Af Miriam Katz, Billedkunstneren #1 2022
Kunst- og kulturlivet mangler viden om, hvordan man sikrer lige adgang for kunstnere med handicap. Det skaber alvorlige barrierer for inklusion af kunstnere med synlige og usynlige handicap.
Det fremgår af rapporten Time To Act, der er publiceret i december sidste år af organisationen On the Move, på bestilling af British Council.
Rapporten bygger på interviews og spørgeskemabesvarelser fra kulturaktører i 42 europæiske lande indenfor danse og scenekunstsektoren, samt på gennemgang af eksisterende forskning på området. Og dens analyser og anbefalinger kan bruges bredt i hele kulturlivet, herunder i billedkunstfeltet, mener projektleder i British Council, Ben Evans.
”Selvom Time To Act-rapporten primært fokuserer på scenekunst, er det min erfaring, at vi på billedkunstområdet ser lige så mange, eller endnu flere, af de barrierer, som vores rapport identificerer,” siger Ben Evans til Billedkunstneren.
Han peger på, at der i Europa har været et stigende pres for at skabe bedre adgang i kulturlivet for besøgende og publikum. Men at der ikke har været tilsvarende fokus på at skabe adgang til arbejdslivet for kunstnere med handicap:
”Selv i de kunstinstitutioner, der i dag har fokus på at sikre besøgsadgang for alle, er der stadig stort set altid en underliggende antagelse om, at værkerne skabes af ikke-handicappede kunstnere. Arbejde af kunstnere med handicap ses desværre stadig ofte af mainstream-kunstlivet som terapeutisk, eller som deltagerbaserede projekter. Ikke som seriøs kunst,” siger Ben Evans.
Time To Act-rapporten blev bestilt af British Council inden for rammerne af EU-projektet Europe Beyond Access, det største kunst- og handicapprojekt i EU. Projektet rummer en række samarbejder, men de er alle inden for teater, dans og musik. Der er ikke noget lignende samarbejde på billedkunstområdet, fortæller Ben Evans.
”Måske skyldes det, at der generelt er mere kendskab til handicappede kunstnere indenfor teater og dans, pga. selve kunstformen, hvor de handicappede danse- og teaterkunstneres kroppe står på scenen foran et publikum,” siger han.
”Men jeg tror desværre også, det skyldes, at der generelt mangler rollemodeller for kunstnere med handicap. Fra en ung alder fortæller samfundet handicappede, at en karriere i kunsten ikke er noget for dem. Og meget få af verdens kunstskoler understøtter handicappede elevers adgang. Der er en ond cirkel, som fortsætter gennem generationerne. Uden formel uddannelse havner kunstnere med handicap uden for de almindelige netværk og får ikke samme adgang til kunstlivet som ikke-handicappede,” siger han.
Øverst: Frock, performance. Time To Act, 2021. Foto: Angela Onorati
Mixed Doubles / Fine Lines. Tilo Stengel, Time To Act, 2021. Foto: Andreas Simopoulos.
Økonomisk ulighed
Går man på en statsanerkendt uddannelse i Danmark, og kan man dokumentere en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, har man ret til specialpædagogisk støtte (SPS). Midlerne søges hos Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med uddannelsesinstitutionen. Er man i arbejde, enten som lønmodtager eller med selvstændig virksomhed, kan man bl.a. søge om tilskud til IT-hjælpemidler og personlig assistance via Jobcenteret.
Men flere af de kunstnere med handicap, der interviewes i Billedkunstneren, peger på behovet for at etablere særlige puljer i kunstlivet. Kunstnerne efterlyser puljer, som kan dække udgifter til assistenttimer, f.eks. i forbindelse med at bygge værker, opsætte udstillinger, eller stå for skriftlig korrespondance og ansøgningsskrivning.
Kunstnere med handicap kan også have brug for at få finansieret ekstra udgifter til assistenttimer, når de f.eks. er på kurser eller arbejdsophold i udlandet. Formål som kan være vanskelige at få godkendt i Jobcenter-regi, fordi der mangler forståelse for kunstneres arbejdsliv, lyder det fra flere af de kunstnere, der medvirker i bladet.
Ben Evans er enig i, at kunstlivet bør sikre sådanne støttemuligheder. Og han peger på, at der allerede er gode eksempler på, at de med fordel kan indtænkes i allerede eksisterende offentlige og private kunststøtteordninger:
Opsøg bedste praksis
”Flere undersøgelser viser, at der er brug for finansiering af de omkostninger, kunstnere med handicap har for overhovedet at kunne arbejde i kunstlivet,” siger han.
