Ændring af ophavsretsloven

06.06.24 | Nyheder

Folketinget har i denne uge vedtaget en række ændringer til ophavsretsloven.

Et forslag om brug af billeder som citat blev heldigvis taget ud af lovforslaget, inden det kom til afstemning. BKF og flere andre organisationer havde netop gjort indsigelse mod indførelse af en mulighed for billedcitat, fordi vi mente, at det ville udhule kunstnernes ret til selv at bestemme over gengivelse af egne værker. Det ville også være vanskeligt at opretholde betaling for brug af værker i en række sammenhænge, hvis billeder frit kunne benyttes som citat.

Der bliver indført en ny lovbestemmelse om, at det nu er tilladt at anvende værker, når det sker med henblik på parodi, karikatur eller pastiche. Brug af værker som parodier har hidtil været tilladt som en fast domspraksis. Der har dog været tilbagevende sager om denne problematik, senest i 2023, hvor Højesteret godkendte en karikatur af Den Lille Havfrue.

Endelige er der indført et kønsneutralt ord for ”ophavsmand”. Valget er faldet på ”ophaver”, som anvendes i Norge.