Kunsten inviterer os til at turde lidt mere

11.01.23 | Nyheder

Af Miriam Katz, Billedkunstneren #4 2022

Med det nyetablerede Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed har Danmark for første gang fået en offentlig, sundhedsfaglig instans, der udelukkende fokuserer på kunstens rolle i at skabe trivsel, håb, fællesskab og omsorg for personer med psykiske lidelser. Alt sammen baseret på et ligeværdigt møde mellem psykiatribrugere, sundhedsprofessionelle og kunstnere.

Side om side med sine patien­ter sidder overlæge i psykiatri Birgit Bundesen og skriver, læser, tegner, klipper, syr og maler, når kunstgrupperne samles på Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed. Her vejleder professionelle kunst­nere deltagerne i, hvordan de kan bruge blandt andet billed­kunstneriske og skønlitterære metoder. Sammen skaber de billeder og tekster, lytter til hinanden og taler om, hvad der er på spil i værkerne.

”En dag havde jeg skre­vet en rigtig trist efterårs­tekst. Bagefter kom en af pa­tienterne hen og klappede mig på skulderen og sagde: ’Jeg ved hvor godt, hvordan det er at være så trist. Men husk, det bliver altid forår igen’. Et øje­blik havde han glemt, at jeg var lægen. Jeg var bare et medmenneske, man godt lige kunne trøste lidt. Og det sker faktisk ret tit i vores kunst­grupper,” fortæller Birgit Bun­desen, da Billedkunstneren møder hende i centret på det tidligere Sankt Elisabeths Ho­spital, der udover det nyetab­lerede Center for Kunst og Mental Sundhed også huser fire af Psykiatrisk Center Amagers ambulante teams.

Signe Johannessen, Deposition for Recovery, 2021, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker

Birgit Bundesen understreger, at selvom læge-patient-roller­ne blødes lidt op i centret, så holder hun ikke op med at være lægen. Hun er meget be­vidst om, at hun har et ansvar og en magt, som patienterne ikke har.

”Det, vi prøver at få til at ske her, er en genforhandling af rollerne som læge-patient, rask-syg, magtfuld-afmægtig. Og kunsten kan åbne nye rum, hvor vi tør lidt mere. Det, at vi er fælles om at deltage i de kunstneriske processer, åbner for en opblødning af struktu­relle roller og gør, at rummet kan blive mere trygt,” siger hun, der ikke er tilhænger af begrebet safe spaces. I stedet kalder hun det brave spaces:

”Vi tror, at forandringer sker der, hvor muligheder står åbne, og det gør de i kunsten. Men det er ikke kun positivt, det kan også nogle gange gøre ondt og være farligt at arbejde med kunst. Derfor er vi meget optagede af at skabe et sikkert, kreativt rum, et såkaldt hol­ding environment. Vi kalder det et ’ømt’ rum, forstået som et rum, der kan give sig begge veje, og hvor vi udviser mod og vilje til at gå i dialog med folk, som er anderledes end os selv. Det kræver også, at lægen tør rykke sig ud af sin kittel og er villig til at indgå i almenmenneske­lige relationer med sine patienter. Selvom jeg er læge, sidder jeg ligesom de andre deltagere i gruppen med en usikkerhed, når jeg skal skrive en tekst. Synes underviseren nu, at jeg er dum? Vil de andre grine af mig, når de læser min tekst? Men jeg er ikke naiv og tror, at nu er vi alle lige. Jeg er selvfølgelig bevidst om, at jeg har den sundhedsfaglige ekspertise og for eksempel også får en høj løn for at være her, hvilket psy­kiatribrugerne jo ikke gør,” konstaterer hun.

Kunsten åbner nye rum

I de rum, kunsten skaber, bliver deltagerne fri til at være andet end deres diagnoser og – for behandlernes vedkommende – deres professioner.

