Solpaneler – nu med billedkunst

12.04.23 | Nyheder

Af Steen Bruun Jensen, Billedkunstneren #1 2023

Der er alle mulige gode grunde til at opsætte solpaneler, men hidtil har ikke mange af dem været æstetiske. En ny teknik gør det muligt at printe billedfiler på konventionelle solpaneler, så de bliver et helt nyt medie for billedkunsten at udfolde sig i.

Heldigvis er der kommet mange flere effektive, æstetiske, smukke og økonomiske solpanelløsninger til i de senere år. Det er godt, for som det fremgik af en artikel i Politiken for nylig, så vil den globale kapacitet inden for solenergi blive nogenlunde tredoblet i løbet af de kommende fem år og overhale kul som verdens vigtigste energikilde. Blandt andet fordi indfarvede, tynde og fleksible solpaneler nu kan forvandle næsten enhver udendørs overflade til en energikilde og dermed lade solpanelerne gå i ét med sorte skifertage og røde tegltage og husgavle.

En af de største nyheder på området er såkaldt CFR-farvede (Color, Form, Reflection) solcellemoduler med grafik, der er udviklet af Dansk Solenergi Aps Holeby på Lolland, som gør det muligt at integrere billedfiler af enhver art i solpaneler uden at gå væsentligt på kompromis med energiproduktionen. Et af de første forsøg – en verdenspremiere simpelthen – er foretaget i samarbejde med billedkunstner Bo Karberg, som står bag værket ’Jordens sang’, der i efteråret blev opsat på Brugsen Købmandsbutik i Asp i Langhøj ved Struer.

Værket er en del af kunstprojektet Verdensmålsgavlene, hvor 17 professionelle kunstnere skaber 17 kunstværker i 17 forskellige byer til FN’s 17 Verdensmål.

Et helt nyt medie for billedkunsten

”Tematikken omkring de 17 verdensmål – i dette tilfælde det første af dem, som handler om fattigdom – inspirerede mig til i samarbejde med Ken Hem Jensen fra Dansk Solenergi at prøve at udvikle en teknologi, hvor digitale billedfiler kan blive til fungerende solpaneler,” siger Bo Karberg.

Foto: Verner Nørby, Asp/Langhøj, Struer

Lyd- og lyskunstværket – hvis lydside er komponeret af maleren og komponisten Birgit Løkke – viser det ikoniske billede taget af jorden fra Apollo 11 i 1969, hvor vi for første gang fik mulighed for at se jorden ude fra universet, og hvor mennesket også for første gang betrådte månen.

”Placeringen på en nærbutik skal minde os om betydningen af vores handlinger og minde os om betydningen af at passe på vores skønne hjem i universet,” siger Bo Karberg, der forudser et helt nyt kunstnerisk arbejdsområde.

”De nye solcellemoduler med grafik giver en lang række muligheder for billedkunstnere for at bidrage til den grønne omstilling på nye og spændende måder. Solpaneler kan komme i alle mulige former, og kan i et vist omfang også bukkes og bøjes, så det bliver helt sikkert et helt nyt medie for billedkunstnere at udfolde sig i og samtidig give et løft til hele området,” siger han.

Bo Karberg og Dansk Solenergi Aps inviterer i dette forår til et seminar, hvor kunstnere og arkitekter får en indføring i den nye teknik og forhåbentlig en masse inspiration til, hvordan billedkunst i fremtiden kan gå hånd i hånd med produktion af bæredygtig solenergi.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til https://danishsolarenergy.com/da/ eller Bo Karberg på karberg@post.tele.dk.