Expired: Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og DR bag ny satsning på videokunst

15.05.13 | Nyheder

Danskerne nu opleve en række originale samtidskunstværker hjemme i deres egne stuer. Det sker, når DR K fra 16. maj blænder op for den store satsning tvKUNST.

Statens Kunstfond og Statens Kunstråd har i samarbejde med DR fået skabt 14 digitale kunstværker. Torsdag d. 16. maj bliver de første syv værker vist på tv og på DRs andre digitale plaforme. Samtidig vil en række formidlingsfilm åbne videokunstens verden for seerne. De øvrige værker vil kunne opleves i efteråret 2013.

tvKUNST bygger en bro mellem videokunsten, kunstnerne og det brede publikum, der måske ikke af sig selv ville opsøge kunsten på museer og gallerier. Projektet sigter derfor mod at give langt flere danskere mulighed for at opleve den digitale samtidskunst ved at bringe kunsten hjem i stuerne – og ud på de mobile platforme.

Formand for Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum Søren Jensen udtaler:
“Det har altid været en hjørnesten i Statens Kunstfonds arbejde at give den brede offentlighed mulighed for at opleve kunst af høj kvalitet. Når det gælder den digitale samtidskunst, er det unikt at kunne samarbejde med DR, fordi vi via tvKUNST kan give danskerne adgang til at opleve kunstværkerne hvor som helst, når som helst. Samtidig giver projektet kunstnerne en værdifuld mulighed for at arbejde med en stor og bred målgruppe og en anderledes publikumsreception.”

Formand for Statens Kunstråd Rune Gade siger:
“tvKUNST er et oplagt og vigtigt projekt for Statens Kunstråd, fordi det bruger de muligheder, digitaliseringen tilbyder, til at bringe kunsten ud til brugerne. tvKUNST er ikke bare tv om kunst – men kunst til tv og alle de andre digitale platforme, der fylder mere og mere i vores hverdag. Det betyder, at kunsten kan møde brugerne, der hvor de er, i stedet for at brugerne skal opsøge den på museer eller gallerier.”

De deltagende kunstnere er

Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum har udpeget de 14 kunstnere, som har produceret værker til tvKUNST. Kunstnerne er:

Tamar Guimarães, Marika Seidler, Søren Thilo Funder, Gitte Villesen, Lea Porsager, Gudrun Hasle, Kasper Skovsbøl, Rikke Benborg, Marie Kølbæk Iversen, Sonja Lillebæk Christensen, Larissa Sanssour, Nikolaj Bendix Skyum Larsen, Ulrik Heltoft og Joachim Koester.

Alle værker vil blive tilgængelige på www.kunst.dk fra torsdag den 16. maj.

Oversigt over alle nyheder på bkf.dk, klik her…