”Kunsten sætter nogle tydelige spillereg­ler, som vi er fælles om, og som er ens fra gang til gang. Her spørger vi ikke hinanden om sygdom, eller om hvad vi laver i hverdagen. Vi arbejder udelukkende med det æstetiske formsprog, og deltagerne lærer hinanden at kende gennem vores æstetiske signaturer i værkerne. ’Ah, du er hende, der skriver med mange farver’, eller ’ du er ham, der sanser meget med tæerne’. Så er man pludselig ikke en person, der er sindssyg, men én, der skriver på en bestemt måde og sætter et særligt kunstnerisk aftryk,” siger Birgit Bundesen, der begyndte arbejdet med skønlitterære skrivegrupper tilbage i 2017 på Psykiatrisk Center Amagers ungdomspsy­kiatriske afsnit, hvor hun er overlæge.

”Jeg kunne se, at vi havde brug for flere og nye måder at møde patienter på. Tilbud som passer til dem, der ikke har tilstrækkelig gavn af den behandling, vi ellers kan give, og som derfor ofte bliver indlagt igen og igen,” fortæl­ler hun.

Mary Maggic, Genital (*) Panic, 2020, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker

”I begyndelsen var det meget håndholdt, vi sad på papkasser og talte om vores tekster sammen med nogle forfattere, som jeg kender privat. Men jeg så et stort potentiale, og så er det vokset derfra,” fortæller hun, der selv læste litteraturvidenskab, før hun uddannede sig til læge.

”Litteratur har været en naturlig vej ind i psykiatrien for mig, fordi skønlitteraturen kan være en form for simulator, hvor man lærer at sætte sig i andres sted. I kunst og litteratur oplever man, hvordan andres verden ser ud og føles. Som læge skal man kunne det samme: Rykke sig ud af sig selv og ind i en anden krop og verden og forstå, hvad problemet er. Ikke kun hvad jeg tror, problemet er, men også hvad patienten tror, pro­blemet er. Og det er ikke altid det samme. Hvis vi ikke finder ud af det, spilder vi nemt hin­andens tid, og patienten får det ikke bedre. Kunsten kan åbne for nye samtaler, hvor vi mødes på andre og mere ligeværdige måder, end hvad man almin­deligvis gør i psykiatrien.”

Mary Maggic, Genital (*) Panic, 2020, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker

For Birgit Bundesen er lægevidenskab først og frem­mest en human, mellemmen­neskelig disciplin: ”Evnen til at koble og relatere til et andet menneske er en afgørende klinisk evne. Kunsten kan hjælpe med at skabe forbin­delser mellem nervesystemer, forbindelser mellem menne­sker og mellem mennesker og værker,” siger hun, der i 2019 etablerede Foreningen Center for Kunst og Mental Sundhed sammen med en række ka­paciteter fra både psykiatrien, kunstlivet og forskningsverdenen.

Ny opbakning til kunst i psykiatri
Fokus var på at inddrage kunsten og kunstnerne i behandlingsforløb, både under og efter en indlæggelse i psykiatrien. Og i år blev foreningens arbejde forankret i Nationalt Cen­ter for Kunst og Mental Sundhed, der nu har en finanslovsbevilling og støtte fra både Veluxfon­den og Det Obelske Familiefond i ryggen.

At der i disse år er opstået større opbak­ning til at få kunsten ind i psykiatrien, ser Birgit Bundesen som udtryk for en voksende erkendelse af det kæmpestore, globale sam­fundsproblem, som psykiske lidelser udgør – og som vi er nødt til at blive bedre til at forebygge og behandle.

”Der er brug for nogle nye, intelligente rum, hvor vi tænker sammen, lærer noget nyt, og lærer af hinanden. Uden at det handler om at præstere eller at man skal til eksamen bagefter. Vi prøver at skabe et anderledes rum, som ikke er et ho­spital, men som heller ikke ikke er et hospital. Ordet hospital kommer jo af ordet hospice, som betyder gæstfrihed, og vi arbejder med en gen­forhandling af hospitalet som et gæstfrit sted, hvor vi har fokus på noget andet end medicinsk behandling. Det betyder ikke, at vi er imod medicin, men for nogle patienter har medicin ikke den ønskede virkning, eller det har for mange bivirkninger, og dem skal vi også kunne tilbyde forløb, som hjælper dem videre.”

Der er brug for at skabe flere broer mel­lem psykiatrien og det omkringliggende sam­fund, hvis man vil gøre sig håb om at nedbringe psykisk lidelse i befolkningen, mener hun. Og kunsten er en af de broer.

