Fem råd: Sådan styrker vi billedkunstens rammer

08.09.19 | Nyheder

Hvordan styrker vi billedkunstens rammer? Fagbladet Billedkunstneren har spurgt en række kunstnerne i anledning af, at Danmark har fået en ny kulturminister.

Af Julie Elmhøj 

Jette Hye Jin Mortensen, Billedkunstner, Roskilde (f. 1980) 

– Hvad mener du, at vores nye kulturminister bør arbejde for på billedkunstområdet? 

 Jeg flyttede til Roskilde for et par år siden, og jeg kan se, hvordan Joy Mogensen som borgmester har været med til at skabe nye kulturhuse, kulturaktiviteter og en massiv indsats for børn og unges møde med kunst og kultur. Dét, synes jeg, hun skal fortsætte med at sætte fokus på som minister. Børns møde med billedkunst, billedkunstnere og kunstnerisk skabelse er én af de ting, man kan betegne som læring for livet. Det får dig til at mærke følelserne inde i dig og se verden omkring med nye øjne. Med mod til at prøve dine tankebilleder af i virkeligheden og skabe noget, som endnu ikke findes. Det lyder enkelt, men det er en afgørende erfaring for hvert enkelt menneske. Når det er sagt, så skal der også ses alvorligt på arbejdsbetingelserne for billedkunstnere. Der skal skabes mere stabile rammer og aftaler om løn og ligestilling ved statsstøttede institutioner. Billedkunstnere skal som skuespillere og andre kunne optjene dagpenge, men ud fra det typiske indkomstgrundlag vi har, som ofte ikke består af fastansættelser. Sideløbende med akademisk forskning og uddannelse, burde der ses på bredden af billedkunsten og hvordan kunstnere faktisk kan tilføre noget unikt og værdifuldt til mange nye jobs i samfundet. Eller hvis man tog skridtet længere ud: hvordan man med kunstnerstøtte eller en slags kunstner-borgerløn ville skabe grundlag for frivillige projekter og aktiviteter med en anden form for rigdom og skabelsesproces end projekter, der skabes på grundlag af ansøgninger, karrierepres og økonomi.” 

– Hvad mener du, at det vil få af konsekvenser, hvis kulturministeren ikke styrker billedkunstområdet? 

“I en tid som denne, hvor vi på én generation har fået internet, sociale medier og en enorm og konstant, verdensomspændende billedproduktion, der er mere eller mindre reguleret, filtreret og verificeret, er det vigtigt at give mennesker incitament til at være aktive og kritiske frem for passive og forbrugende. Billedkunsten skal have et frirum fra kommercielle og specifikke politiske interesser, hvor den frit kan være med til at forme, videreføre og nyskabe kulturen. Billedkunstnere rummer som en sideeffekt ofte et stort spænd af sensibilitet, kritisk tænkning, viden om historie og samfund og håndværksmæssig og materiel kunnen, men især det sidste er blevet presset på grund af nedskæringer på uddannelserne og lukning af materialelaboratorier og værksteder. Vi må spørge os selv, hvad vi vægter som samfund, hvis man mister kernen i sin kulturarv og ingen i den næste generation af billedkunstnere får overleveret årtiers dybdegående viden om form, materialer, farve, rum og får det integreret i en ny tid og i de nye medier.” 

 

Søren Hüttel, Billedkunstner, København (f. 1976) 

– Hvad mener du, at vores nye kulturminister bør arbejde for på billedkunstområdet?

“Det er vigtigt, at den nye kulturminister sikrer, at vi kunstnere får en forbedring af de økonomiske forhold og sikrer en bedre spredning af disse økonomiske midler. Først og fremmest skal der ske en forbedring af den økonomiske situation på provinsakademierne. De skal være permanent statsfinansierede. Der er en stor søgning til de to akademier, og de har en stor talentudvikling, som gør, at det ikke er hensigtsmæssigt eller fair, at de kører på de økonomiske pumper. Derudover bør kulturministeren – uden at gå på kompromis med armslængeprincippet – også være med til at sikre, at tildelingen af de treårige arbejdslegater og udsmykningsopgaverne gennem Statens Kunstfond, bliver fordelt mere ligeligt mellem kunstnere, der er uddannet fra provinsen.

