Performance er ikke bare en kunstform, men også en ny måde at nå publikum på.
Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #2 2024
Performancescenen i Danmark står et godt sted, siger Iben Bach Elmstrøm, der udover at være kurator på Den Frie Udstillingsbygning i København også er påbegyndt et ph.d.-studium på Roskilde Universitet, hvor hun skal undersøge, hvordan live-performance-formater udfordrer vores opfattelse af, hvad kunst i det offentlige rum er.
På Den Frie har hun blandt andet samarbejdet tværæstetisk og -disciplinært med Husets Teater om nye performanceformater i regi af den eksperimenterende platform Toaster, der skaber forestillinger i krydsfeltet mellem teater, performance og billedkunst:
”Vi har vores hvide udstillingsrum og Husets Teater sin black box, og det er interessant at eksperimentere med. Men vi prøver også at opløse rummene ved at tage performancene ud i andre kontekster, og en del af programmet foregår uden for institutionerne, ligesom vi afprøver nye møder mellem publikum og performativitet. Det er interessant, at vi går på kryds og tværs af scenekunst og billedkunst, for i en dansk kontekst har man tit brugt energi på at skille de her genrer ad, men i dag arbejder man med et mere flydende begreb og er mere åbne over for forskellige praksisser,” siger Iben Bach Elmstrøm.
Inspirationen herfra sammen med erfaringerne fra corona-projektet Den Frie Morgen, hvor en række performancekunstnere lavede performances midt i morgentrafikken uden for udstillingsbygningen under den anden nedlukning, gav ideen til et ph.d.-projekt på Performance Design på RUC støttet af Ny Carlsbergfondet. I projektet undersøger hun feltet mellem institution og kunstnere og publikum, når man bryder med gængse måder at tænke formidling på.
Ikke kun visuel kunst
Iben Bach Elmstrøm glæder sig over, at det går godt på området. Der er fokus på performance hos institutionerne, gallerierne er åbne overfor at repræsentere performance-praksisser, og mindre og nytænkende udstillingssteder tager performances ind som en del af stedets profil.
”Et stykke hen ad vejen handler det måske også om, at kulturinstitutionerne leder efter andre måder at nå publikum på. Man skal nok være opmærksom på, at der ligger en eventgørelse i den performative praksis. Men det udfordrer også institutionspraksissen og den måde, vi formidler og researcher på, og jeg synes, at det er interessant at spørge, om der er behov for mere eksperimentelle, live-baserede og forgængelige formater i det offentlige rum, der udfordrer vores konsensus om kunstværket. Jeg håber, at mit projekt kan stimulere en debat om, hvad vi forstår ved offentlig kunst, for rent økonomisk investerer samfundet jo en del i det,” siger Iben Bach Elmstrøm, der også konstaterer, at det performative også på et bredere plan har en særlig status lige nu.
”Performativitet er interdisciplinært, det er ikke kun visuel kunst, men også en filosofisk og teoretisk vinkel, som man kan bruge på alle områder i vores samfund, men kan også bruges til for eksempel kritik af organisationsledelse eller managementstrategier,” siger hun.
Hvis hun skal pege på udfordringer, så er det i forhold til, hvordan man aflønner af performancekunstnere:
”Det kan være svært at lave store performative installationer, uden at billedkunstnerne sættes i en vanskelig situation. Det er svært at rejse tilstrækkelige midler til lønninger, billedkunstneren har jo ikke en overenskomst at henvise til i modsætning til skuespilleren på scenekunstområdet. Der ligger nogle strukturelle udfordringer, som også afspejler en fortsat manglende økonomi omkring kunstnernes arbejde, som kun bliver mere eksplicit, når det handler om kroppe, der performer i rum. En anden udfordring for kunstnerne er selve produktionen, for hvornår kan en institution give en kunstner fjorten dages øvetid? Efterfulgt af en opbygning af en større performanceinstallation?” spørger Iben Bach Elmstrøm.
Foto øverst: Performance. Den Frie Morgen. Adam Christensen og Deniz Unal. Juni 2021. Foto: Malle Madsen