Få styr på blandt andet fællesskaber, hjemmeside og soloudstillinger. Det er nogle af rådene fra billedkunstner Anja Franke, der er ny mentor i Billedkunstnernes Forbund (BKF).
I BKF’s Mentorordning kan du få et fagligt, fokuseret vejledningsforløb med en erfaren kunstner eller formidler.
Her giver Anja Franke 5 råd til, hvordan man får et godt arbejdsliv som kunstner:
1 – Skab et fællesskab
Under din uddannelse som billedkunstner (eller hvis du er autodidakt, evt. med supplering af anden uddannelse) sørg for at skabe en tillidsfuld dialog og diskussion med dine medstuderende.
Skab et fællesskab, en sammenhæng. Det er nødvendigt for, at du kan perspektivere dine kunstneriske tanker i forhold til andre kunstnere og tidligere kunstneriske strategier.
Det er væsentligt, at reflektere det samfund du er en del af.
Samtidig skaber du også en kunstnerisk platform, eller et vindue, hvor du sammen med andre kunstnere kan vise din kunst til offentligheden. Det er væsentligt og fundamentet for resten af din kunstneriske karriere.
2 – Soloudstillinger og supplerende arbejde
Efter din kunstneriske uddannelse, sørg for at have mindst en soloudstilling om året de næste 3 år. Skab også et supplerende arbejde, som passer til dig og dit kunstarbejde, så du får en økonomisk platform.
Lav en webside, du selv kan håndtere. Sørg for at gå til ferniseringer – det er her kunstnere mødes i et uforpligtende forum og skaber netværk.
3- Formulér dine kunstneriske visioner
Som kunstner kan du indgå i mange forskellige sammenhænge, der nødvendigvis ikke er at skabe et kunstværk.
Gør dig god til at formulere kunstneriske visioner i formidlende tekster, så du kan kommunikere via tekst. Dette kan også anvendes til at søge fondsmidler.
Sørg for at kombinere dit kunstarbejde med andet arbejde, hvor du kan tjene penge til husleje, drift og mad. Arbejdet kan enten være kunstnerisk relateret eller andet. Du skal ikke arbejde med noget, der forhindrer dig i at skabe kunst.
Der skal være tid og plads til at fumle.
4 – Læg et budget
Sæt dig ordentligt ind i opsætning af budget.
Det vil sige:
•Sæt økonomi på din ekspertise
•Timeløn på din viden og proces
•Sæt dig grundigt ind i priser på materialer, håndværker og kunstformidlere
•Lær at håndtere skatteregnskab, B-indtægt eller moms og få en revisor
5 – Skab din egen platform økonomisk og kunstnerisk
Som skabende kunstner er du på en scene, hvor lyset tændes og slukkes, alle forhold kan ændre sig på kort tid.
Sørg for at skabe din ”egen” platform både økonomisk og kunstnerisk. Der skal mange afslag til, at skabe en god solid karriere som billedkunstner.
Anja Franke (f. 1962) er uddannet fagfotograf i København og New York (1985). Billedkunstner og cand. phil. i kunstformidling og teori på Det Kongelige Danske Kunstakademi, København (1994).
Professor på Det Fynske kunstakademi 1997 – 2006.
Som konceptuel billedkunstner skaber hun kontekstuelle værker baseret på identitet, køn, kultur/natur. Hun kredser om feministiske strategier, at det personlige er politiserende æstetisk. Og stiller herudfra spørgsmål til ophævelse af det offentlige og private.
Læs om hendes arbejde på: www.anjafranke.dk
Se oversigten over alle mentorer i BKF’s Mentorordning her…
Anja Frankes 5 gode råd til arbejdslivet som kunstner er bragt første gang hos AJKS – Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunkation og Sprog. Læs mere om, hvordan AJKS vurderer kunstnerisk arbejde i forhold til tildeling af dagpenge her…
Læs mere hos BKF om kunstnere og dagpenge her…