Artiklen her stammer fra særudgivelsen BKF 50, som er sendt i oktober 2019 til BKF’s medlemmer sammen med indkaldelse til forbundets generalforsamling og jubilæum.
Læs om programmet for forbundets generalforsamling og jubilæum, der afholdes lørdag d. 2. november 2019, her…
På BKF’s første ordinære generalforsamling, 30. marts 1970, måtte det nydannede forbund tage stilling til mange store og påtrængende spørgsmål, først og fremmest: Hvor skulle BKF bo? Og ’hvad vil vi med BKF?’, som det helt store spørgsmål lød fra bladredaktionen til læserne i første udgave af forbundets medlemsblad.
Af samme blad fremgår det også tydeligt, at forbundet bogstaveligt talt er født med identitetsproblemer: ”Kommunikationsudvalget har intet at kommunikere, savner en målsætning, da ingen kan give et fyldestgørende svar på, hvad BKF’s opgave består i,” står der i referatet fra forbundets første generalforsamling. Dog noteres det også i referatet, at Kommunikationsudvalget jævnligt har holdt møder, så der er da blevet kommunikeret, om ikke andet så internt.
At BKF’s toneangivende medlemmer havde stærke — og nogle gange modstridende — dagsordener er tydeligt fra første færd. Mens nogle kunstnere i BKF-bladet nr. 2 1970 efterlyser en effektiv ’centralisering for at styrke forbundet’, har maleren Erik Clausen, der senere blev kendt som filmmand, men dengang var medlem af BKF’s første bestyrelse, skrevet et engageret indlæg, hvori han opfordrer BKF til at tage en grundlæggende målsætningsdebat. I indlægget skriver Clausen bl.a.:
”Arbejderne har måttet organisere deres arbejdskraft i stadigt voksende organisationer, der styres af et lag bureaukrater, der med borgerlig ekspertise studerer markedet og afstikker kursen på grundlag heraf. Disse professionelle fagforeningsfolk har deres store del af ansvaret for, at fagforeningerne i Vesteuropa er blevet en del af statsbureaukratiet på linje med de politiske partier, kirken, politiet, akademikerne, militæret og den øvrige administration.”
Det er tydeligt, hvem billedkunstneren Clausen i hvert fald IKKE ønsker, at hans forbund skal være i selskab med her. Og det har måske også været et indbygget paradoks igennem hele BKF’s 50-årige levetid, at mange kunstnere nærer en instinktiv modvilje mod at indgå i større, organiserede fællesskaber, med de procedurer, paragraffer og tendenser til bureaukrati, der følger med. Dog, viljen til at tale kunstens sag og til at give de til en hver tid siddende kulturpolitiske magthavere et seriøst med- og modspil har været afgørende for BKF’s identitet igennem alle årene, selvom man har formuleret det på forskellig vis i skiftende perioder.
ØMME TÆER
I begyndelsen fik forbundet til huse i Nikolaj Kirke, der også dannede ramme om forbundets udstillinger. Og netop denne udstillingsvirksomhed skulle vise sig at blive en øm tå. For hvordan kunne forbundet som udstillingsarrangør både praktisere udvælgelse efter kvalitet og tilgodese det enkelte medlems interesser? Det var en iboende konflikt, der allerede få år efter stiftelsen førte forbundet ud i sin første alvorlige krise.
I 1972 præsenterede et udvalg i BKF således et forslag om revision af forbundets love, der bl.a. indebar, at man droppede BKF’s udstillingsvirksomhed. Dette forslag blev kraftigt imødegået af bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling samme år, hvor ændringsforslaget blev nedstemt. Det fik en større gruppe kendte kunstnere til at udvandre under protest — flere af dem udmeldte sig senere af forbundet. Udstillingsspørgsmålet forblev uafklaret de næste ti år, og BKF’s udstillingsvirksomhed fortsatte med de tilbagevendende BKF-udstillinger i Nikolaj Kirke som omdrejningspunkt indtil 1982. Men konflikten førte til en svækkelse af foreningen, der havde fået foden under eget bord med lokaler i Klareboderne 16.
SLUT MED UDSTILLINGERNE
Omkring 1980 var BKF’s krise tydelig, og der begyndte at opstå bevægelse for at gøre noget. Med det, som en af aktørerne fra dengang sidenhen kaldte en ’kupagtig’ fyring af forretningsføreren Tove Køie Poulsen, som havde faet en central rolle i BKF, indledtes en ny fase i forbundets historie.
Fra 1980 fik forbundet igen en formand, hvor det op igennem 1970’erne var blevet ledet af skiftende tremandsudvalg sammensat af bestyrelsesmedlemmer. Med Erik Mosegard Jensen på formandsposten blev der sat gang i arbejdet for at forny BKF’s struktur, hvilket i 1982 førte til, at forbundets vedtægter blev ændret på afgørende vis. Ændringerne betød bl.a., at BKF ikke længere var opdelt i sektioner efter fag (billedhuggere, malere, grafikere og ’åben sektion’) og — måske væsentligst: at BKF ikke længere ville være arrangør af udstillinger. Dermed blev BKF’s engagement i Københavns Kommunes udstillingsbygning Nikolaj Kirke afviklet. Forbundets regionale afdelinger kunne dog fortsat arrangere lokale udstillinger, ligesom det er tilfældet i dag.
