Styrk den nordiske kunst og kultur i al dens mangfoldighed

22.10.24 | Nyheder

Når Nordisk Råd i dag afslører, hvem der er vindere af Nordisk Råds kulturpriser er det – som altid – uden billedkunstens deltagelse. Og det er både »utidssvarende« og uhensigtsmæssigt, mener Billedkunstnernes Forbund (BKF).

Til Kulturmonitor kalder forperson Marie Thams det »ærgerligt«, at billedkunsten ikke har sin egen Nordisk Råd-pris, og hun fortæller, at forbundet i de seneste par år har forsøgt at få rådet på andre tanker.

Artiklen kan læses på kulturmonitor.dk – men bag betalingsmur:

Fagforbund vil have Nordisk Råd til at belønne billedkunstnere: »Tiden er inde til at ryste posen og oprette en pris«

“En Nordisk Råds billedkunstpris vil være en tidssvarende og vigtig opdatering af de nordiske kunstpriser, som vil gavne både samfundet og kunstnerne selv, og som vil være et stærkt signal om, at Nordisk Råd anerkender den visuelle kunst som en essentiel del af den nordiske kultur. Prisen vil fremme kendskabet til hinandens kunstneriske bidrag og kunstnere og styrke den fælles nordiske kulturarv og samhørighed. At fortsætte med at overse billedkunsten betyder, at Nordisk Råd ikke i tilstrækkelig grad understøtter og fremhæver en vigtig del af den nordiske kultur og dermed ikke lykkes med at styrke det tætte nordiske kultursamarbejde alle gode intentioner til trods,” mener Marie Thams.

Bag forslaget om en Nordisk Råds billedkunstpris står udover Billedkunstnernes Forbund organisationerne Samband Islenskra Myndlustarmanna (Island), Norske Billedkunstnere (Norge), Konstnärernas Riksorganisation (Sverige), Nunatsinni Eqqumiitsuliortut Peqatigiiffiat (Grønland), Føroysk Myndlistafólk (Færøerne), Suomen Taiteilijaseura (Finland) og Åländska Konstnärer (Åland).