Christina René er ny udstiller i BKF’s sekretariat

16.08.18 | Nyheder

Christina René (f. 1989) er august-september måneds kunstner i BKF’s Dimittend-udstillinger 2018. Den danskfødte kunstner tog afgang fra Kungliga Konsthögskolan i Stockholm tidligere i år og er nu tilbage i København, hvor hun i BKF’s sekretariat viser en serie collager og skulpturer fra sin afgangsudstilling.

Den samlede installation, som kan opleves i BKF’s sekretariat i Vingårdstræde frem til 27. september, har titlen ‘Tvangssystemet’ og består af tekstile og keramisk glaserede objekter og collager, placeret i mødelokale, køkken og kontorrum.

Christina René fortæller om tankerne bag udstillingen:

Tvangssystemet tager udgangspunkt i en undersøgelse af objekter som eksistenser i en påtvunget sammenhæng. Det, at alting er en del af noget andet, og at intet eksisterer ensomt fysisk, interesserer mig,” siger Christina René, der i denne sammenhæng har været inspireret af Inger Christensens metode:

“Objekterne i installationen er en del af et rum, en historie, har en sammenhæng og en baggrund. De er lavet af et materiale, har en form og en farve. Alle disse fysiske aspekter har de ikke haft kontrol over. De er formet ind i en allerede eksisterende virkelighed.”

“Inger Christensen arbejder også med formelle procedurer, der omhandler form i tid, funktion, historie og materialitet. Hun skaber en universel tidløs, abstrakt forståelse og fornemmelse af form som eksistens og identitet i en større sammenhæng, som jeg er meget optaget af.”

Christina René er udstillingsaktuel i Eksrummet oktober-november 2018.

Vil du udstille hos os? Læs mere om BKF’s udstillingsordning for dimittender her…

Følg Christina Renés arbejde på Instagram, her…

 

Christina René: Uden titel. Tvangssystemet 2018.

Christina René: Uden titel. Tvangssystemet 2018.

Christina René: Uden titel. Tvangssystemet 2018.