Retten forbyder at vise Kluges låger med guldkant

13.10.22 | Nyheder

Efter et meget langt retsmøde i går faldt der dom i sagen mellem Sct. Peders Kirke i Næstved og billedkunstner Thomas Kluge.

Menighedsrådet i Sct. Peders Kirke i Næstved valgte i 2018 billedkunstner Thomas Kluge til at male to malerier på lågerne til kirkens genskabte ’svaleredeorgel’, der blev taget i brug i 2016. Men selvom Kluge vandt opgaven i konkurrence mod flere andre kunstnere, var forbedringer af værket, der blev afleveret til kirken i 2021, stadig muligt ifølge menighedsrådet, der har forsynet malerierne med guldkant.

Det faldt naturligvis Thomas Kluge for brystet. Han gav fuldmagt til Billedkunstnernes Forbund, der har ønsket at få et fogedforbud, således at de bemalede låger ikke kan vises for offentligheden i Sct. Peders Kirke:

“En helt utrolig sag. Det er ikke hverdagskost inden for vores verden, at et helt menighedsråd tilsyneladende vælger at se stort på ophavsretten og begå selvtægt. Det er naturligvis helt uhørt og formentligt strafbart,” sagde sekretariatschef Klaus Pedersen fra Billedkunstnernes Forbund i maj måned om baggrunden for ønsket om fogedforbuddet.

I går kom sagen for retten i Næstved, som fandt, at det var et brud på Thomas Kluges kunstneriske ophavsret, at menighedsrådet påførte guldkanter på kunstværket, og derfor gav Thomas Kluge og Billedkunstnernes Forbund medhold i, at de bemalede låger ikke kan vises så længe, de er forsynet med guldkanter.

Det var Thomas Kluge forståeligt nok meget glad for.

“Jeg har fået ret i alle de punkter, som jeg kom med. Nu er jeg spændt på, hvordan vi kommer videre med sagen. Det guld skal af igen – men det tror jeg også det kommer,” sagde han efter afgørelsen.

Forbuddet gælder fra i dag, og menighedsrådet i Sct. Peders Kirke har 14 dage til at kære sagen.

Foto: Thomas Kluge (før de bemalede låger blev udstyret med guldkant)