KONKURRENCE OG KONFLIKT
1980’erne blev en vækstperiode for forbundet, der voksede fra ca. 700 medlemmer i begyndelsen af årtiet til ca. 1.000 medlemmer i 1990. Men perioden bød også på udfordringer: I 1981 oprettedes Danske Billedkunstneres Fagforening (DBF) og dermed fik billedkunstnerne pludselig to forskellige stemmer i den offentlige debat. DBF’s formål var primært at tilbyde sine medlemmer en a-kasselignende ordning, det såkaldte Kunstnernes Kooperative Aps. For BKF var det største problem ved etableringen af DBF, at DBF gik offentligt imod BKF’s og Dansk Kunstnerråds forsøg på at få oprettet en legal, social sikringsordning for kunstnere — et omfattende projekt som har været på — og af — den kulturpolitiske dagsorden lige siden.
En anden væsentlig krise, som BKF var involveret i i denne periode, opstod i 1985, hvor rivalisering mellem de store og små kunstnersammenslutninger på Charlottenborg brød ud i lys lue, og udstillingsbygningen var lukket og uden bestyrelse i en længere periode. BKF’s bestyrelse mæglede mellem parterne, og det lykkedes at nå frem til et forhandlingsresultat, som efter en del forhindringer blev realiseret af Kulturministeriet. Charlottenborg fik efterfølgende en rolig periode — indtil den gamle udstillingsbygning igen blev genstand for konflikt i det nye årtusinde, hvor Charlottenborgs nye status som kunsthal for international samtidskunst betød, at sammenslutningerne måtte finde andre steder at udstille.
BKF OG BILLEDKUNSTLOVEN
Ønsket om at billedkunsten skulle få sin egen lov — i lighed med de øvrige kunstarter — og kravet om at få etableret en social sikringsordning for kunstnere, voksede sig stadig stærkere i BKF op gennem 1990’erne. BKF pressede på for at få belyst danske billedkunstneres arbejds- og levevilkår, og Kulturministeriet udgav flere rapporter og statistisk materiale, der dokumenterede, at billedkunstnerne var blandt de fattigste af samtlige kunstnergrupper.
Efter flere årtiers tilløb igangsatte politikerne i midten af 1990’erne et seriøst forarbejde til en egentlig billedkunstlov. Udredningsarbejdet, der skulle danne baggrund for lovgivningen, blev ledet af den daværende direktør for Brandts Kunsthal og senere direktør for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt. Næstformand i udvalget var billedhugger, professor Bjørn Nørgaard. BKF bakkede op om den betænkning, som det såkaldte Ohrt-udvalg i 1998 barslede med. Heri foreslog Karsten Ohrt og hans kolleger, at billedkunsten fik i alt 143 mio. kr. på Finansloven. Da Billedkunstloven endelig blev realiseret i 2001, blev det dog kun til en bevilling på 40 mio. kr.
I dag er det statslige støttebeløb til produktion og formidling på billedkunstens område ca. 80 mio. kr. Billedkunstloven blev et kæmpe skridt fremad. Med loven stadfæstedes for første gang, at staten ser det som sin pligt at støtte billedkunstnerisk produktion og formidling. Vigtigst var oprettelsen af Billedkunstrådet, som dog kun nåede at fungere i et år, før Brian Mikkelsen (K) som nytiltrådt kulturminister valgte at ændre hele kunststøttestrukturen med virkning fra 2003. Han sløjfede det nyetablerede Billedkunstråd til fordel for de to billedkunstudvalg for henholdsvis legater og projekter under Statens Kunstfond, som vi kender i dag — et centraliserende greb, som BKF og de øvrige kunstnerorganisationer dengang var stærkt kritiske overfor.
EN SAMLET STAND?
I 1990’erne stod det klart, at der var brug for at styrke billedkunstnernes generelle organisering. Problemet var, at Kunstnersamfundet/Akademiraadet og Billedkunstnernes Forbund kæmpede om at tale billedkunstnernes sag. Men der var brug for at stå sammen, hvis man skulle have held til at få gennemført markante ændringer for billedkunsten, hvilket blev tydeligt i den årelange proces omkring Billedkunstlovens tilblivelse. Kulturministeriet efterlyste også en klar definition af, hvem der var professionelle og anerkendte billedkunstnere i Danmark, og hvor stort deres antal var.