Der har, så vidt jeg kan se, siden 2014 kun været givet to tre-årige arbejdslegater til kunstnere, der udelukkende er uddannet fra provinsakademierne. Det skal ikke forstås som om, at nogen har fået et treårigt arbejdslegat, der ikke var fortjent. Slet ikke. Jeg ser det mere som en skævvridning, der ikke er fair. For at komme den til livs kunne man i Statens Kunstfond sikre, at der til enhver tid sidder en repræsentant fra provinsen og fra udlandet i de forskellige udvalg.” 

– Hvad mener du, at det vil få af konsekvenser, hvis kulturministeren ikke styrker billedkunstområdet?

“At vi igen ser, at billedkunsten bliver glemt fra politisk hold, til fordel for sporten og oplevelsesøkonomien, gør nok bare, at vi fortsætter med status quo. Det ligger meget til os kunstfaglige selv at styrke området på mange forskellige måder, og det gør vi også. At styrke de forskellige kunstneriske uddannelser i landet, mener jeg, er det bedste sted at begynde.”

Jesper Rasmussen, Billedkunstner, Aarhus (f. 1959) 

– Hvad mener du, at vores nye kulturminister bør arbejde for på billedkunstområdet?

“Hvis jeg umiddelbart skal pege på et par tiltag som kulturministeren bør gøre specielt for billedkunstområdet, så må det først og fremmest være at opgradere uddannelserne.

Dels bør ministeren genindføre statslige tilskud til de forberedende kunstuddannelser, Billedkunstnerisk Grundkursus, BGK, da de er meget effektive til at opkvalificere unge kunstnere til de videregående uddannelser og generer en billedkunstnerisk dannelse hos de unge. BGK bør være mindst lige så udbredt og mindst lige så statsstøttet som det tilsvarende MGK, den musikalske grunduddannelse. Og så bør kulturministeren opgradere de statsanerkendte, videregående billedkunstuddannelser i provinsen, Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi til et niveau, der er rimeligt for en videregående, statslig uddannelse. Som det er nu, er de to akademier under fattigdomsgrænsen for videregående uddannelsesinstitutioner og drives overvejende for kommunale midler, hvilket er en eklatant undtagelse i forhold til alle andre andre videregående uddannelser, der er rent statslige. Hvorfor er der fuldt statsstøttede musikkonservatorier og teaterskoler i provinsen, når der ikke er fuldt statsstøttede kunstakademier? Det har ingen af de foregående syv kulturministre kunnet svare ordentligt på (jeg har spurgt dem alle siden Brian Mikkelsen). Og hvorfor har man henholdsvis tre og fire fuldt statsstøttede kunstakademier i Norge og Sverige, vores nabolande som vi altid sammenligner os med, når vi kun har et enkelt fuldt statsstøttet kunstakademi i Danmark? Vi sakker bagud i den internationale konkurrence om at fastholde og tiltrække kunstnerisk talent i Danmark. En anden vigtig sag ville være at friholde kunsten for besparelser, sådan som man har gjort det i årtier indtil fornylig. Men det er en større sag, der rækker udover det rent billedkunstneriske til alle de andre kunstarter. Kunsten er gået fra dannelse til oplevelsesøkonomi, det vil sige fra det mærkbare til det målbare. Før var kunsten et rent værdipolitisk anliggende, politikerne ønskede at opretholde kunsten for sammenhængskraften og dannelsens skyld på linje med folkekirken. Men nu skal kunsten måles i kroner og øre for dens evne til skabe vækst, generere branding, for kunsten er blevet en del af New Public Management og politikerne støtter ikke længere kunsten, fordi vi ikke kan undvære den, men fordi vi skal tjene penge på den. Men det er nok for meget forlangt, at kulturministeren skal ændre hele den værdipolitiske dagsorden. Det kræver en endnu større gennemgribende værdidiskussion, som jeg mener kun kan ske gennem en mobilisering af hele kunstlivet og medieverdenen, for eksempel ved at oprette en tænketank for kunst og dannelse, der skal være så veludstyret, at den kan påvirke mediediskussionen og lobbyere politikerne effektivt. Det kræver sikkert økonomiske midler i Cepos-størrelsesordenen. Med sådan en tænketank kan kunstlivet måske ændre den generelle opfattelse af kunsten som en irrelevant, uforståelig storforbruger af statslige pengemidler (de færreste ved, at det kun er omkring en procent af statsbudgettet) og indføre en forestilling om, at kunsten er nødvendig for vores dannelse og demokrati, hvis vi skal udvikle som åndfulde, empatiske og kritiske mennesker.” 

