Af Miriam Katz
Kunsthistoriker Claudine Zia har undersøgt ikke-vestlige kunstneres repræsentation i dansk kunstliv. Her fortæller hun om tankerne bag undersøgelsen, der blev offentliggjort tidligere i år på kunstplatformen IDOART.dk.
Hvilke årsager ser du til den skæve repræsentation på den danske kunstscene?
Først og fremmest er det historisk betinget, at kunstnere af forskellige etniciteter er sparsomt repræsenterede i udstillinger og samlinger. Siden museets fremkomst i midt 1800-tallet har det været, og er i en vis grad i dag, hvide mandlige kunstnere, som har været mest fremtrædende, og dermed også er blevet anset som det normale, det geniale og det universelle. Mens kunst med ophav i andre kulturer er blevet klassificeret som nichepræget og præsenteret som noget fremmed og eksotisk.
Vi ser stadig en for stor overrepræsentation af hvide kunstnere på de danske kunstinstitutioner, mens ikke-vestlige kunstnere mest repræsenteres i form af enten gengangere som eksempelvis Danh Vo, Shirin Neshat eller Ai Weiwei, eller i form af gruppeudstillinger med en helt særlig kulturel label på sig som eksempelvis ’tilhørsforhold’, ’migration’ og ’andethed’. Udstillingspraksissen for etnisk repræsentation har altså ændret sig til det bedre, men tankegangen har ikke. Jeg tror, at denne historiske tendens — at noget er blevet anset for at være ‘det rigtige,’ mens alt andet er blevet klassificeret som ‘ikke-kunst’ — gør, at man ikke har anset det for vigtigt at anlægge et bredere perspektiv af andre kunsthistorier. Som den britisk-australsk forfatter og filsof Sara Ahmed har påpeget, så er hvide mænd en måde at tænke på — de er en slags institution, hvor den ikke-hvide stemme har meget lidt plads.
Ahmad Siyar Qasimi: Med ryggen mod Sydsol. BKF’s fagblad Billedkunstneren, september 2020.
På din egen universitetsårgang i kunsthistorie var I kun to BIPOCs på et hold med +30 hvide studerende. Hvilke årsager ser du til det?
Det er et svært spørgsmål. Selv har jeg ofte undret mig over, hvorfor der ikke er flere forskellige etniciteter på de kreative fag. Når jeg rejser dette spørgsmål, bliver jeg ofte mødt med et svar om, at for ikke-etniske danskere, der enten er migreret eller flygtet til Danmark, handler det for den første generation om overlevelse i et nyt land, for den næste generation om at vælge prestigefyldte uddannelser med stor jobsikkerhed. Først for den tredje generation er valgene mere frie, lyder det.
Det forekommer mig dog som en lidt generaliserende antagelse, og jeg mener ikke, at det giver det fulde billede af, hvorfor der ikke er flere BIPOCs på de kreative uddannelser. Snarere vil jeg argumentere for, at det også i høj grad handler om, hvorvidt man kan genkende sig selv i fag som kunsthistorie og billedkunst, når de gennem institutionerne kun formidles ud fra et hvidt perspektiv. På den måde er et fag som kunsthistorie ret snævert — fordi det, som jeg nævnte før, for det meste handler om hvide mænd og deres oplevelser. Det betyder, at det kan være svært for andre identiteter at se sig afspejlet i kunsten og finde den relevant.
Du har peget på behovet at dekolonisere kunstuddannelserne. Kan du forklare hvad det vil sige?
I korte træk vil det sige, at det overvejende hvide pensum på de kreative uddannelser skal dekonstrueres og tænkes på ny. Selvom dekolonisering af pensum kan betyde mange ting, handler det hovedsageligt om en genovervejelse af, hvilke emner der undervises i, hvem der underviser og hvordan der undervises.
Det er altså ikke for at sige, at al historie, filosofi, videnskabsteori samt praksisorienterede fag, der bunder i et ’vestligt’ blik, skal elimineres — men at der også gøres plads til at udforske andre historiske og nutidige narrativer og tankestrømme end dem, man sædvanligvis støder på i pensum. Kunstens rolle er netop at sprænge rammer og udfordre den måde vi anskuer vores samtid på. Gør vi ikke det, går vi også glip af kunstens mange historier.
Som jeg fremhæver i mit essay Hvad er repræsentation, og hvorfor er det vigtigt at vi forholder os til det?, er risikoen ved at opdrage udelukkende gennem et såkaldt euro-nordamerikansk blik, at denne tankegang bliver reproduceret i det arbejde, vi som kunstfaglige udfører for og i bl.a. kunstinstitutionerne efter endt uddannelse.
Tabita Rezaire, Mamelles Ancestrales. Den Frie Udstilling 2019. FOTO David Stjernholm.
Hvilke konsekvenser har det for kunstlivet — og for samfundet som sådan — at BIPOC-kunstnere er underrepræsenterede på kunstscenen i Danmark, mener du?
Befolkningen og kulturen i Danmark og resten af Europa kendetegnes i stigende grad af etnisk og nationalt blandede identiteter, der i disse år præger udviklingen af vores nationale historie, kultur og politik, og derfor er det væsentligt at institutionerne afspejler denne udvikling. Fortsætter man med en homogen præsentation, hvor der ikke gøres plads til de ikke-hvide stemmer, er konsekvensen også, at vi går glip af mange vigtige fortællinger, perspektiver og kunsthistorier, som alt for længe har været udeladt i både kunstfaglig regi og på kunstinstitutionerne.
Hvad mener du, der skal til for at rette op på den skæve repræsentation af BIPOC-kunstnere i dansk kunstliv?
Jeg tror, at forandringerne skal ske på flere niveauer. Først og fremmest er det vigtigt at synliggøre underrepræsentation af BIPOCs på den danske kunstscene gennem nuancerede dialoger, og ikke alene gennem eksempelvis kvoter, som det er tilfældet med kvindelige kunstnere. Det handler om at grave ned i de mange lag, og det kræver arbejde på alle niveauer; udvide pensum på uddannelserne og vise flere udstillinger af BIPOC-kunstnere. Tilsvarende mener jeg, at kunstinstitutionerne bør ansætte flere kunstfaglige medarbejdere, der har en anden etnisk baggrund og som kommer med et andet kunstsyn og ny viden.
CLAUDINE ZIA, F. 1982
Har en MA i kunsthistorie fra Aarhus Universitet og er freelance kulturskribent med fokus på bl.a. kunstneres arbejdsrettigheder, repræsentation af BIPOCs på den danske kunstscene og intersektionel feminisme. Hun er bestyrelsesmedlem i The Union — Cultural Worker’s Union for Black, Indigenous and People of Colour og UKK — Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere.
Interviewet her er bragt i Fagbladet Billedkunstneren #3 2020.