Med Live Art Danmark har Ellen Friis og Henrik Vestergaard viet deres karriere til at etablere performance som seriøs international kunstform for både børn og voksne i Danmark.
Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #2 2024
Performancekunst er blevet mere og mere populær de senere år. Tidligere blev performancekunst set som fundamentalt forskellig fra den kunst, der kunne samles eller udstilles af kunstmuseer, men i dag inkluderes liveoptrædener, der kombinerer teater, billedkunst, musik, koreografi og meget andet i kunstgallerierne, museernes og kunstfestivalernes programmer. Flere og flere samtidskunstnere har taget performancekunsten ind i deres praksis, men hvad indebærer det at udvikle, organisere, fremføre en performance? Hvilke særlige udfordringer oplever kunstneren, der performer, i forhold til for eksempel dokumentation og aflønning? Hvilke spørgsmål stiller genren til kunstens traditionelle rum og publikum? Vi har talt med en række kunstnere og kuratorer, der arbejder med performance, om, hvordan de arbejder med en kunstform, der i sit væsen er levende og flygtig og svær at fastholde. Foto: Performance med Va-Bene Fiatsi (Ghana): Kall for Healing på FRIISLAND den 2. marts 2024. FOTO Chiara Bastoni.
Så langt ude som det er muligt at komme ad Kattegatvej i Københavns Nordhavn før man kører i vandet ligger Live Art Danmark og FRIISLANDs kontor og studie. Her planlægger, producerer og i et vist omfang udfører indehaverne Ellen Friis og Henrik Vestergaard på fjerde år deres aktiviteter, der omfatter talks, musik, spil, udstillinger, filmvisninger, workshops og performances og meget andet og meget ofte på én gang.
Men allerede for 20 år siden startede de deres aktiviteter i København efter at være vendt hjem fra Berlin, hvor de begge læste kunst og teater og var en del af et miljø, hvor viden om og praktiseren af performancekunst spillede en stor rolle. Et tilsvarende miljø fandt de ikke i Danmark; de noterede sig, at institutionerne i Danmark hverken underviste i eller præsenterede performancekunst som en seriøs international kunstform, men at den, i det omfang den eksisterede, var baseret på en intuitiv tilgang og som noget den enkelte kunstner brugte til at undersøge sin øvrige praksis. Det ville de gerne råde bod på ved at vise bredden i nutidig international performancekunst som kuratorer samtidig med, at de i deres egen praksis præsenterer historiske performanceværker. Sådan blev Live Art Danmark til i 2004, og i 2021 blev institutionen suppleret med udstillings- og visningsstedet FRIISLAND Performance Art Center, der er støttet af Statens Kunstfond.
”I Danmark blev der lavet performance i forskellige miljøer, men vi mente, at billedkunst og scenekunst kunne lære af hinanden; scenekunstnere er bedre til at arbejde i tid, dramaturgi, mens billedkunstnere får bedre ideer, som de undersøger,” siger Ellen Friis.
”Både dengang og i dag er der en udbredt silotænkning. Hvis man laver performance i billedkunst, så opholder man sig kun inden for det miljø. Hvis man laver performance i scenekunst, så holder man sig dér, og lydkunst er så noget helt tredje osv. osv. … Det er alt sammen meget små scener, og det giver ikke mening kun skulle opholde sig kun det ene sted, så vi ønskede både dengang og i dag at kæde scenerne sammen,” siger Henrik Vestergaard.
Sælger helst andres kunst
I Tyskland havde de begge haft egne solokarrierer, selvom Henrik vægrer sig ved at kalde det ’karriere’, og selvironisk siger, at en ’solo-praksis’ er en mere dækkende betegnelse:
”Vi gjorde os den erkendelse, at det at sælge sig selv var svært. Vi er begge to meget kritiske overfor vores egne ting. Vi kan ikke stå og sige, at vi har lavet fantastiske værker, når vi selv tvivler på vores ideer, og så er det svært at have en solokarriere. Det er lettere at gå ud og sælge andre kunstnere og sige, at ’det her er virkelig interessant’,” siger han.
Og det er så heldigvis kommet performancemiljøet i Danmark til gode. I første omgang startede Ellen og Henrik Samtalekøkkenet i Kødbyen i København, hvor kunstnere diskuterede performance og egen praksis med kritikere og publikum samtidig med, at der blev indtaget både mad og vin. Siden starten har de afholdt cirka 35 samtalekøkkener med omkring 100 kunstnere på spillesteder og festivaler i København, Roskilde, Aalborg, Turku, Helsinki, Malmø og flere andre byer.
Siden de første samtalekøkkener er det gået slag i slag med performance-arrangementer. Mange af dem for børn – først og fremmest i festivalen Live Art for Børn, der fandt sted for første gang i 2014 – og de modtog i 2021 Springprisen for deres nyskabende værker for børn og sidste år Horsens Børneteaterpris med begrundelsen:
”Live Art peger frem mod det, som vi måske ikke helt forstår, men som måske med tiden bliver til en elsket tradition. De sprænger ofte rammerne for, hvad vi troede, børn kan kapere. De indgår aktivt og nysgerrigt i mange kunstneriske sammenhænge og samarbejder med prominente kunstscener – teatre såvel som museer herhjemme. Og så er de altid garanter for humoristiske, underfundige og tankevækkende værker, der får os til at undres og anskue vores verden på ny.”
