De har baggrund i eks-Jugoslavien, og har alle erfaring med krig, flugt og livet mellem flere kulturer. Samtidig er de toneangivende profiler på samtidskunstscenen. Nu præsenteres de for første gang samlet på Statens Museum for Kunst (SMK).
Af Miriam Katz
Det sker på udstillingen ’Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien’, der indtager Skulpturgaden på nationalgalleriet den 17. september.
Bag udstillingen står blandt andet kurator og billedkunstner Tijana Mišković, der er ph.d.-stipendiat på kunstmuseet frem til 2023. Hendes forskningsprojekt har fokus på netop denne gruppe af kunstnere, hvoraf mange flygtede til Danmark som børn fra krigen i eks-Jugoslavien med deres familier i begyndelsen af 1990’erne. Siden har de uddannet sig på danske kunstakademier og har sat markant præg på både dansk og internationalt kunstliv.
Udstillingen udspringer af Tijana Miškovićs forskningsprojekt, hvor hun blandt andet undersøger, hvad de erfaringer, denne gruppe kunstnere bærer med sig, betyder for deres kunst.
”Jeg ser mange ligheder, men også mange forskelle, mellem dem. Og jeg er interesseret i at løfte de her vigtige kunstnerskaber frem på en måde, der giver plads til både diversiteten og til den fælles kulturhistoriske arv, der har været med til at forme dem,” siger hun, da Billedkunstneren møder hende på SMK i juli, hvor værkerne til udstillingen er ved at blive pakket ud og installationerne forberedes.
Personlig, politisk, universel
Tijana Mišković. Foto: Miriam Katz
Egentlig skulle Tijana Mišković ’kun’ forske, da hun i 2020 blev ansat på museet med sit kuratoriske ph.d.-projekt, finansieret af Novo Nordisk Fonden. Men da hun forhørte sig om, hvorvidt museet kunne vise et af de værker, hun skriver om i sin afhandling, Ismar Čirkinagićs ’The House in a Forest by the Sea’, greb museet muligheden for at realisere en større udstilling, der sætter lys på en gruppe vigtige samtidskunstnere, der hidtil ikke er præsenteret samlet.
I alt syv kunstnere bidrager med nye og ældre værker, hvoraf flere findes i SMK’s samling. Čirkinagićs monumentale installation, der blandt andet består af seks meter høje sejl syet sammen af tøj indsamlet i 15 konfliktramte lande, har tidligere været udstillet på The Meštrović Pavilion i Zagreb og vises nu for første gang herhjemme.
”Hele Ismar Čirkinagićs kunstneriske praksis er et eksempel på, hvordan nogle af disse kunstnere siger noget universelt menneskeligt om krig og traumer, uden nødvendigvis at arbejde direkte med deres egne, personlige erfaringer. Hans værker taler meget stærkt følelsesmæssigt til os beskuere, uanset om vi selv har oplevet krig og flugt eller ej,” siger hun. Nogle af de deltagende kunstnere, for eksempel Vladimir Tomić og Ana Pavlović, bruger mere direkte deres egne personlige erfaringer som kunstnerisk materiale, blandt andet i form af fotos, videooptagelser og breve som indgår i værkerne (se interviews med Tomić og Pavlović s. 10-13, red.)
Nermin Duraković, Our Border, 2021. Videostill. © Nermin Duraković / VISDA
Andre, for eksempel Nermin Duraković, er primært optaget af socialpolitiske strukturer i samfundet. I videoværket ’Our border’ viser han et grønt, frodigt bjerglandskab, gennemskåret af et nøgent, ryddet skovområde. Motivet er optaget med dronekamera på grænsen mellem Kroatien og Bosnien-Hercegovina, der også udgør EU’s ydre grænse. Det er her, mange mellemøstlige flygtninge de senere år er strandet i forsøget på at nå ind i Vesteuropa. Titlens udsagn om ’vores grænse’ peger således på en flertydig personlig, politisk og etisk ladet mellemposition, som genfindes i mange af de øvrige deltagende kunstneres praksisser, fortæller Tijana Mišković.
”De taler alle ud fra en transkulturel position, hvor de prøver at skabe nye forbindelser, for eksempel mellem ’her’ og ’der’, ’dengang’ og ’nu’. Nogle prøver at hele og reparere, andre viser sammenstød. I deres kunst forbindes det jugoslaviske, og alt hvad det indebærer af historisk, social og kulturel arv, med den danske kultur, hvor de er vokset op, har uddannet sig og har tilegnet sig et visuelt sprog.”
