BKF: Få alle kunstnerøkonomier med i hjælpepakke

26.03.20 | Nyheder

Juster hjælpepakken for freelancere og selvstændige, så alle typer af kunstnerøkonomier omfattes, eller etabler særlig coronakrisepulje for de kunstnere, pakken ikke dækker. Sådan lyder det fra BKF, der efterlyser afklaring på kunstnernes vilkår i coronakrisen.

”Vi er klar over, at det tager tid at få alle detaljer i hjælpepakkerne på plads, men vi savner en klar tilkendegivelse fra kulturministeren om, at hun ønsker at finde en løsning, så de fattigste kunstnere også omfattes af det sikkerhedsnet, regeringen har spændt ud under andre grupper på arbejdsmarkedet i den her krise,” siger Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund.

Der er nu gået en uge, siden regeringen lancerede sin hjælpepakke for freelancere og selvstændige. Og det er stadig uklart, om pakken kommer til at dække de mange kunstnere, der tjener mindre end 180.000 kr. om året i deres kunstneriske virksomhed, eller er såkaldte kombinatører, dvs. har indtægter fra både lønarbejde, selvstændig virksomhed og kunststøtte i form af f.eks. arbejdslegater.

Nis Rømer har ligesom de øvrige kunstnerorganisationer den sidste uges tid presset politisk på for at alle skabende og udøvende kunstnere bliver dækket af hjælpepakkerne. Bl.a. har han gjort kulturministeren opmærksom på problemet i, at man som minimum skal have en omsætning på 180.000 kr. om året på sin kunstneriske virksomhed for at være omfattet af hjælpepakken. Og at der i hjælpepakkens krav til årsindkomst ikke er taget højde for, at mange kunstnere har en kombination af A og B indkomst.

Købt eller solgt?
BKF vurderer, at op mod 75 procent af de anerkendte, professionelle billedkunstnere herhjemme har en omsætning på mindre end 180.000 kr. om året på deres kunstneriske virksomhed. Ca. 91 procent af billedkunstnerne er kombinatører, dvs. har både A og B indkomst, viser den seneste undersøgelse af billedkunstneres indkomstforhold (Billedkunstens Økonomiske Rum, CBS 2018).

”Vi står med en gruppe af kunstnere, der er vant til at leve på en sten, men som nu ser det spinkle indtægtsgrundlag, de har, smuldre pga. statens nedlukning af kulturlivet. Og de ved stadig ikke, om de er købt eller solgt i forhold til regeringens hjælpepakker. Det er ikke store beløb, der skal til for at hjælpe den her gruppe igennem krisen, men det vil gøre en afgørende forskel for kunstnerne og sikre, at vi også på den anden side af den her krise har et stærkt og levende kunstliv,” siger han.

Behov for krisepulje for kunstnere
BKF har tidligere foreslået at der oprettes en særlig coronakrisepulje, f.eks. i regi af Statens Kunstfond, for de kunstnere, der hverken er omfattet af regeringens hjælpepakker, eller er medlemmer af en a-kasse.
”Tanken er, at Statens Kunstfond kender kunstnerne og deres arbejdsvilkår indgående og kan vurdere, hvem der skal være berettigede til kompensation. Det kan vise sig at blive et nødvendigt supplement til de hjælpepakker, regeringen har lanceret,” siger Nis Rømer.

BKF bakker også op om tanken om en særskilt kultur-hjælpepakke, som bl.a. De Radikales kulturordfører Zenia Stampe har lanceret i dag. ”Det er desværre ikke kun kunstnere, men også flere kulturinstitutioner, der falder mellem stolene i regeringens hjælpepakker. Dem bør regeringen få med i de økonomiske tiltag, de lancerer nu.”

Foto fra kunstneres ophængning af udstilling på Kunstforeningen Gl. Strand: Jacob Dall.

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 15.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.