Opførelse af Bagism. Performance af John Lennon & Yoko Ono. FOTO Ellen Friis. Copenhagen Contemporary 2019.
”Vi prøver ikke at tilpasse os børn med vores forestillinger,” siger Ellen:
”Men det er meget sjovt at opleve, at når man siger, at det er for børn, så får man et nyt publikum, men bliver helt usynlig i billedkunstkredse, der er er ikke særlig meget prestige i det.”
”Hvis man forestiller sig kunstscenen som et hierarki, så har man maleriet øverst, og så kommer kunst for børn allerallernederst, nærmest under jorden et sted, hvor billedkunstnerne ikke kan se det. Mange bliver panisk angste, hvis de skal lave noget for børn og familier; det skal helst være lidt snørklet, hvis man vil være en seriøs kunstner. Det er synd, for på børn kan man virkelig sætte et aftryk, som man ikke kan med voksne, der sjældent ændrer deres holdning til noget,” siger Henrik.
Dokumentér, så det ikke forsvinder
Som kuratorer har de i Live Art Danmark igennem hele deres virksomhed været meget opmærksomme på, hvordan performances kan dokumenteres, og mindst én gang om året holder de foredrag om dokumentationsformer på for eksempel universiteter eller Skolen for Konceptuelle og Kontekstuelle Praksisser på Det kongelige Danske Kunstakademi.
I deres egen praksis, hvor de genskaber historiske performanceværker, har de langt hen ad vejen måttet forlade sig på oral dokumentation og utydelige sort/hvide optagelser, der er blevet til indforståede fortællinger og rygter der har gået i performancemiljøet.
”Dokumentation er vigtig for os, for man kan ikke undervise uden dokumentation Noget af det vi har lavet, har vi lavet ud fra gamle film, og noget har kun fandtes på gnidrede fotos og skrift, og så må man selv fylde hullerne ud med sin fantasi for at finde ud af, hvad der er sket, og hvordan det har virket,” siger Ellen.
”Men siden vi viste vores første performance, har det været en integreret del af det, vi har gjort, netop at sørge for at performancen ikke forsvinder, men at den bliver bevaret på en eller anden måde. Så vi har arbejdet intensivt med videodokumentation, fotodokumentation, med tekst-dokumentation, undersøgt det på forskellige måder. Og de sidste otte år har vi så arbejdet med VR-dokumentation. Brillerne indeholder performances med kunstnere, der har været hos os, mens andre er foregået ude i byen. Nu kan man gå ind og tage brillerne på, og så bliver man morfet hen på Vega eller hvor performancen nu foregik,” siger Henrik.
Med inspiration fra et koncept på Tate Modern har Live Art Danmark i forbindelse med festivalen Playing Up på Copenhagen Contemporary (CC) i 2019 udviklet performancekort, der beskriver performances og en instruktion i, hvordan man skaber dem selv.
”På CC kunne man genskabe dem sammen med os og vores guider, men man kan også tage kortene med hjem og spille det med venner og familie. Vi har lavet ni opskrifter sammen med internationale kunstnere, og nu kan formidlingsafdelingen bruge dem med skoleklasser løbende, så de ikke behøver at invitere kunstnerne fra udlandet hver gang,” siger Ellen.
Mangler uddannelse
”Grunden til, at vi arbejder med dokumentation osv., er formidlingen af hele feltet. Formidlingen smelter lidt sammen med kurateringen, som smelter lidt sammen med live-oplevelserne. Om det er for børn eller voksne; det hele flyder sammen i vores hoveder. Det kan gøre det lidt svært overordnet at formidle, hvad Live Art Danmark stå for. Men formidling er i hvert fald essentielt for os,” siger Henrik.
Performancescenen har udviklet sig meget siden Ellen og Henrik vendte tilbage til Danmark, men de oplever stadig, at det er et miljø, hvor det i stor udstrækning er de samme navne, der går igen.
”Miljøet forekommer meget personfikseret i Danmark. Tit har man et kunstnernavn med en praksis, der måske rummer performance, men det er mere navnet, der betyder noget end performancen. Jeg synes ikke, at der er meget bevidsthed om performance som selvstændig kunstform,” siger Ellen.
”Der mangler en forholden sig til, hvad performance grundlæggende er for en kunstform. Og det er ikke fordi kunstnere skal sidde med en stor historisk viden om, hvad performancekunst er, men en lille smule viden ville være på sin plads, for det åbner for nogle muligheder i stedet for, at man bare plukker uden at forstå, hvad det er man giver sig i kast med. Man skal lige forstå nogle af de grundlæggende teknikker, og hvad de teknikker åbner for,” siger Henrik.
De er enige om, at hvis bevidstheden om performance skal ændre sig, er der brug for uddannelse. Om det skal være på kunstakademiet eller i en anden uddannelsesinstitution, vil de ikke lægge sig fast på, men i dag mangler, der fokus og retning på området.
”De er velkomne til at invitere os ind som undervisere,” siger Ellen.
”Eller nogen andre,” tilføjer Henrik.
Læs mere på www.liveart.dk og www.friisland.dk.
Foto øverst: Sophie Dupont og Ottavia Catenacci i performancen BREATHING IN VIOLENT TIMES — How Do You Feel?. FRIISLAND LIVE 13. januar 2024. FOTO Henrik Vestergaard