Af Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund
I Theis Ørntofts seneste roman Solar beskriver hovedpersonen bevidstheden som en køkkenhave på kanten af verden. Det private er ikke politisk, det private er planetarisk lyder det. Vi omformer verden i en sådan grad, at vi nu kan tale om den antropocæne tidsalder. Kultur og natur har længe været opløst som modsætninger, og vi kan ikke længere sige, hvor det ene holder op, og det andet starter. Når vi skaber kunst, skaber vi på en gang verden, bevidstheden om den og dermed os selv.
Den forbundethed med verden kan kunstnere være med til at vise os som Lea Gulditte Hestelund og Olga Ravn i jagten på nye livsformer gør det i deres seneste udstilling. Eller som Janelle Monáe, der optræder som androide og free-ass motherfucker og tager alle tænkelige friheder til at skabe og være den, hun er. Sci-Fi og ny teknologi giver kunstnere muligheder for at skabe en anden verden og et andet selv.
At vi selv skaber verden, åbner et frirum for kunstneren som medskaber af vores tid. Vi kan beskrive den gennem vores tidsbundne, subjektive øjne og skabe billeder og erkendelser, som ikke kan findes i aggregering af big data, der normaliserer og skærer nuancer væk. Men vi skaber også vores egne problemer. Menneskeskabte klimaændringer med ureguleret kapitalisme som den underliggende årsag er det åbenlyse. Jeg mener ikke, kunstnere har et større ansvar end andre. Men jeg tænker, at vi måske har en særlig følsomhed for omverdenen og derigennem en særlig adgang til problematikken.
Kunst skal ud til alle
Akademirådet har netop udsendt en række anbefalinger til “Et skønnere Danmark”. Publikationen starter en vigtig samtale, om hvilket land vi gerne vil se. Anbefalingerne fæstner blikket også på nære ting som stier og vejkantsrabatter. Der skal være biodiversitet og let adgang til naturen. Når det kommer til byerne, anbefales det, at der oprettes stadskunstnere i de større byer – en sag som BKF bifalder og vil arbejde for. Kunst skal ud til alle. Det giver kvalitet i vores hverdag. Kunstnere kan i samarbejde med arkitekter genskabe forbindelsen til landskabet og vores tilknytning til de byer, vi bor i, gennem kunst i offentlige rum og æstetisk gennemtænkte detaljer i det byggede miljø. Det er argumenter for, hvorfor kunst gør en forskel og gør verden til et bedre sted. Og mellem alle disse ting og betragtninger ligger det politiske og kampen om, hvordan det skønne kan vinde over kortsigtede økonomiske interesser.
Hvis du synes, at dit nye nummer af Billedkunstneren ser anderledes ud, så har du helt ret. Vi har har skiftet til et papir med mere struktur, og bladet har fået flere sider, fordi vi gerne vil skabe mere plads til at lade historierne udfolde sig visuelt. Billedkunstneren er jeres – kunstneres talerør – og vores håb er, at bladets nye grafiske udtryk på en gang vil udfordre og indbyde til fordybelse. Arbejdet med at aktualisere vores blad er en del af det målrettede arbejde med at forny vores forbund. Et arbejde som blandt andet har betydet, at vi de seneste to år har mere end fordoblet antallet af BKF-kurser, som giver vores medlemmer mulighed for at efteruddanne sig og tilegne sig ny viden og faglig indsigt. Et andet område, som BKF selvsagt er meget opmærksom på, er arbejdsforhold. Derfor har vi også – og vil fortsat i BKF have fokus på #Metoo, som vi mener, er en vigtig anledning til at diskutere magtstrukturer og arbejdsforhold i kunstverden.