UBVA: Gratis kursus i ophavsret for arkitekter og designere

10.01.24 | Kursuskalender

Arkitektur og design har juridisk beskyttelse efter ophavs- og designretten m.m. Det er blandt andet derfor, det kan lade sig gøre at udnytte arkitektur og design kommercielt. Samtidig er juraen med til at sørge for, at mennesker, der brænder for arkitektur og design, kan få en betaling for deres arbejde. Uden beskyttelsen måtte arkitekter og designere i vidt omfang overlade det til andre at tjene penge på deres værker og selv nøjes med æren.

Det er også på grund af juraen, at det er ulovligt at plagiere andres værker, og at man, når man bruger andres ting inden for lovens rammer, i vidt omfang skal huske at kreditere.

Beskyttelsen af arkitektur og design skaber en lang række juridiske spørgsmål. Og det er vigtigt, at man er klædt ordentligt på til at svare på dem.

  • Hvordan bærer man sig ad med at få beskyttelsen? Og koster det noget?
  • Hvornår er et værk krænket af et andet, der ikke er magen til? Hvor går grænsen mellem lovlig inspiration og ulovligt plagiat? Kan man beskytte den gode idé?
  • Må man bruge fotografier af bygninger i bøger uden at spørge arkitekten?
  • Må man bruge billeder af design i kollager uden at spørge designeren?
  • Hvilke dele af en arkitekttegning har beskyttelse, og hvilke dele har ikke?
  • Hvem har rettighederne til arkitektur og design, der frembringes af ansatte og freelancere?
  • Hvilke rettigheder får bygherren til arkitektens arbejde?
  • Hvordan skal en ordentlig aftale om retten til arkitektur og design se ud for at være vandtæt?

Får svar på det, og mere til, på UBVA’s kurser om Immaterialret for arkitekter og designere. De holdes i samarbejde mellem UBVA og Forbundet Arkitekter og Designere.

MÅLGRUPPE

Kurserne henvender sig til alle, der interesserer sig for beskyttelse af arkitektur, design og brugskunst, herunder arkitekter, designere, ansatte i organisationer m.fl.

KURSUSINFO

Tid og sted:

Fredag den 12. april 2024
Fredag den 1. november 2024

Kurserne afholdes kl. 9.00-16.00.

Akademikertårnet, Lindevangs Allé 2, 2000 Frederiksberg

Undervisere:Meldes ud senere. Lærerne på UBVA’s kurser om ophavsret er altid førende specialister i ophavsret- og andre former for immaterialret.

Tilmelding og pris: Det er gratis at deltage på kurset. Tilmeld dig kurset her.

Kursusmateriale: Deltagerne får en materialesamling sendt på mail og adgang til bogen “Ophavsret for begyndere”.
Bogen kan downloades gratis her.