”I vores kunstgrupper er der mulighed for at lege og lære noget nyt i et trygt rum. Det er en form for selvomsorg, som kræver, at vi parkerer det, vi har lært om konstant at optime­re os selv, konkurrere og være bedre hele tiden. At blive koblet af den tænkning, der gennem­syrer opfattelsen af individet i det sen-kapitali­stiske samfund, kan være utroligt givende. Det er et mindset, som er med til at gøre folk syge,” siger Birgit Bundesen, der på et længere arbejds­ophold på en lukket, retspsykiatrisk afdeling på et sygehus i Schweiz for år tilbage selv oplevede, hvad der er muligt, når psykiatrien arbejder ud fra et andet, mere holistisk mindset.

Vigtige øjenåbnere

”Dér har patienterne blandt andet ad­gang til kunstværksteder, gartneri og stalde. Man kan uddanne sig til metalsmed, mens man er indlagt, eller arbejde i hospitalskøkke­net. Lige så snart man er rask nok til at deltage i en aktivitet, bliver man sat i arbejde. Kunst, håndværk og sociale fællesskaber er integreret i behandlingen, og terapeuterne deltager selv, sammen med patienterne. I det schweiziske civilsamfund er der også stor åbenhed for for eksempel at tage folk i praktik, når de udskri­ves fra en psykiatrisk afdeling. Det gjorde stort indtryk på mig at se, at når man henvender sig til patienternes raske side, kan folk tit meget mere, end man tror,” husker hun.

Nanna Lysholt Hansen & Stathis Tsemberlidis, Dear Daughter/Sen_sing_Inannainanna (Russ, Shiva, Klein), 2021, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker.

”Der er altid en syg og en rask side, og vi mang­ler flere tilbud i psykiatrien, som henvender sig til folks raske side. Det har for eksempel været en kæmpe øjenåbner for mig at se unge men­nesker, som måske har været indlagt i ti må­neder uden at ville sige et eneste ord til mig inde på lægens kontor, som pludselig åbner op og kan freestyle og skrive komplicerede, tre-le­dede rim à la Eminem, når de deltager i en af vores workshops med en professionel rapmu­siker. Jeg opfattede dem som helt lukkede ned, men de havde en stor, levende indre verden, som jeg ikke havde adgang til, simpelthen fordi jeg ikke henvendte mig til den.”

Hvis psykiatrien kun henvender sig til den syge side, risikerer man, at sygdommen fryses fast i et altdominerende narrativ, som en identitet, der kan være svær for patienten at bryde ud af, mener Birgit Bundesen. Det stik modsatte sker i kunstgrupperne. Her er man fri til at være alt muligt andet end sin sygdom. Og de kunstnere, der leder centrets deltagerfo­kuserede kunstgrupper, er en blandet skare, fortæller hun:

Kunstnerisk arbejde, ikke kunstterapi

”Fælles for de kunstnere, vi arbejder med, er, at de selv bruger deres kunst til at mestre livet med. Samtidig er det vigtigt at understrege, at det ikke er kunstterapi, vi bedriver i grupperne. Vi oplærer kunstnerne til ikke at gå ind i ind­holdet, de er ikke terapeuter, og der er altid en sundhedsfaglig co-terapeut til stede. Kunstne­ren har den kunstneriske ekspertise og styrer de kunstneriske processer. Vi lægger vægt på, at kunstnerne mestrer det æstetiske formsprog, og kan lægge en nøgtern distance til indhold i værkerne. Kunstnerne skal vejlede deltagerne i at se på værket på kunstens egne præmisser. Vi interesserer os for værkets stemme, og på værket som noget andet end den, der skaber det. Værket er ikke mig, jeg må lyve, fabulere og opfinde ting. Vi går ikke ind og tjekker: Var det nu også sådan i din barndom, som du skri­ver i din tekst, eller hvor er dit traume henne i det her billede. Vi leder ikke efter motiver, men præsenterer materialet som et æstetisk pro­dukt, man kan tale om på en helt anden måde, end hvis det var ens egne erfaringer, man lagde frem. Den distance er beskyttende, og gør folk mere modige,” siger hun.

