Silkeborg Kunsthal er en af de 50 nominerede til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2018. For kunstner og kurator Lone Just Andersen, der står bag kunsthallen, er det væsentligste, at det skal være sjovt at drive kunsthallen. Derfor har hun heller ikke en lang udstillingsplan. I stedet lægger hun vægt på, at Silkeborg Kunsthal skal være et dynamisk udstillingssted, hvor mødet mellem kunstner og udstiller er et møde uden mellemled.
Af Julie Elmhøj
Silkeborg Kunsthal, som Lone Just Andersen selv kalder for en upassende hybrid mellem gadekunst og kunsthal, har eksisteret i fire år. Og netop fordi ordet kunsthal giver associationer til store, åbne rum med højt til loftet, bliver de fleste overraskede, når de opdager, at Silkeborg Kunsthal består af en trækasse på halvanden gange halvanden meter, der er placeret foran Lone Just Andersens hus i Silkeborg.
“Jeg tror på, at humor har et stort, kritisk potentiale, og Silkeborg Kunsthal har bestemt en humoristisk dimension, som jeg tror på kan tiltrække publikum, der måske kan være lidt ‘bange’ for kunst. Jeg hægter mig på de store, fine kunsthaller ved at mime deres navn, og samtidig er stedet alt andet end det, man normalt finder ved en kunsthal,” siger Lone Just Andersen om kunsthallen, der har huset 47 udstillinger i de fire år, udstillingsstedet har eksisteret.
– Kan du beskrive dit arbejde med at drive Silkeborg Kunsthal?
“Jeg kalder mig selv for både direktør, kurator, pedel, kunstner og kommunikationsmedarbejder. Det er mig, der står for udstillingerne, både når det er mig selv, der udstiller, men også når jeg har gæsteudstillere. Det er den sjove del af arbejdet, som jeg rigtig godt kan lide.”
Fordelen ved at drive et lille udstillingssted er, at her ingen mellemled er. På de store steder kan man indimellem opleve, at kunsten bliver teoretiseret og institutionaliseret
“Derudover er der en masse andre opgaver, som er nødvendige, for at kunsthallen består. Jeg driver kunsthallens hjemmeside og dens Instagram-konto, og den del af arbejdet, er jo ikke det, jeg er bedst til. Jeg er bedst til at lave kunst og kuratere, men alt det andet er jo nødvendigt for, at kunsthallen eksisterer. Det allervigtigste for mig er, at arbejdet skal være lystbetonet. Det skal være seriøst og sjovt. Derfor har jeg heller ikke en lang udstillingskalender. Det er vigtigt for mig, at kunsthallen er et dynamisk og aktuelt sted, hvor jeg kan ændre udstillingerne, som det passer mig.”
– Hvad oplever du som den største udfordring ved at drive et kunstnerdrevet sted?
“En af de største udfordringer er uden tvivl økonomien. Jeg bruger mine egne penge til at drive stedet, og jeg vil gerne have bedre råd til at invitere gæstekunstnere. Men selvom økonomien er en udfordring, så bliver det opvejet af alt det gode, der kommer ud af mit arbejde. Interaktionen med dem, der kommer og ser udstillingerne, er uden tvivl noget af det bedste ved at drive Silkeborg Kunsthal. Jeg oplever mange søde og interesserede mennesker, der stopper og siger, at de altid glæder sig til at se, hvad der nu bliver udstillet. Jeg talte bl.a. med et par, der havde gæster med fra USA og som havde slået et smut forbi kunsthallen, fordi de ville vise stedet frem. Den slags historier bliver jeg glad for. Så ved jeg, at det betyder noget for nogen, at jeg gør det her. Jeg synes, det er fantastisk, når folk stopper op og betragter udstillingen. Det er virkelig det, der driver mig. Jeg er meget interesseret i at høre, hvad folk tænker, uden at de føler, at de skal please mig, og jeg står tit og betragter folk igennem vinduet og drømmer om at være en flue på væggen.”
– Hvilke reaktioner oplever du fra publikum?
“Vejens beboere som jo på en måde er tvangsindlagt til at se på kunsthallen og har heldigvis taget rigtig godt i mod den. Det betyder meget, for ellers har den ikke rigtig nogen berettigelse. Jeg får mange positive tilkendegivelser, men derudover oplever jeg indimellem også en form for forlegenhed blandt dem, der stopper op for at se udstillingerne. Det er, som om, de er bange for, at de ikke forstår kunsten. Det vil jeg selvfølgelig gerne være med til at ændre.”
– Hvad er den største fordel ved at drive et lille, kunstnerdrevet udstillingssted?
“Kunsthallens dimensioner og placering gør, at jeg kan fastholde intentionen om det eksperimenterende og den direkte dialog. Den fungerer som en lille uventet forstyrrelse af normaliteten, som måske kan anspore til samtale og forundre, fornøje eller forarge. Desuden når Silkeborg Kunsthal et andet publikum end de store kunstinstitutioner. Fordi kunsthallen forstyrrer folk ufrivilligt i det offentlige rum, har den kun sin berettigelse så længe, jeg sikrer, at den kunst, der bliver udstillet, er af høj kvalitet. Selvom jeg ikke kan tilbyde store honorarer, oplever jeg en stor imødekommenhed, og jeg har bl.a. udstillet værker af Poul P og af Ovartaci.”
Kunsthallens dimensioner og placering gør, at jeg kan fastholde intentionen om det eksperimenterende og den direkte dialog
“Fordelen ved at drive et lille udstillingssted er, at her ingen mellemled er. På de store steder kan man indimellem opleve, at kunsten bliver teoretiseret og institutionaliseret. I Silkeborg Kunsthal er mødet mellem kunsten og publikum uden mellemled. Kunsten er ikke sat i scene af andre, og det synes jeg, har sine fordele. Den form for forlegenhed, man kan opleve, når man går op ad rampen på Aros, den oplever man ikke på samme måde her. En anden fordel ved et lille dynamisk sted som dette, er at jeg meget hurtigt kan kommentere direkte på aktuelle situationer og mediebegivenheder. Som for eksempel, da HEART udstillede et værk af Wim Delvoye, en levende tatoveret mand, Tim, som har solgt sin ryg til en kunstsamler for 150.000 Euro. Jeg mimede begivenheden ved at arrangere en udstilling med en flot tatoveret lokal tatovør, som straks var med på at performe i Silkeborg Kunsthal.”