Kunstens evne til at skabe perspektiv, fordybelse og nye erkendelser er vigtig – ikke mindst i en krisetid. Men coronakrisen har trukket tæppet væk under en i forvejen usikker og trængt kunstnerøkonomi, og mange kunstnere står lige nu i akutte økonomiske problemer. Det fremgår af en strøm af henvendelser, som BKF modtager i disse dage fra medlemmer, om udsatte og aflyste udstillinger, udsatte og aflyste undervisnings- og udsmykningsopgaver og manglende salg af værker.
I alt anslår BKF, at billedkunstnere mister ½ – 1 million kr. om ugen under coronakrisen, på grund af opbremsningen i kunstmarkedet. Vurderingen bygger på beregninger af kunstmarkedets samlede størrelse, foretaget i forskningsprojektet Billedkunstens Økonomiske Rum (CBS 2018).
BKF opfordrer til at købe kunst nu
Ved at købe samtidskunst nu, kan man bidrage til, at der også findes et levende og aktivt kunstliv på den anden side af den krise, vi befinder os i pt.
BKF opfordrer derfor offentlige myndigheder og institutioner til at igangsætte eller øge indkøb af samtidskunst, sådan som man f.eks. ser det i Norge, hvor Nasjonalgalleriet (svarende til Statens Museum for Kunst) pga. coronakrisen har fordoblet sit indkøbsbudget og øremærket midlerne til køb af værker af norske kunstnere og kunsthåndværkere.
Den norske regering har desuden besluttet at tilføre norsk kulturliv 900 millioner kr. som kompensation for tabte indtægter under coronakrisen. BKF opfordrer den danske regering til at følge samme spor, så vi også har et aktivt og levende kunst- og kulturliv på den anden side af den krise, vi oplever nu.
Under hashtaggene #købkunstnu, #købdanskkunst og #købsamtidskunstnu opfordrer BKF alle, der har økonomisk mulighed for det, til at købe kunst nu. Følg BKF’s opslag på forbundets profiler på Facebook, Instagram og Twitter.
Find samtidskunsten online
Oversigt og kontaktinfo til kunstnere, der er medlemmer af BKF, findes her: http://kunstnerportal.bkf.dk
En del onlineplatforme formidler salg af dansk samtidskunst, men det er ikke helt nemt at skelne de seriøse fra de mindre seriøse. Et godt sted at finde kunst af anerkendte kunstnere er platformen PARS, der både formidler leje og salg af værker.
Mange gallerier formidler desuden også salg online eller har deciderede webshops, og også her er det nødvendigt at gå efter gallerier, der lever op til kunstfaglige kriterier. Se oversigt over de gallerier, der er medlemmer af brancheorganisationen Danske Gallerier, her
Kunstnerdrevne udstillingssteder, der formidler salg
Under coronakrisen bruger det kunstnerdrevne udstillingssted YEARS sin Instagramprofil til at formidle salg af værker i projektet YEARS & FRIENDS – direkte fra køber til kunstner.
Udforsk kunstnerdrevne udstillingssteder online
Websiderne hos landets mange kunstnerdrevne udstillingssteder giver et godt indblik i hvad der rører sig i den nyeste danske samtidskunst. Her kan man studere værkfotos og finde navne på kunstnere, man selv kan kontakte med forespørgsler om køb af værker. Se BKF’s oversigt over kunstnerdrevne udstillingssteder i hele landet her
Find kunstnersammenslutninger online
Mange af landets dygtigste billedkunstnere er medlemmer af en af de mange traditionsrige kunstnersammenslutninger herhjemme. Find oversigt over sammenslutningerne og find navne på deres medlemmer på de respektive websider. Se BKF’s oversigt over kunstnersammenslutninger i hele landet her
Er du engageret i et kunstnerdrevet udstillingssted, som ikke findes på BKF’s oversigter, eller har du kendskab til et, der bør stå på listen, så send en mail med info til mk@bkf.dk