Christian Schmidt-Rasmussen, Kunstner, København  (f. 1963) 

– Hvad mener du, at vores nye kulturminister bør arbejde for på billedkunstområdet?

“Den til enhver tid siddende kulturminister bør lave en kraftig udvidelse af puljerne til de frie midler direkte til billedkunstnere. En tidobling er ikke urimelig. Styrke Statens kunstfond og sikre kunstnernes indflydelse i udvalgene. I det hele taget skal vores brede faglighed respekteres, da den udspringer af en direkte og daglig praktisk erfaring med kunsten og med vores kolleger som ingen anden faggruppe kan matche. Akademierne skal reorganiseres. Forestillingen om, at de er forskningsinstitutioner og eksperimentarier skal droppes, de er slet og ret steder, hvor billedkunstnere mødes og arbejder under samme tag. Fokusset på den såkaldte elite skal droppes. Fokusset er alt for snævert og omfatter alt for få. Der er simpelthen for mange forskellige udfald for,  hvordan et produktivt kunstnerliv kan være, til at en mainstreaming, som er tilfældet i øjeblikket, giver nogen særlig mening. Flere frie midler direkte til kunstnerne vil være meget mere produktivt. Flere eksperimenterende platforme a la kulturministeriets udstillingssted Overgaden. De kunne passende spredes rundt i landet. Det vil være pleje af vækstlaget. Intet styrker en kunstnerisk praksis mere end at udstille tit. Alle, publikum, gallerier, kunstnere og især alle de andre nye udstillingssteder i især provinsen vil nyde godt af det. Kunst skal bruges. Styrk formidlingen af billedkunst. Formidling kan være mange ting, men fælles for alle formerne er, at de søger at matche publikum (og kunder) med kunst og kunstnere. Lovgiv omkring honorering af billedkunstnere. Vores honorarer skal matche lønniveauet på stedet som viser os. Organiser efteruddannelse af billedkunstnere. Som alle andre kan vi have behov for at blive opdateret om alt mellem himmel og jord.

– Hvad mener du, at det vil få af konsekvenser, hvis kulturministeren ikke styrker billedkunstområdet?

“Hvis ikke den nye minister gør noget drastisk ved elitedyrkningen, glider billedkunsten over i en forlorent professionel praksis med et fjollet fokus på en næsten ikke eksisterende international elite. Som det er nu, risikerer vi, at vi står med nogle ganske få kunstnere som blæses op til et format, ingen kan være tjent med. Vi har brug for en solid mangfoldighed frem for monokultur. Bare kig på væggene i folks hjem, når du besøger dem. Det burde være argument nok. Mere litografi, mindre spektakel, så at sige. Akademierne skal tilføres midler og omorganiseres ellers dør de. Dødsprocessen har været meget langvarig. Hvis ikke der bliver tilført mange flere frie midler direkte til billedkunstnerne, fremmer det en elitær monokultur, som ingen har glæde af. De fleste kunstnere er billige i drift, sviner næsten ikke og det samfundsmæssige afkast er stort.” 

Matilde Duus, Kunstner, København (f. 1983) 

– Hvad bør den nye kulturminister arbejde for på billedkunstområdet og hvorfor? 

