”Det er på tide, at kunstnerne tager kunsten tilbage”

27.04.20 | Nyheder

Den nordjyske billedkunstner Gorm Spaabæk står bag Skagen Kunsthal, der er nomineret til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2020. Her udstiller han blandt andet sin private kunstsamling og inviterer kunstnere til at udstille på kunsthallens ydre.

Skagen Kunsthal. Foto: Hans Ravn.

Godt seks kilometer fra Grenen ligger Skagen Kunsthal, der bliver drevet af billedkunstner Gorm Spaabæk. Danmarks måske nordligst beliggende kunstnerdrevne udstillingssted har eksisteret siden 2016 som en del af billedkunstnerens eget værksted. De seneste par år har Gorm Spaabæk desuden inviteret kunstnere til at udstille på kunsthallens ydre i forbindelse med eksperimentet Skagen Museum for Moderne Kunst (SMMK) – et ikke-eksisterende museum, der kun lever i kraft af sin aktivitet.

Hvad bidrager Skagen Kunsthal med i kunstlivet?

”Skagen Kunsthal tager udgangspunkt i lånte og nye værker og vokser ud af min private kunstsamling. Jeg ser min samling som et kunstnerisk værktøj og i Pinakoteket er min samling pakket ud. Den består blandt andet af malerier, installationer, skulptur, børnebøger, bogforsider og tegninger, som jeg har samlet gennem livet.

Jeg udviklede min studiesamling i erkendelse af, at man ikke har adgang til mere bredt orienterede samlinger heroppe, som man for eksempel har i København. Min kunstsamling repræsenterer derfor både værker, som jeg kan lide, og værker, som jeg ikke kan fordrage eller forstår. Det er en misforståelse, at man kun skal udstille kunst, som man kan lide. Det skaber ikke diskussion eller udvikling inden for faget.”

Hvorfor vælger du at arbejde for at formidle kollegers udstillinger?

”Jeg synes, at det er på tide, at kunstnerne tager kunsten tilbage. Der er nogle grundlæggende strukturer i dag, der er ineffektive og uholdbare. For eksempel fraværet af kvindelige kunstnere på de kunsthistoriske museer og lave, eller manglende, honorarer til os kunstnere. Mit eksperiment med Skagens Museum for Moderne Kunst er en måde at gøre op med de vilkår. Her inviterer jeg kvindelige kunstnere til at skabe værker i form af bannere til det ydre af kunsthallen. Kunstnerne bliver lønnet for deres arbejde med værkerne via sponsorater fra lokale virksomheder. Det er mit forsøg på at skabe en forandring i branchen, der forhåbentlig kan sprede sig som ringe i vandet.”

Hvad kan et kunstnerdrevet sted som dit, som de mere etablerede kunstinstitutioner og udstillingssteder ikke kan?

”Det kan skabe rum for en fortrængt og kvalificeret, faglig diskussion, som man ellers ikke har adgang til hos de etablerede kunstinstitutioner og udstillingssteder. De steder har de udstillede værker ofte ikke samme bredde i sit udvalg, som den jeg søger at skabe i Skagen Kunsthal.

Gorm Spaabæk i Skagen Kunsthal. Foto: Hans Ravn.

De kunstnerdrevne udstillingssteder kan således give kunstnere en udvidet referenceramme ved at give adgang til værk og brudflader, som man ellers ikke har adgang til og dermed bidrage til udviklingen i samtidskunsten.”

Skagen Kunsthal holder åbent fra Sankt Hans og et par måneder frem. I år vil besøgende blandt andet kunne opleve værker af maler, billedhugger og grafiker Erling Frederiksen og maler, tegner og grafiker, Aksel Jørgensen samt malerier og skulpturer af Anton Laier.

Uden for sæsonen er kunsthallen desuden åben efter aftale, og der er gratis adgang for børn, billedkunstnere og sælgere af Hus Forbi. 

Skagen Kunsthal er blandt de nominerede til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2020. Du kan også nominere din favorit. Send dit bud med en kort begrundelse til bkf@bkf.dk senest d. 4. maj 2020.

Tekst: Britt Esrom, BKF.

Erling Frederiksen: Portrætbuste. Skagen Kunsthal 2020.

 

Plakater af Knud Odde, Lars Ravn og Bjørn Nørgaard. Oven på reolerne Anton Laiers buster af Blicher og Sibelius. Bogafdelingen, Pinakoteket, Skagen Kunsthal.

 

På ydersiden af Skagen Kunsthal etableredes i 2018 det ikke-eksisterende museum ‘Skagen Museum for Moderne Kunst’, hvor skiftende samtidskunstnere viser værker på store posters (170 x 340 cm). Her af Mine Neumann (2019).

 

Inge Tranter: Mand og Kvinde på en mark. Skagen Museum for Kunst.

 

Skagen Kunsthal.