”Hvis en kunstner f.eks. søger et Open Call med et budget på £10.000 til at lave et værk, men har £2.000 i omkostninger til tegnsprogstolk, så bør budgettet for værket stadig være £10.000, og de £2.000 skal kunstneren så have ekstra, oveni budgettet. Som det er nu, ’straffes’ kunstnere med handicap alt for ofte økonomisk, allerede i budgetfasen,” siger Ben Evans.
Han fortæller, at Arts Council England og Creative Scotland har gode eksempler på, hvordan man kan indskrive sådanne udgiftsposter i udformningen af Open Calls, ansøgningsskemaer mm.
”Arts Council England har været involveret i spændende udvekslinger mellem medarbejdere i det svenske Konstråd og Arts Council Portugal — netop for at diskutere disse ideer og dele bedste praksis. Det vil være interessant, hvis der kunne skabes kontakt på samme måde med danske aktører,” siger Ben Evans.
Hovedresultater og anbefalinger i EU-rapporten Time To Act
• Kunstprofessionelle i kulturinstitutioner og -organisationer i Europa har dårligt kendskab til kunst, skabt af kunstnere med handicap.
• Fagfolk, der har et godt kendskab til værker af kunstnere med handicap, er mere tilbøjelige til at give bedre adgang til publikum med handicap, og mere tilbøjelige til at have fagfolk med handicap ansat i deres institutioner/organisationer.
• Kunstinstitutioner og -organisationer anbefales at gøre en aktiv indsats for at opsøge arbejde/værker af kunstnere med handicap, og at tage højde for, at disse kunstnere har oplevet barrierer, som ikke opleves af de fleste kunstnere.
• Ansæt kunstprofessionelle med handicap i kulturlivets institutioner og organisationer. Og husk, at det ikke er disse ansattes ansvar at rådgive om, hvordan man kan ændre organisationskulturen, med mindre, de er ansat i dén specifikke rolle. Som handicappet bør man ikke være en uformel (og ubetalt) kilde til viden om, hvordan organisationer forandres.
• Sørg for, at der er et budget, dedikeret til adgangsomkostninger for kunstnere, kolleger og besøgende med handicap. Hvis man ikke har et budget specifikt til dette, er man ikke i stand til at sikre tilgængelighed for alle.
• Adgang handler ikke kun om kørestolsramper og handicaptoiletter. At gøre en organisation tilgængelig betyder bl.a. også at støtte behovene hos dem med sensoriske handicap (såsom synsnedsættelse eller døvhed), eller dem med indlæringsvanskeligheder eller autisme.
Time To Act bygger på svar fra spillesteder og festivaler, kunstnere og kulturarbejdere, agenturer, fonde og kunstorganisationer i 42 europæiske lande. Rapporten er udført af organisationen On the Move, på bestilling af British Council som led i EU-programmet Europe Beyond Acces. Hele rapporten kan læses her → britishcouncil.org
”Som kunstner med handicap forsøger jeg at skabe nye billeder af mennesker, der f.eks. mangler lemmer eller har et andet handicap. Jeg sigter efter at skildre kvinder, som jeg beundrer, eller som inspirerer mig.” Sådan skriver Mohammad Barrangi (f. 1988, Iran) i sit artist statement på British Museums webside. Værket her er erhvervet af museet og indgår i bogen Reflections: Contemporary art of the Middle East and North Africa, som ledsagede 2021-udstillingen af samme navn. Barrangis arbejde er inspireret af æstetikken i persisk miniaturemaleri og af hans egen oplevelse af eksil og handicap. Kvindens ansigt i dette værk er kunstnerens mors. Mohammad Barrangi: Rescue (2018). © The Trustees of the British Museum.
Synlige og usynlige handicap
I rapporten Time To Act — og i temaet i martsudgaven 2022 af Billedkunstneren — anvendes FN’s definition af ordet handicap: Du har et handicap, hvis du har en langvarig funktionsnedsættelse,
der begrænser dig i hverdagen.
En langvarig funktionsnedsættelse kan f.eks. være, hvis du bliver født med nedsat hørelse, bliver lam efter en trafikulykke eller får diagnosen PTSD. FN’s handicapkonvention opdeler handicap i fire forskellige typer:
• Fysiske handicap
• Kognitive handicap
• Psykiske handicap
• Sensoriske handicap (sanser)
122.812 danskere har ifølge VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) et større psykisk handicap. 357.599 har større fysisk handicap. I Danmark anvender man ’det relationelle handicapbegreb’. Det betyder, at handicappet opstår i mødet mellem funktionsnedsættelsen og samfundets barrierer. Det kan være forhindringer på arbejdspladsen, i byrummet eller når du besøger venner og familier. Det er ikke dig, der er ”handicappet”. Det er samfundets manglende tilpasning, der giver problemet.
Kilde: Danske Handicaporganisationer.