“Det første vores nye kulturminister skal tage fat i på det billedkunstneriske område er at gå ind i kampen om bedre lønningsvilkår for kunstnerne. Fra politisk side har vi lært at dét som folk er villige til at betale for, er dét som har værdi. Den tankegang gennemsyrer befolkningen så stærkt, at den appliceres direkte til kunsten og gennemsyrer hele kunstverdenen med. Der hersker en almen ide om, at kunstnerens arbejdskraft ikke er noget, man betaler for – at selve muligheden for at få vist sin kunst i forbindelse med f.eks. en udstilling er en ære og dermed betaling nok i sig selv. Vi skal have ændret den gamle fortælling om, at kunstneren arbejder, fordi hun ikke kan lade være – at den frie kunst er kærlighed og uafhængig af økonomi. Ingen mennesker kan leve af kærlighed alene og billedkunstnere har udsigt til den laveste årsløn blandt længerevarende uddannelser – kunstnere arbejder anno 2019 under helt uværdige lønningsvilkår. Vores kulturminister skal følge op på de kræfter og den proces, der har været i gang de seneste år omkring lønningsvilkår for billedkunstnere. Et sted at starte er ved de store offentligt støttede institutioner, hvor der er helt urimelige forskelle på fx direktørens løn og kunstnerens honorar. Ja, ofte er kunstneren ligefrem den lavest aflønnede på hele institutionen, hvis der er løn overhovedet. Her er det nemt at forestille sig tiltag som fx at lade den økonomiske støtte til institutionerne være betinget af at kunstnerne er på lønningslisten til en rimelig tarif. Så ingen kunstner løn – Ingen støtte. Et andet sted kulturministeren kan gøre en forskel – er ved at stille krav til kommunerne om at opprioritere udbuddet af billedkunstundervisning for børn og unge. Både i skolen og som fritidstilbud. Der har længe været tradition for et stort udbud af musik undervisning ved kvalificerede undervisere – men billedkunsten har aldrig fulgt trop. Så på lige fod med at en 11-årig kan gå til klaver, cello eller sammenspil – skal hun kunne vælge fx maleri, skulptur eller installationskunst. Den kunst der skabes i dag – bliver til den kunsthistorie vi alle kender og er stolte af. Mødet med den den professionelle samtidskunstner – vil udbrede kendskabet til samtidskunsten blandt de unge. Den vil styrke de nye generationers visuelle afkodningsevner, samt deres kreativitet, fantasi og innovation. Samtidig skabes der arbejdspladser for professionelle billedkunstnere.” —

– Hvad mener du, at det vil få af konsekvenser, hvis kulturministeren ikke styrker billedkunstområdet? 

“Kunsten er en del af samfundets DNA. Et levende og rigt kulturliv smitter af på alle dele af vores samfund – og er altså en vigtig og helt essentiel del af vores fundament. Lader vi ‘udbud og efterspørgsel’ bestemme udbudet af kunst – får vi vi en type kunst, man kunne betegne som ‘easy listening’. Den er ufarlig og lækker og passer godt over sofaen.

Hvis vi derimod vil have den eksperimenterende og skæve kunst, en politisk urovækkende kunst, poesi med dybde, tankevækkende og dannende – må og skal den prioriteres fra politisk side. Kunsten skal styrkes med visioner, vilje og økonomi. Vi har brug for en synlig, radikal og inspirerende kulturminister, der forstår kunstens kraft og tør sætte kunsten på den politiske dagsorden.” 

BKF’s nye handlingsplan for billedkunst
Billedkunstnernes Forbund (BKF) har udarbejdet et idékatalog med forslag til politikerne om, hvordan billedkunstens rammer kan styrkes. Planen beskriver de områder, som BKF opfordrer kulturministeren til at udvikle, bl.a. kunst i offentligt byggeri, nyuddannede billedkunstneres vilkår samt honorering af billedkunstnere på offentligt støttede kunstinstitutioner.

Planen er sendt til kulturministeren i august og blev drøftet med Folketingets Kulturudvalg på Kulturmødet Mors 2019.

Du kan læse om BKFs handlingsplan for billedkunsten 2019 her

Denne artikel er bragt i Fagbladet Billedkunstneren, september 2019.

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 16.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.