Dagpengeforslag svækker billedkunstneres vilkår

16.09.21 | Nyheder

Regeringens forslag om at nedsætte dimittendsatsen med ca. 4.000 kr. om måneden og forkorte dagpengeperioden fra to til et år vil gøre indgangen til arbejdslivet som kunstner endnu vanskeligere, end den er i dag.

Flere unge kunstnere risikerer at blive presset helt ud af faget, og det vil få alvorlige konsekvenser for hele kunstlivet. Det mener Billedkunstnernes Forbund (BKF), der opfordrer politikerne til at gentænke forslaget:

”Som nyuddannet billedkunstner er det mere kompliceret og tager længere tid at skabe sig en levevej i faget, end det gør for andre dimittender, der søger mod traditionelle lønmodtagerjobs. Derfor rammes nyuddannede kunstnere ekstra hårdt af de foreslåede ændringer i dagpengesystemet,” siger Nis Rømer.

Kunstnere falder stadig mellem stolene
BKF peger på, at billedkunstnere og andre freelancere med såkaldt ’kombinations-indkomst’ står dårligt i dagpengesystemet:

Kunstnere har ofte deltidsjobs og projektansættelser, samtidig med at de f.eks. etablerer egen kunstnerisk enkeltmandsvirksomhed og modtager arbejdslegater.

Men kombinationen af A- og B-indkomst og evt. overskud fra selvstændig virksomhed tæller i hver sin ’kasse’ i dagpengesystemet. Og legater tæller slet ikke. Derfor mister kunstnere ofte dagpengeretten, selvom de arbejder lige så meget som andre faggrupper.

”Kombinatørerne er stadig ikke sikret tryghed og dækning i dagpengesystemet på lige fod med andre faggrupper. Rigtig mange kunstnere falder stadig mellem stolene, og det er især alvorligt for de nyuddannede, der har brug for tid til at opbygge deres arbejdsliv som kunstnere,” siger Nis Rømer.

Brug for arbejdsrum
Han tilføjer, at den foreslåede nedsættelse i dimittendsatsen på ca. 4.000 kr. om måneden også giver særlige problemer for nyuddannede billedkunstnere:

”Når du har taget afgang fra et kunstakademi, skal du ud og finde et atelierfællesskab eller en værkstedsplads. Det er svært at se, hvordan den enkelte skal få råd til det, med den reduktion af dimittendsatsen som regeringen foreslår,” siger han.

Alt i alt svækker dagpengeforslaget desværre unge kunstneres muligheder for at fastholde deres kunstneriske praksis efter endt uddannelse og skabe sig en levevej i faget. Og det er en helt forkert vej at gå, mener Billedkunstnernes Forbunds formand:

”Hvis vi vil have et mangfoldigt og velfungerende kunstliv i Danmark, skal vi tværtimod styrke nyuddannede kunstneres muligheder for at etablere sig og få gode arbejdsliv. Som samfund har vi brug for al den nytænkning, udvikling og kreativitet, som de unge kunstnere, entreprenører og mindre opstartserhverv bidrager med.”

Øverst foto fra BKF’s netværksmøde for dimittender 2020. Foto: Uffe Weng.

Baggrund:
I udspillet Danmark kan mere 1 foreslår regeringen at stramme dagpengereglerne, så dimittendsatsen reduceres fra 13.815 til 9.500 kr. (4.315 kr.).
Samtidig foreslår regeringen at forkorte dagpengeperioden fra to til et år.
Hver dimittend vil således gå fra at kunne modtage 331.560 over to år, til at kunne modtage 114.000 kr. på et år.
Én ud af fire, der er på dagpenge, er dimittender.