Expired: Udstillingskoordinator med organisationstalent og praktisk håndelag – Kunsthal Nord

04.08.22 | Opslagstavle

Kunsthal Nord søger en udstillingskoordinator til en fast stilling, 22,5 timer ugentligt. Udstillingskoordinatoren varetager en central, koordinerende rolle i forhold til produktionsmæssige og praktiske opgaver. Stillingen kræver derfor stor grad af systematiske og velstrukturerede projektlederkompetencer.

Arbejdsopgaver

  • Produktionsledelse af kunsthallens udstillingsprojekter, herunder udarbejdelse af produktionsplan i samarbejde med kurator og kunsthallens ledelse, kontrakter med eksterne leverandører, koordinering med driftsledelsen omkring sikkerhed, brand, teknik, lys, AV, håndværkere mm., samt overordnet styring af opbygningsfasen.
  • Installere og nedtage udstillinger sammen med kunstnere og kunsthallens øvrige personale og frivillige
  • Grafiske designopgaver inkl. ansvar for produktion af alt fra udstillingsskilte, bannere, annoncer, flyers, mindre kataloger og plakater
  • Kunsthal NORDs kontaktperson for Nordjyllands Kunstnerværksteder. Du deltager i visiteringen til nye værkstedspladser og er kunstnernes indgang til Kunsthal NORD samt forvaltningen.

Kvalifikationer og erfaring

  • Enten en kunstnerisk eller designfaglig baggrund
  • Tidligere erfaring som udstillingskoordinator og dokumenteret erfaring med alle dele af udstillingsprocessen fra idé til realisering
  • Du evner at kunne indgå i samarbejder med kunstnere og kuratorer om at realisere deres visioner for en udstilling
  • Du har interesse for samtidskunst
  • Du har praktisk håndelag og er god med en boremaskine og andet værktøj
  • Er systematisk anlagt og med dokumenteret erfaring for at lægge og holde realistiske tidsplaner og budgetter
  • Erfaring med billedredigering samt superbruger af InDesign, Photoshop og Illustrator
  • Samarbejder godt med forskellige fagligheder og eksterne samarbejdspartnere
  • Du evner at samarbejde med, og koordinere opgaver med frivillige
  • Du har kørekort, gerne med trailertilladelse

Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.

Om Kunsthal NORD
Kunsthal NORD er et center for samtidskunst centralt placeret i det ombyggede kraftvarmeværk NORDKRAFT i centrum af Aalborg. Udstillingsfaciliteterne har et råt, industrielt præg, der skaber de bedste rumlige og kontekstuelle forhold for nye, overraskende og kritiske udstillinger.

Kunsthal NORD har eksisteret siden 2009, og det er vores formål at udstille og formidle eksperimenterende nutidig dansk billedkunst med fokus på høj kvalitet og med en særlig forpligtelse for den regionale kunstscene og det nordjyske vækstlag.

Kunsthal NORD tilstræber at lave udstillinger, der er på forkant med nye strømninger i kunsten, og udstiller primært kunstnere, der bryder med traditionen og skaber eget udtryk. Dialog er et nøgleord, og med publikum i centrum fungerer Kunsthal NORD som platform for debat, formidling og samtale om den aktuelle nutidskunst.

Som et eksperimenterende rum for kunstproduktion producerer Kunsthal NORD årligt op til otte udstillinger med ny samtidskunst, som går på tværs af kunstneriske medier, generationer og regionale grænser. Udstillingerne er solo, dobbelt eller gruppe udstillinger, og vores publikum er både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.

Kunsthal NORD driver også Nordjyllands Kunstnerværksted og Kunstpionererne.

Kunsthal NORD er en kommunal kunstinstitution, der fungerer med driftsstøtte fra Aalborg Kommune. Kunsthal NORD har været medlem af Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD) siden 1. august 2014.

Du er velkommen til at kontakte kunstfaglig leder Cathrine Gamst på telefon: 31 99 41 26 hvis du ønsker yderligere information.