Derfor indgik BKF og Akademiraadet den såkaldte Konsensusaftale, som i en treårig prøvetid fra 1999-2002 indebar, at der indførtes fælles optagelsesregler for Kunstnersamfundet og BKF. Målet for BKF var at få én fælles indgang til faget: Var man medlem af Kunstnersamfundet, der er valgforsamling til Akademiraadet, skulle man også berettiges til at blive medlem af BKF. På denne måde, mente BKF, kunne hele standen gavnes, fordi billedkunstnere kunne tale med mere entydig stemme i kunst- og kulturpolitiske spørgsmål. Men selvom BKF’s ledelse igennem syv år arbejdede ihærdigt for at gennemføre Konsensusprojektet, og selvom det var lykkedes at skaffe opbakning blandt forbundets medlemmer, endte Konsensusordningen med at falde til jorden. I 2002 afviste Akademiraadet det meritpointsystem, som BKF foreslog, og gik tilbage til den hidtidige rent subjektive optagelsesprocedure til Kunstnersamfundet.
Oversigt: Politiske fremskridt på billedkunstområdet 1969 –
EN NY BEGYNDELSE
Det fejlslagne Konsensusprojekt fik dog også positive effekter. Dels blev det begyndelsen til en opblødning af det historiske modsætningsforhold mellem Akademiraadet og BKF: Tilnærmelserne blev i løbet af konsensusprocessen formaliseret i etableringen af det såkaldte Kontaktudvalg, hvor også Kunstnersammenslutningernes Samråd samt UKK — Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere fik plads. Og dels førte det til, at BKF måtte gentænke sig selv og på positiv vis fik klargjort sin egen identitet som faglig organisation.
BKF’s nye vej var bl.a. et erklæret ønske om at afgrænse sig tydeligt i forhold til det voksende felt af amatører, hobbykunstnerne. Det krævede en moderniseret optagelsesvedtægt, og med Morten Skriver som formand igangsatte BKF i 2002 et udvalgsarbejde, der nåede frem til nye optagelsesregler baseret på et meritbaseret pointsystem. Denne optagelsesvedtægt har med løbende justeringer fungeret for BKF frem til i dag, hvor bestyrelsen på forbundets halvtredsindstyvende generalforsamling fremlægger et forslag om igen at opdatere de kriterier, der giver adgang til forbundet.
Oversigt: BKF’s formænd gennem tiden…
VOKSEVÆRK OG POLITISK SLAGKRAFT
En tidssvarende optagelsesvedtægt giver flere medlemmer, og flere medlemmer giver større politisk gennemslagskraft. Det er nødvendigt, for der er stadig meget at kæmpe for, ikke mindst hvad angår de dårlige arbejdsvilkår, som desværre stadig præger store dele af udstillingslivet. Et vigtigt skridt i den rigtige retning blev taget, da BKF sammen med UKK og kunsthallernes og museernes organisationer i 2014 lancerede Den Ny Udstillingsaftale.
Her blev udstillingsarrangører og kunstnere for første gang enige om at formulere en fælles standardaftale, som beskriver alle de forhold, parterne skal nå til enighed om i forbindelse med en udstilling. Den Ny Udstillingsaftale bliver i vid udstrækning brugt ude i kunstlivet i dag, men den garanterer ikke honorering af kunstnerne for alt det arbejde, de lægger i realisering af en ny udstilling. Dette problem blev igen tydeligt i 2018, da den udbredte praksis med manglende og dårlig honorering af udstillende kunstnere fik fornyet opmærksomhed i medierne.
Både individuelle kunstnere, der stod frem og fortalte om deres arbejdsvilkår, og BKF’s kritik af den dårlige betalingskultur i kunstlivet, blev som noget nyt mødt af lydhørhed hos flere politikere. I løbet af 2019 har BKF og de øvrige kunstnerorganisationer mødtes med kunsthallernes og kunstmuseernes repræsentanter for at drøfte minimumstariffer for udstillende kunstnere. Nødvendigheden i denne proces blev understreget af den store forskningsrapport om billedkunstneres økonomi, som Copenhagen Business School offentliggjorde i slutningen af 2018.
Den viste, at billedkunstnere udgør en absolut lavindkomstgruppe, hvor halvdelen tjener mindre end 200.000 kr. årligt og hver femte tjener under 100.000 kr. Samme virkelighed afspejledes i den honorarundersøgelse, som BKF og UKK gennemførte i foråret 2019. Den viser, at to tredjedele af de kunstnere, der har udstillet på en kunsthal eller kunstmuseum i det forløbne år, ikke fik honorar.
At slaget for at sikre billedkunstnerne ordentlige vilkår langt fra er vundet står således — og desværre — helt klart. Der er nok at tage fat på for Billedkunstnernes Forbund de næste 50 år.
Tekst: Miriam Katz / BKF.
Kilder: BKF-bladet 1970-2007, Billedkunstneren 2007-2019, Ole Sporring: Rids af en historie om BKF, BKF’s protokoller og mødereferater, avisartikler fra diverse dagblade, samtaler med kulturpolitiske aktører og medlemmer af BKF.