At zoome ind på det jugoslaviske
De senere år har der mange steder i kunstlivet været fokus på flygtningepolitik, krig og landflygtighed med udstillinger af kunstnere fra konfliktområder i hele verden. Her ønsker Tijana Mišković dog at skabe en udstilling, der ikke kun handler om migration, men som også peger på det specifikt jugoslaviske.
”Ikke for at hylde en national ramme eller indkapsle kunstnerne fra eks-Jugoslavien i en snæver national forståelse, men for at vise, at national identitet er under konstant udvikling. Og at mange lever mellem forskellige nationale tilhørsforhold og har en masse med i bagagen, som også kommer til udtryk i kunsten,” forklarer hun, der selv kom til Danmark som flygtning fra Balkan i begyndelsen af 1990’erne og tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2008.
Ligesom kunstnerne på udstillingen er hun barn af en nation, der ikke længere eksisterer. Titos socialistiske Jugoslavien forsvandt med krigen og blev erstattet af nye nationalstater. Og netop spørgsmål om det tabte lands betydning er Tijana Mišković særligt optaget af at løfte frem, både på udstillingen og på et kunstfagligt seminar, hun arrangerer, som finder sted den 5. november på SMK.
”Jeg tror, det er vigtigt at have øje for både den specifikke, kulturhistoriske baggrund, kunstnerne kommer med, og de universelt menneskelige erfaringer med krig, migration, traumer og kulturel oversættelse, som disse værker peger på. Begge spor skal med, hvis man i dybden vil forstå det, der er på spil i kunsten.”
Kunstinstitutioner har brug for minoritetserfaring
Den dobbelte optik, hvori erfaringen fra eks-Jugoslavien indgår, spiller også en vigtig rolle i hendes eget forsknings- og kurateringsarbejde.
”Det betyder noget, at jeg deler kunstnernes baggrund. Jeg kan forstå de forbehold og den skepsis, man kan have som kunstner, når nogen vil placere én i kategorien ’kunstner fra det tidligere Jugoslavien’, og derfor har vi haft mange dialoger for at sikre, at alle kunne se sig selv i den her sammenhæng. Det har været en givende proces, også fordi det har betydet, at vi skulle blive skarpe på at formulere vores kuratoriske motivation, så kunstnerne kunne forstå, ikke blot hvad vi ville, men også hvorfor vi ville gøre det,” siger hun om udstillingen, der realiseres i samarbejde med kunstformidler Hilde Østergaard.
Designer Lovorika Banović har skabt udstillingens design med inspiration fra blandt andet en traditionel jugoslavisk skammel og geometriske mønstre fra jugoslavisk vævetradition. Og at kunstinstitutioner bruger fagfolk med anden etnisk baggrund end majoritetsdansk i alle led i udstillingsprocesserne, er både en naturlig og nødvendig udvikling, mener Tijana Mišković.
”Der sker meget positivt i kunstlivet i disse år, men jeg tror, vi kan blive endnu bedre til at skabe forandring inde fra institutionerne ved at få mere diversitet både blandt ansatte og ledelse. Ordentlige, omhyggelige dialoger med kunstnere er nødvendige for at skabe gode udstillinger. Og det kræver både tid og en særlig forståelse og følsomhed, som jeg ikke tror, man nødvendigvis kan uddanne sig i på et universitet. Institutioner vinder ekstra ressourcer, når de har medarbejdere inhouse, der kombinerer kunstfagligheden med for eksempel en transkulturel optik. Jeg tror, minoritetserfaring bliver en værdifuld kompetence fremover.”
Øverst: Ana Pavlović, Paper Theater, 2019. Installationsfoto fra Kunsthal Nord. © Ana Pavlović / VISDA. FOTO Niels Fabæk
FORBINDELSER — DANSKE KUNSTNERE FRA DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN
Statens Museum for Kunst, 17. september – 19. februar 2023.
Deltagende kunstnere: Alen Aligrudić, Ismar Čirkinagić, Suada Demirović, Nermin Duraković, Amel Ibrahimović, Vladimir Tomić og Ana Pavlović.
Udstillingsdesigner: Lovorika Banović.
Kuratorer: Tijana Mišković og Hilde Østergaard.
Her kan du læse hele Billedkunstneren #3 2022