generativ AI tilbyder os nye og spændende muligheder, men også skyggesider i form af tankeløs automation, kapitalistisk udbytning og enshittification. hvordan kan vi som billedkunstnere arbejde mere bæredygtigt med denne foranderlige størrelse? hvad kan vi lære af feminist computing, så vi kan være bedre rustet til at navigere i dette landskab?
af jacob remin, Fagbladet Billedkunstneren #2 2024
BKF har inviteret mig til at skrive om generativ AI. normalt ville jeg holde mig fra at snakke om noget der er så hypet, men gør det, fordi jeg syntes at timingen er interessant. meget tyder nemlig på at teknologien er på vej ind i den første tilbagetrækningsfase: modellerne har stadig seriøse hallucinationsproblemer, investorerne tjener ikke penge nok til at understøtte teknologiens massive ressourceforbrug, og kunderne kan ikke finde nok reel anvendelse af teknologien til, at de rent faktisk vil betale for den. aktiekurserne for chipproducenten Intel, der satser massivt på AI, er faldende, og tidligere hits som midjourney forsvinder stille og roligt ind bag betalingsmure.
generativ AI er seneste store satsning fra silicon valley, men de kapitalistiske logikker omkring udrulningen af generativ AI har vi set mange gange før. jeg mener ikke, der er nogen tvivl om, at generativ AI er på vej ind i sin første fase af enshittification. enshittification blev først beskrevet af den amerikanske forfatter og internetaktivist cory doctorow i november 2022. begrebet beskriver en udvikling som alle venture capitalist fundede platformøkonomier før eller siden går igennem, når investorerne bliver trætte af at give teknologien væk gratis og ønsker økonomisk payoff for deres investeringer. vi har blandt andet set det for sociale medier, søgemaskiner, dating apps og boligudlejning. og enshittification rammer generativ AI hårdt og hurtigt, for teknologien er ekstremt ressourcekrævende og derfor meget dyr at give væk gratis. så hvis vi skal tro doctorow er honeymoon-perioden for generativ AI altså allerede ved at være overstået, og teknologien er nu på vej til at blive meget dårligere og dyrere for brugerne.
samtidig er de økologiske og etiske problemer forbundet med teknologien i dens nuværende form så veldokumenterede, at det er umuligt ikke at føle verdenshavene koge og høre hæren af underbetalte menneskelige content-moderators sukke dybt, når man trykker på ‘generate’-knappen og sætter de globale datastrukturer i bevægelse igen.
så hvad gør vi så nu? der er ikke nogen tvivl om, at teknologien tilbyder nogle virkelig interessante muligheder for kunstnere. det er sjovt og spændende at samskabe med algoritmer, og i kunsten har vi en lang tradition for at arbejde med cutup, kaos, sampling og glitches. vi kan frit tale i stemmer og hallucinere, og billedkunsten er derfor særligt velegnet til at bruge generativ AI til at skabe nye narrativer og billeder, der udfordrer vores kollektive verdensforståelse. gennem at skabe kunst i distribuerede netværk, baseret på komplekse arkiver og logikker der er mere-end-menneske, kan vi lære os selv og teknologien bedre at kende. og det er en forståelse, vi absolut har brug for, før vi hovedløst implementerer generativ AI i den sociale forvaltning eller såkaldt smart krigsførelse, som det desværre allerede er tilfældet. så lad mig endelig slå fast, at denne kommentar ikke skal læses som et standpunkt imod kunst lavet med generativ AI, absolut ikke. lad os endelig blive ved problemerne. men hvis vi som billedkunstnere ønsker at forholde os bæredygtigt og etisk til vores produktion, er det på høje tid, at vi inkluderer vores forhold til global computation i disse overvejelser.
de globale datastrukturer, som dominerer generativ AI er blevet monokultur. og selvom det virker, som om de har total dominans over både generativ AI og internettet generelt, har monokulturer altid indbyggede svagheder på grund af deres størrelse og mangel på diversitet. svagheder som ikke viser sig, før strukturerne krakelerer de mest overraskende steder. og når det sker, skal vi være klar med vores vision for, hvad vi egentlig ønsker at bruge disse teknologier til.
her kan vi lære fra feminist computing og ruste os med strategier og værktøjer, som kan gøre os mere modstandsdygtige over for industriens hæsblæsende innovationscyklus og kan hjælpe os til at navigere mere langsigtet og mere bæredygtigt. det følgende er en checkliste, du kan bruge i din research:
- kik andetsteds. prøv noget andet end de øverste resultater i din søgemaskine. særligt hvis din søgemaskine er produceret af et firma, som er aktivt investeret i de økonomiske potentialer i generativ AI.
- er det neurale netværk, du kikker på, trænet bæredygtigt, og forholder det sig kritisk til sit input-materiale?
- har organisationen/firmaet, der laver den software, du er interesseret, i en code of conduct?
- hvem er afsender? hvis dem, der ruller teknologien ud, allerede har bevist, at de ikke har moralen i orden, kan det være fornuftigt at regne med, at de ikke har tænkt sig at gøre det meget bedre i denne omgang.
- er projektet open source og frit tilgængelig?
og hvis alt det lyder meget teknisk og uoverskueligt, så skal man huske, at det lige præcis er sådan, kapitalismen gerne vil have, at du skal føle dig: overvældet og uduelig. husk, at folk med virkeligt nyskabende ideer og radikalt anderledes perspektiver for vores teknologiske udvikling næsten aldrig er folk, der arbejder professionelt med de nuværende mainstream-teknologier. og husk, at en bæredygtig fremtid med maskiner bliver nødt til at blive drømt frem af meget forskellige mennesker og maskiner i fællesskab.
sidste år, på kvindernes internationale kampdag, blev den første International Trans★Feminist Digital Depletion Strike-hjemmeside offentliggjort og distribueret samtidig over flere feministiske servere[1]. hvis ting fra denne kommentar har resoneret med noget i dig, tror jeg, at der vil være meget andet, der også gør det i denne samling skønne links og skønne internetaktivister.
for du skal ikke stå alene: snak med mennesker, der laver seje ting. snak med mennesker, der gør tingene anderledes. følg deres eksempler, prøv noget nyt. spørg til deres anbefalinger, stil kritiske spørgsmål. ræk ud. del din viden og organiser nye fællesskaber.
lad os skabe vores egne små økologier, som vokser vildt og frit. lad os dyrke en queer computation og gå imod den standardiserede tankegang om tvangsægteskabet med silicon valley. det kunstneriske potentiale i at skabe nye techno-utopier, baseret på alternative idealer og fællesskaber, er som ukrudt og vilde blomster på en stramt anlagt plantage. for dette er det sublime potentiale som computere per definition har indbygget: de er turing-komplette maskiner og kan til enhver tid omprogrammeres til at køre ny kode efter nye principper, skulle vi ønske det. men for at det sker, skal vi allerførst kunne turde drømme os til den kode, vi gerne vil have.
jacob remin er billedkunstner og komponist. uddannet ingeniør og interaktionsdesigner. jacob remin arbejder kollaborativt med det algoritmiske potentiale i computere og internet alle steder, og er pt i residency på center for climate it på IT universitetet i københavn.
[1]https://titipi.org/8m/2023.html
Illustration øverst: AI-genereret