At være en dygtig kunstner betyder ikke nødvendigvis, at man er god til at ’holde rum­met’ og være en god underviser for deltagerne i centrets kunstgrupper.

”Man skal stå meget stærkt i sin egen kunstneriske praksis og have evnen til at re­flektere over den. Og man skal være en tydelig faglig og kunstnerisk autoritet. Nogle af de kunstnere, vi arbejder med, har en dobbelt-eks­pertise, fordi de selv har erfaring med psykia­trien. På den måde bliver de en slags rollemo­deller, som deltagerne kan spejle sig i og se, at man godt kan have et dejligt liv, selvom man har en psykisk sygdom. Det giver håb. Og det er med til at opbygge en kultur, hvor vi afdra­matiserer det at være psykisk syg. Det behøver ikke være skamfuldt eller lægge al samtale i gruppen ned, hvis en af deltagerne har en dår­lig dag og må forlade rummet et stykke tid. Vi træner vores kunstnere i at have en ublufær­dighed omkring psykisk sygdom, men det er heller ikke sådan, at vi sidder og græder over det sammen. Det er bare en naturlig del af rummet, som vi skal navigere i.”

Kunstnere har særlig ekspertise

Ordentlige løn- og arbejdsfor­hold har lige fra starten været centralt for centrets samarbej­de med kunstnere. Når man tilknyttes centret som kunst­ner, får man en god løn, men forventes også at dele sin viden, modtage supervision og indgå i forskerteamets arbejde.

Loup Riviére, Armes Molles / Soft Weapons, 2021 og Elisabeth Kiss, Hvem Bærer Dig?, 2021, Tabita Rezaire, Sugarwalls Teardom, 2017, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker

”Vi beder for eksempel kunstnerne sidde med i kolle­gernes kunstgrupper, så vi læ­rer af hinanden. Også når ting går galt, hvilket de gør hele ti­den, for det er jo mennesker og følelser, vi har at gøre med her. Det er en læreproces for os alle sammen. Vi er optaget af, hvordan vi kan få de positive ’drivhuseffekter’, vi ser opstå i de lukkede miljøer i kunst­grupperne, til at spire videre ude i deltagernes levede liv uden for psykiatri­en. Derfor følger de forskere, der er tilknyttet centret, arbejdet i kunstgrupperne tæt. De laver et stort, videnskabeligt studie, der prøver at identificere hvilken effekt, kunsten har for deltagerne på både kort og lidt længere sigt. Og kunstnerne sidder med i alle forskningsteamets møder og bidrager med deres ekspertise.”

Allerede til foråret udgiver centret et 2-binds værk på forlaget KLIM, hvor koncepter, øvelser og designs for arbejdet i skrivegrupperne beskrives, så arbejdet med kunst forhåbentlig kan sprede sig til andre steder i psykiatrien. ”Vi oplever meget konkret, at kunstnerne kan bidra­ge positivt i vores felt, så jeg håber, at andre kan bruge vores erfaringer,” siger Birgit Bundesen.

”Den passion for kunsten og den måde, kunstnerne ser verden på, tænker vi, er en særlig måde at være i livet på. Vi prøver at finde ud af, om det er noget, kunstnerne kan lære andre. Om man kan bruge kunsten til at etab­lere rum i livet, som tør gå imod de almindelige holdninger og forventninger til, hvordan man skal være, og hvordan et godt liv ser ud.”

Kunsten har en modstandskraft over for normative forestillinger, og det er en styrke, som er særlig relevant i psykiatrien, mener hun.

”Når man kronisk har været ude af trit med den såkaldte normalitet, så er kunsten en platform, hvor der er højere til loftet og måske videre rammer for, hvornår man dømmer hin­anden inde og ude. Måske kan det faktisk være en fordel at være lidt excentrisk, som jo betyder at være forskudt fra normen. Så vi prøver at udnytte den position, både patienten og kunst­nerne har: At være lidt udenfor, eller lidt ude af trit med normalitetsbegrebet og at turde stille sig ved siden af normaliteten – med vilje.”

 

Fagbladet Billedkunstneren #4 2022

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 15.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.