansescenen. Så er der den gruppe jeg selv tilhører, som har en stærk forbindelse til scenekunsten og det dramatiske, hvor man i højere grad anvender det samme produktionsapparat som på teatret. Endelig er der den mere aktivistiske gruppe, som egentlig er klassisk performance i kunsthistorisk sammenhæng og som arbejder på tværs af det hele i form af happenings, siger Jonas Kjeldgaard Sørensen.
”Der er stor forskel på de støttemuligheder, man har, alt efter hvilken gruppe man er i. Det er i forvejen svært at sælge performative værker, fordi de er flygtige, så især den aktivistiske gruppe har færre støttemuligheder, fordi de ikke i samme grad skaber et produkt, som kan sælges eller en performance, der kan gentages. Så vi, der lægger os tæt op ad scenekunsten, har generelt bedre produktionsforhold, fordi vi også kan søge nogle andre puljer. Ligesom den gruppe, der har tråde til modebranchen også har flere muligheder for at indgå partnerskaber udenfor støtteordningerne for billedkunst.”
Tænkt som institutionskritik
Hvad er det samarbejdet med scenekunsten kan tilbyde?
”Med de begyndende institutionelle samarbejder, som sker mellem billedkunstfeltet og scenekunstmiljøet, har man udstukket en ny ramme for, hvem der løfter ansvaret for at producere, facilitere og vise performance. Det er som om, at billedkunstfeltet har erkendt, at de ikke har den samme kapacitet, når det gælder publikumshåndtering eller noget helt lavpraktisk som for eksempel et omklædningsrum,” fortæller Jonas Kjeldgaard Sørensen og uddyber, at det også handler om, at der er forskel på, om performancebegrebet optræder i billedkunst- eller scenekunst-regi:
”I billedkunst er performance oprindeligt tænkt som en institutionskritik, hvor de her happenings kritiserede markedet ved at skabe noget anti-salgbart. Derefter er der sket en bevægelse hen imod scenekunsten, hvor man har mange års erfaring med at facilitere mennesker, der performer i et rum og med en tilstedeværelse af et publikum. Forholdene er bare bedre dér, fordi de tænker i mennesker og ikke i objekter. Det er for eksempel en væsentlig pointe, at der er indtænkt honorar i modsætning til, hvordan det foregår i billedkunst-regi”.
Spytspande og sorte huller. Performance af Jonas Kjeldgaard Sørensen. Foto: Ard Jongsma
Alligevel er det for Jonas Kjeldgaard Sørensen vigtigt, at performance stadig finder sted indenfor billedkunstinstitutionen, hvor publikums blik ikke på samme måde er styret som i et teaterrum:
”Der er en anden autonomi, fordi publikum er kodet til at kunne bevæge sig frit rundt” siger han.
Aktuelt arbejder Jonas Kjeldgaard Sørensen på performanceværket Spytspande og Sorte huller, der er en lyd-vandring, hvor han som performer fører publikum rundt i byen, mens de i deres høretelefoner lytter til en komposition med musik og fortælling. For Jonas Kjeldgaard Sørensen ligger potentialet i den fiktion, der skabes sammen med publikum, mens den virkelige verden foregår parallelt.
Acceptér at tjene penge
”Performancens potentiale er, at den er interesseret i sit publikum. Jeg er interesseret i mit publikum og det møde, der opstår i nuet. Det er en meget privilegeret position at have folks opmærksomhed, hvad enten det er fem minutter eller to timer. Sammen kan vi skabe nye identiteter og virkeligheder igennem fortællingen. Jeg er som performer opmærksom på, at jeg repræsenterer mit eget kulturelle ståsted, som ikke nødvendigvis matcher publikums. Så jeg skaber en beholder for en tanke eller fantasi, hvor vi kan forestille os alt muligt, og som jeg inviterer publikum ind i. For mig er det performative rum en leg med vores forestillingsevne” fortæller han.
Ligesom teater er performance nuets kunst og derfor svært at forevige, men Jonas Kjeldgaard Sørensen har fundet en løsning, som passer perfekt ind i hans praksis:
”Dokumentation af performance er et blødende sår, rent business-agtigt både i forhold til formidlingen af de flygtige værker, men også i forhold til at vi skal klare os på et kunstmarked, der er centreret omkring objekter og salg. Så vi er nødt til at acceptere, at vi også godt må tjene penge ved at skabe værker, der udspringer af det performative rum. Det kan dokumentationen ikke i sig selv, så derfor arbejder jeg med musikvideoen. Den er kort, lækker og kan gentages i det uendelige. Det er oplagt for mig, fordi jeg arbejder med sang og musik” siger han.
Spytspande og sorte huller. Performance af Jonas Kjeldgaard Sørensen. Foto: Ard Jongsma
Er musikvideoen så et selvstændigt værk?
”Ja, den type video er et værk i sig selv. Jeg samler materiale fra selve performancen og kombinerer det med studieoptagelser, som resulterer i et lille filmværk. Grebet er at lade det, der foregår live mødes med det iscenesatte. På den måde udvider og foreviger jeg det performative rum. Videoværket LANDBRUGLAND.serenade, som bygger på en performance, jeg lavede på Ringsted Galleriet, har jeg for eksempel solgt til Statens Kunstfond.”
Hvad gør du for at sikre dine rettigheder til værket?
”Videoen findes i tre editions plus en artist’s proof, som jeg råder over. Der er så lavet en kontrakt, så Statens Kunstfond, ligesom hvis det var et museum eller en privat samler, kan udlåne værket, men ikke kan tjene på at leje det ud.”
Skal opføres flere gange
Hvad kan man som kunstner ellers gøre for at skabe en bæredygtig økonomi i sin performance-praksis?
”Jeg er fortaler for, at vi accepterer, at en performance kan gentages, at vi kan turnere med den og at det er en åben form, der kan have flere udtryk. At vi genbruger materialet og videreudvikler det, så det kommer i spil på nye måder. På den måde kan man få midlerne til at strække. Jeg opererer med at have materiale til at kunne rykke ud med kort varsel med en lidt mindre produktion og samtidig arbejde med mine undersøgelser over tid og i større skala.”
Hvilket ansvar synes du, at kunstinstitutionerne har i den sammenhæng?
”Det er skørt, at jeg bruger halvandet år på at udvikle en performance, som så måske kun bliver vist få gange. Institutionerne har et ansvar for ikke hele tiden kun at ville have noget nyt. En performance kan selvfølgelig opføres flere steder i landet, uden at den mister sin værdi. Men det hænger sammen med den markedsstruktur, som billedkunsten har indskrevet sig selv i, som er funderet i salg og hvis man skal sælge et objekt, skal det være nyt eller unikt ” siger Jonas Kjeldgaard Sørensen.
Han drømmer om, at eksempelvis Bikubenfonden vil skabe en ramme for, hvordan kunstinstitutionerne over en længere periode kan facilitere turnerende performance. At der bliver udarbejdet en samarbejdsaftale imellem forskellige institutioner i landet, som forpligter sig til løbende at huse færdigproducerede værker. Men som han siger:
”Vi er først og fremmest nødt til at være åbne omkring økonomien i det her, både fordi det er offentlige midler, men også fordi det kan starte en dialog omkring forholdene, som langt fra er optimale.”
Jonas Kjeldgaard Sørensen, f. 1993. Uddannet i 2018 fra Det Fynske Kunstakademi
Øverst: Spytspande og sorte huller. Jonas Kjeldgaard Sørensen, performance, 2023. Foto: Ard Jongsma