Lancering af GRO

13.12.23 | Nyheder

Kunst- og kulturarbejdere har svære arbejdsvilkår. Flere har jobs ved siden af det kunstneriske arbejde, andre forlader branchen helt, nogle har dårlig mental sundhed, og mange har svært ved at få arbejde og privatliv til at balancere.

Det er baggrunden for, at Aron – Center for bæredygtigt arbejdsliv har taget initiativ til Projekt GRO, der handler om at skabe bæredygtige arbejdsliv for kunst- og kulturarbejdere. Projektet har blandt andet haft som mål at udvikle et dialogværktøj, der kan bruges i vækstgrupper til at skabe nye praksisser i arbejdslivet, således at samtaler, refleksioner og løsninger i gruppen fremmer den enkeltes mulighed for at få et bæredygtigt arbejdsliv trods vilkårene og rammerne i branchen.

Værktøjet lanceres i dag i Aron – Center for Bæredygtigt Arbejdsliv ved et arrangement for kunstnere og kulturarbejdere samt projektdeltagere og samarbejdspartnere.

Læs mere om arrangementet hos Aron – Center for Bæredygtigt Arbejdsliv

Dansk Kunstnerråd og fem af dets medlemsorganisationer er en del af Projekt GRO, nemlig Billedkunstnernes Forbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Skuespillerforbund og Uafhængige Scenekunstnere.

Læs mere om Projekt Gro hos Dansk Kunstnerråd

Læs mere om bæredygtigt arbejdsliv i Fagbladet Billedkunstneren #2 2022